Japan-feberen har for længst indtaget Danmark. Fra æstetik og kultur til spisesteder breder fascinationen af Solens Rige sig, og senest er selveste Tivoli hoppet med på Nippon-bølgen. Her guider Nicoline dig til fem steder på Østerbro og i Nordhavn, hvor du kan få et strejf af Japan.
Parken ved BIG HQ
For enden af Sundkaj i Nordhavn, ligger Bjarke Ingels Groups hovedkvarter. Kombinationen af industriel beton, asymmetrisk arkitektur, grøn beplantning og store glasfacader leder tankerne hen på byggestilen på Japans berømte kunstøer Naoshima og Teshima, udtrykket går igen i den tilhørende kystpark, der både rummer svævende natursten og en smuk udsigt over Øresund. Den trekantede park er placeret direkte ned til Sundmolen, hvorfra du kan nyde den særlige arkitektur, atmosfære og ro fra enten vandkanten eller bænkene i parken. Fortsætter du forbi det grønne område, rammer du Nordhavns grønne fyrtårn, Sundmolens Fyrtårn, hvor havnebussen også har et stop. Parken ved BIG HQ er åben for alle.
Hvor: Sundkaj 165 · Nordhavn
Sashiko-broderi
Tre tirsdage i efteråret omdannes kulturhuset NORDHUS til et japansk broderiværksted. Sashiko er en broderiteknik, der udføres med bittesmå, ensartede sting. Oprindeligt blev teknikken brugt til at reparere tøj, men i dag bruges den både dekorativt og meditativt. Du kan brodere både den 22.9, 20.10 og 17.11, og du kan tilmed begynde aftenen med en japansk inspireret langbordsmiddag tilberedt af husets kokke.
Hvor: Århusgade 124A · Nordhavn
Sings Listening Ba
Den japanske lyttebar er på vej frem – også langt uden for Japan. På Rosenvængets Allé på Østerbro kan du hver torsdag til lørdag, blive transporteret til Solens rige, når Sings Tehus forvandles til en listening bar. Inspireret af det japanske koncept jazz kissa inviterer tehuset på aftener, hvor musik, smag og omgivelser går op i en højere enhed. Sænk tempoet og forsvind ind i både musikken og Sings’ uimodståelige, træbeklædte rammer. Til lyttebarerne udvider den japanske oase menukortet med både sake, te-baserede cocktails, matchaøl og snacks.
Hvor: Sing Tehus
Rosenvængets Allé 6 · 2100 Østerbro
Matcha MORI
Begejstringen for Japan fortsætter længere nede af Århusgade. Her pisker Matcha MORI matcha i alle afskygninger, på bestilling. Den traditionelle japanske tedrik er af højeste kvalitet – såkaldt ceremonial grade – hvilket kommer til udtryk i den intense grønne farve og smagens kompleksitet. Nyd din matcha på autentiske, grønne tatami-måtter, eller ved klassiske caféborde, hvis du foretrækker ryglæn. Det hele sker i rispapirlampernes skær, som underbygger stedets japandi-stil. Tilføj husets onigiri, deres is med sort sesam eller et stykke cheesecake med matcha, kokos og hvid chokolade, hvis den lille sult skulle melde sig. Matcha Mori ligger også på Strandvejen i Hellerup og som noget nyt åbner de inden længe i Carlsberg Byen.
Hvor: Århusgade 167 · Nordhavn
Sushi Anaba
Alene navnet Anaba gør restauranten til et oplagt valg til denne liste. Men selvom Anaba betyder skjult sted, er Michelin-stjernede Sushi Anaba næppe gået nogen Nippon-entusiasts næse forbi. I Nordhavns gamle toldbod finder du det intime spisested, hvor blot 15 gæster ad gangen kan opleve ægte sushi på allerhøjeste niveau. Råvarerne er skandinaviske, mens både smag og æstetik er så japansk, som det kan blive. Menuen er altid omakase, japansk for jeg overlader det til dig, hvor kokken bestemmer dagens serveringer og tilbereder det lige foran gæsterne. Bag disken finder du ofte restauratør og køkkenchef Mads Battefeld, der er udlært sushikok i Tokyo. Besøg også den ekstravagante sushibars tre søskenderestauranter: Akmé, Akaton og Aotori, som ligeledes findes i Nordhavn og på Østerbro.
Hvor: Mariehamngade 23 · Nordhavn

Af Nicoline Steen Murphy
Nicoline bor på Østerbro med sin mand i en lille, eklektisk indrettet lejlighed, hvor entusiasmen for både musik og asiatisk æstetik skinner igennem. Hun har boet et stenkast fra BOPA Plads i mere end syv år og er godt bekendt med lokalområdets mange facetter: fra kunst, musik og shopping, til lokalfodbold, grønne åndehuller og – måske vigtigst af alt – gode kulinariske oplevelser.
I halvandet årti har Nicoline arbejdet som musikjournalist og -anmelder,og arbejder i dag med kommunikation i kulturhuset NORDHUS i Nordhavn, hvor hun er i daglig berøring med både kultur, mad og mennesker. Her deler hun nogle af de lokale perler, hun har lyst til at give videre.
Følg med på @nicofine