Drøm om et menneske med Aphaca og kom på en øde ø med Seebach: Snart er det tid til Vig Festival igen

Af Susanne

Temperaturen er over 0. Der er begyndt at komme blade på træerne. Det er forår. Med foråret kommer sommeren – og dermed også Vig Festival. I år med et program, der skal ramme enhver smag.

Det er nogle større og stærkere navne på alle scener i år. Vi har været dygtige og heldige med at få en god sammenblanding. Seebach er tilbage, Aphaca er her for første gang, og Gilli er det største navn i sin genre,” lyder det fra festivalleder Ole Rasmussen. 

Får du brug for et godt grin, så tjek Hønsehuset ud, hvor du blandt andre kan opleve Tobias Dybvad og Jakob Thrane. Du kan også blive en vild kanin med Gnags, blive en del af familien med Benjamin Hav & Familien og blive bidt af en hugorm af trioen under samme navn.

Får du brug for en pause mellem de danseoplagte kunstnere, så har Vig Festival din ryg. I år er der nemlig kommet et helt nyt tiltag på Talkscenen. Scenen flytter både placering, og så kommer den til at rumme meget mere i år. Det fortæller festivalleder Ole Rasmussen:

”Talkscenen får nyt liv. Du kender den fra silent disco sidste år. Men i år gør vi endnu mere. Der kommer til at være vinsmagning, musikquiz og plads til mere hygge om dagen.”

Hurtigere end sidste år

Noget tyder på, at det virker med et bredt musikprogram. Eller også har mange bare god smag. I år er partoutbilletten nemlig udsolgt over en måned hurtigere end sidste år. Men bare rolig – du kan stadig nå at få billet til at opleve festivalen. Skynd dig at få fingrene i en billet før din nabo. Eller bare køb dem sammen. Vig Festival glæder sig i hvert fald til at tage imod dig. Og måske din nabo. 

Festivalleder Ole Rasmussen stemmer i: ”Når man planlægger festival 355 dage om året, så glæder jeg mig til at åbne pladsen. Så kører alting, og jeg tænker: ’Nu kan jeg ikke gøre mere.’ Det er en dejlig følelse af at have opnået sit mål”.


Vig Festival · Tlf. 59 31 64 68 ·  Holbækvej 16 B · 4560 Vig · Vigfestival.dk · info@vigfestival.dk

Related Articles