Fremtidens supermarked ligger i Nordhavn

Af Susanne

Da MENY slog dørene op i Nordhavn i efteråret 2018, var ambitionen klar: Man ønskede at skabe et helt nyt univers omkring madplevelser og madønsker. Et ganske særligt madmekka.

Når man træder ind i den røde bygning på hjørnet af Southamptongade og Århusgade, mærker man da også straks, at her er tale om noget ud over det sædvanlige. Indgangen står i fuldt flor med smukke blomster og grønne planter fra blomsterhandleren, og der breder sig en liflig duft fra Lagkagehuset, der ligesom Peter Beier Chokolade også er at finde i bygningen. Og inde i selve MENY vækkes sanserne for alvor af de mange spændende oplevelser, der er i vente rundt om den næste hylde, i de bugnende frysediske og bag de bemandede kølemontre. 

Udenlandsk inspiration til 2150
Manden bag visionerne er Mikael Kristiansen. En erfaren købmand med mere end 20 års erfaring med dagligvarer fra blandt andet Salling Group og Coop: ”Med denne MENY ønsker vi at give kunderne i Nordhavn frit valg på alle hylder. Så uanset om de foretrækker veltillavet take away til frokost på farten, nemme convenience løsninger til at nyde hjemme med familien, eller de ønsker at få tilberedt et godt måltid af vores dygtige medarbejdere og nyde det hos os – så har vi samlet det hele under et tag.” Derfor er MENY i Nordhavn heller ikke et supermarked i gængs forstand, forklarer Mikael. Og inspirationen er hentet i blandt andet Canada og Holland: ”Der er en tendens i udlandet til, at specialbutikker i stigende grad flyder sammen med både restauranter og supermarkeder, og derfor er vores butik også nærmere et madhus end et supermarked, som vi ellers kender dem,” forklarer Mikael på vej rundt i butikken. 

Tank-selv-mælk og in-house kafferisteri
Ud over hyldevis af både kendte og mindre kendte produkter fra specialproducenter i både ud- og indland, er her en række tiltag, man ikke ser andre steder i Danmark, og som kan få det gastronomiske hjerte til at banke hos de fleste madelskere. Her kan man for eksempel tanke mælk fra Kollemosegaard i glasflasker, samle æg i en halmbestrøet montre og riste sin egen kaffe i butikkens eget in-house risteri. Der er også en bar, hvor man kan nyde et godt glas vin eller øl – eller tage det med udenfor sammen med et måltid fra den betjente delikatesse. Missionen er da også klar: ”Med denne butik ønsker vi at sætte stan-darden inden for detail, og derfor er det også vores mål hele tiden at være 5 år foran alle andre på området. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få helt almindelige varer i butikken. Vi vil bare gerne kunne tilbyde både friskristet kaffe og kaffekapsler. 

Her skal være noget for alle, samtidig med at vi også vil inspirere og tilbyde nye smagsoplevelser. Derfor har vi også særlige smagedage fra torsdag til lørdag, hvor det er muligt at smage på nogle af de mange spændende produkter.”     


MENY Nordhavn · Southamptongade 2  · 2150 Nordhavn

Related Articles