Hos Art & Frame sætter de gerne kunsten til vægs

Af Susanne

Trænger arvestykket fra mormor til en ny ramme? Skal de klassiske plakater fra Louisiana eller Louvre hænges op med stil? Eller har du investeret i fremtidens kunstværker og ønsker at præsentere dem så flot som muligt? Så læg vejen forbi Art & Frame på Østerbrogade og få hjælp til at sætte kunsten til vægs. 

Selve indramningen af et billede, et fotografi eller en plakat er mindst ligeså vigtig for udtrykket, som selve motivet er det. Det er derfor afgørende at vælge den rette ramme. En billedramme er ikke alene med til at passe ekstra godt på billedet. Den kan også være med til at fremhæve det. Det ved de hos Art & Frame, der har sat kunsten til vægs siden plakaternes årti, 1995, med afdelinger både på Frederiksberg og Østerbro. 

Og netop Østerbroafdelingen flyttede i foråret 2020 fra nr. 85 til nr. 117 for at få adgang til nye og større lokaler.

”Vi flyttede lidt længere ud ad Østerbrogade for at få mere plads – blandt andet til at præsentere et større udvalg af vores forskellige indramnings-muligheder og til at afholde større udstillingsarrangementer,” fortæller Helene Storm Pedersen, der sammen med Martin Storm Pedersen står bag Art & Frame. Således fungerer denne afdeling i høj grad som galleri og indramningsforretning, imens forretningen på Frederiksberg også rummer værksted, hvor alle indramningerne laves. I hånden naturligvis. 

For hos Art & Frame lægger man vægt på kvalitet. Derfor bliver mange af de lister, der anvendes til indramningerne, også importeret fra Italien, hvor de skæres, slibes og pudses i hånden for det smukkeste og mest holdbare resultat.

Lokale og loyale kunder
Og netop håndværket er i højsædet i den hyggelige butik på Østerbrogade. ”Det der kendetegner os er, at vi udelukkende er en indramnings-virksomhed, der lever og ånder for at indramme alle former for kunst,” fortæller Stine Faartoft, Art & Marketing Manager. 

Kunderne kommer både fra lokalområdet og resten af København, og tæller såvel privatpersoner som museer (Louisiana, Den Hirschsprungske Samling m.fl.), gallerier, virksomheder og kunstnere. Og for at kunne yde deres bedste, har de fleste af medarbejdere hos Art & Frame en eller anden kunstnerisk baggrund (arkitekter, kunstnere, fotografer, designere). Muligvis lidt af en tilfældighed, men alligevel med god grund. ”I en virksomhed som vores, er det vigtigt med æstetisk sans og et personligt forhold til både former og farver,” forklarer Stine og fortsætter: ”Og så skader det bestemt ikke, hvis man samtidig har en vis viden om – og interesse for – kunst.” 

Vejledning i højsædet
Men hvorfor overhovedet vælge Art & Frame frem for blot at tage en hurtig ramme under armen, når man er i IKEA? Svaret er ligetil – for hos Art & Frame er man gode til at vejlede kunderne til det helt rigtige valg for dem. Her er en ramme ikke bare en ramme, siger Helene – og Stine supplerer: ”Kunderne tager som regel deres billeder med ind til os. Det er altid rart at se billedet i virkeligheden for at få en fornemmelse af mulighederne, ligesom det også kan være givtigt at se de omgivelser, billedet skal være en del af, for at kunne give den bedste rådgivning og finde frem til det bedste resultat. Det kan være, det skal passe over en bestemt sofa eller indgå i en større kontekst med en masse andre billeder. Så vi kigger ikke nødvendigvis kun på det enkelte billede, men i lige så høj grad også på omgivelserne og kunden, der kommer ind med det.”

Smag og muligheder
Med over 700 rammeprofiler at vælge imellem i alle tænkelige tykkelser, udformninger og farver er der rig mulighed for at finde den helt rigtige hos Art & Frame. ”Vi vælger typisk 3-4 indramningsforslag ud fra vores dialog med kunden. Det er jo ikke vores smag, vi skal pådutte kunden, men vi sætter en ære i altid at komme med vores bud på det bedste for netop deres billede. Uanset om det er et arvestykke fra farmor eller ny fotokunst.”

Men et er smag og behag. Et andet er, hvad der kan lade sig gøre. For det skal være kvalitetsmæssigt godt sammensat. Derfor er det ikke alle kombinationer af rammer og glas, der er lige velegnede. Og det er netop denne ekspertise, man får hos Art & Frame. 

Selv om både Helene og Stine er enige om, at der er tale om en indramningsbutik med stolte håndværkstraditioner, så er det også en forretning hvor man ikke er bange for at tænke anderledes og bryde ud af de vante rammer, fortæller Helene:  “Vi er for eksempel begyndt at holde ferniseringer og vekslende udstillinger med både etablerede og up-coming kunstnernavne. Blandt andet har Jan Grarup udstillet sine tankevækkende fotografier, Martin Askholm sin farverige manga-grafik, og netop nu kan man kigge forbi og opleve en ganske særlig udstilling med nogle af Ib Spang Olsens knap så kendte erotiske tegninger og sønnen, Lasse spang Olsens, skulpturer. Dermed håber vi at kunne være med til at bringe en masse forskellig kunst til folk,” slutter hun.


ART & Frame · Østerbrogade 117 · 2100 København Ø · Tlf 40 92 02 05 www.art-frame.dk

Related Articles