HANDVÄRK der bliver smukkere med tiden

Af Susanne

HANDVÄRK på Århusgade har med sit minimalistiske og internationale design opnået en stor succes både herhjemme og i udlandet

Da Emil Thorup og hans forretningspartner og CEO Kristian Rohde startede HANDVÄRK for fem år siden, så den tidligere tv-vært muligheden for at skabe noget, hvor han ikke var selve produktet, men hvor det var det, han skabte, der var produktet. Emil Thorup har altid brændt for design og arkitektur, så det var helt naturligt for ham at give sig i kast med møbeldesign, forklarer han. ”Jeg ønskede at blive udfordret på det inter-nationale marked, hvor de ikke ved, hvem jeg er. I dag er næsten 90% af vores omsætning i udlandet og med forhandlere i 35 lande, må satsningen siges at være lykkedes.” Selv om de er et hit i udlandet, ligger deres hovedsæde og hjerte i Nordhavn, slår Emil Thorup fast: ”Vi er et lokalt brand. Når man besøger os på Århusgade, er det en kombination af, at man kommer ned i vores showroom og i vores motorrum, og det er os selv, der tager imod.”  

Gik i anden retning
HANDVÄRK havde fra opstarten en klar intention om at gå ud af en anden tangent end de gængse danske møbelhuse, der især elsker lyst træ. ”Vi arbejder ikke i træ, men bruger i stedet materialer som stål, jern, messing, marmor og læder. Stilen er minimalistisk og international med tydelig italiensk inspiration. Den appellerer til dem, som gerne vil indrette sig
i samme kaliber håndværksmæssigt og materialemæssigt som eksempelvis de klassiske møbelhuse Fritz Hansen og Carl Hansen, men som ønsker noget design, der er yngre og mere moderne i udtrykket. Og som samtidig ikke koster nær det samme, som de danske møbelklassikere, selv om kvaliteten er på samme niveau,” fortæller Emil Thorup.  

Æstetisk bæredygtighed
HANDVÄRK kan holde priserne nede, fordi de producerer smart og optimerer en lang række processer vha. robotteknologi. Desuden genbruger de mange materialer og køber billigt ind, påpeger han. ”Hvis du kigger på vores produkter, er det nok der, du får mest pr. krone i forhold til vores kollegaer. Produkterne holder i mange år, og vi arbejder ud fra begrebet æstetisk bæredygtighed, som vi ’opfandt’ inden den store bæredygtigheds-bølge. Det er bæredygtigt ved at det både rent kvalitetsmæssigt og æstetisk holder i mange år fremover – faktisk bliver det smukkere med tiden. ”Det eneste, man må give lidt køb på i forhold til andre steder, er ifølge Emil Thorup, at man selv skal samle møblerne, når man køber dem. Det kan kunderne nok leve med. I hvert fald er omsætningen, efter at HANDVÄRK  fik lokaler i Nordhavn, vokset eksplosivt med næsten 200% herhjemme. 


Handvärk · Århusgade 136A · tlf. 31 77 79 43 · www.handvark.com

Related Articles