Brætspil

Af Susanne

Efteråret ånder os ikke blot i nakken, det blæser os lige ind i vores ansigter. Og når man skal finde alternativer til en tur ud i det grønne, der nu er blevet brunt og branket gult, så har Mit Østerbro valgt at fokusere lidt på den indendørs familiehygge til den hjemlige hygge. Mit Østerbro har taget fat i Kim Dorff, direktør i Spilbræt.dk og fået ekspertens besyv på de bedste alternativer til skovture og ipad eller tv-hygge i efterårsferien; nemlig de gode gamle brætspil.


(Settlers) Catan er en klassiker 

Det er det bedst sælgende spil i nyere tid. Det kan man ikke gå galt med. Der har lige været afholdt DM i Catan, og vinderen vandt en tur til Utrecht i Holland, hvor der afholdes VM til næste år. Det var ret intenst og siger lidt om spillets udbredelse. Der er en serie i Catan-universet, og spillet er genkendeligt for næsten alle. Det kan man ikke gå galt i byen med”, fortæller Kim Dorff fra spilbræt.dk

Catan er fra alderen 8+/ Pris 299 kr. 


Udover klassikeren Catan nævner Kim Dorff Årets Selskabspil 2018 The Mind

”The Mind er et kæmpe hit Spillet er blevet et fænomen – vores tids UNO er der nogen, der kalder det, og spillet har allerede solgt i omegnen af 50.000 bare i 2019, hvilket er ret vildt”, fortæller direktøren for spilbræt.dk og uddyber: ”Det er blandt andet, fordi det er et lille spil, der ikke koster så meget. Det er et kortspil, hvor man spiller sammen. Det handler om at lægge nogle tal i en rækkefælge fra 1-100. Det lyder meget, meget nemt. Men udfordringen er, at man ikke må tale sammen. Så man sidder med hver sit kort, der er nummereret med et tal mellem 1 og 100, og så skal man forsøge at kropsaflæse de andre, mens man i en symbiose sammen skal forsøge at finde det rigtige tidspunkt for, hvornår man skal lægge sit kort ned. Det er et spil, man typisk kommer i gang med på 1-2 minutter og derefter får lyst til at spille flere gange, da spillet er inddelt i niveauer, hvor hvert niveau indikerer, hvor mange kort man hver især sidder med på hånden; niveau 5 betyder 5 kort på hånden, niveau 6 betyder 6 kort på hånden osv. Det bliver mere og mere komplekst og intenst”, fortæller Kim Dorff.

The Mind er fra alderen 8+/ Pris 120 kr. 


For at komme hele vejen rundt lader vi Kim Dorff komme med sit bud på et brætspil i Quiz-kategorien

”Dejlige Danmark er et quizspil, hvor viden er relativ. Det handler om sjove begivenheder, der er sket i Danmarkshistorien – men skæve, sjove begivenheder som:  hvornår kom  broccolien til Danmark? Det ved de færreste, men denne begivenhed skal så placeres på en tidslinje i forhold til andre begivenheder; kom den f.eks. før Jolly colaen? eller efter Tivoli blev åbnet? Og alt efter om du kan placere det rigtigt på tidslinjen, kommer du af med kortet. Det gælder så om at komme af med alle sine kort.” 

Dejlige Danmark er fra alderen 8+/ Pris 199 kr. 

Related Articles