Unik pizzarestaurant med behagelig stemning

Af Susanne

BarUno på Gøteborg Plads med udsigt til Sandkajs glimtende hav og FN-bygningen på den anden side er en pizzarestaurant, som også er en cocktailbar. Det afslappede spisested er blevet lidt af en lokal darling med sin unikke blanding af fortræffelige pizzaer og en sublim beliggenhed ved vandet. 

Her hersker en afslappet og til tider sydlandsk stemning med behagelige bølgeskvulp, tilbagelænet coolness og imødekommende attitude (når coronavirussen ellers tillader det) sammen med velsmagende pizzaer. ”Vi har stor respekt for de traditionelle italienske pizzatraditioner. Grundlæg-gende prøver vi at være så økologiske og lokale i alle de ting, vi laver. Når vi laver en napolitansk pizza, kan det være svært at være superlokal i forhold til det rigtige mel og den rigtige tomat, fordi der bare er en forskel i, hvordan man behandler dem i et varmt klima i forhold til vores mere køligere klima. Vi prøver dog at være så lokale som muligt. For eksempel leverer vores eget mejeri, Nordhavn Mikromejeri (se modstående side) de italienske oste til os samtidig med, at vi prøver at købe råvarer som skinker og pølser i nærområdet,” fortæller medejer Peter Altenburg. 

Enestående i pizzamarkedet
BarUno har en rolle i det københavnske pizzamarked, som er lidt enestående forstået på den måde, at niveauet af pizzaerne er meget højt i forhold til prisen samt restaurantens beliggenhed. Det høje niveau skyldes blandt andet, at de kun bruger de bedste råvarer, og at deres – i hovedtræk italienske køkkenpersonale – stort set har været det samme siden starten for tre år siden, hvilket har resulteret i et stabilt, godt produkt. 

”At vores kokke i hovedtræk er italienere, skaber rammerne for et produkt, der ellers betegnes som billig takeaway, for noget, vi godt tør kalde ekstraordinært. Men selv om vores produkt er supergodt, er det svært at sidde og rose det, da meget af vores kvalitet ligger i selve atmosfæren. Der findes ikke mange pizzarestauranter med vores beliggenhed og stemning herhjemme,” fremhæver Peter Altenburg.    

Den gode stemning skyldes udover den suveræne beliggenhed også personalets venlige og imødekommende ageren over for gæsterne, mener han. ”Vores personale er søde og rare og ved en masse om de ting, vi sælger, men de skal først og fremmest sørge for, at her er en stemning, hvor man føler sig godt tilpas,” siger Peter Altenburg, der glæder sig til, at de kan gå fra takeaway til at være en rigtig restaurant, når det engang bliver muligt.  


BarUno · Gøteborg Plads 5 · www.baruno.dk

Related Articles