Multiform Køkken

Ægte materialer i køkkenet

Af Susanne

Lene Halse Hornemann fra Multiforms flagship store på Grønningen fortæller, at det er de ægte og levende materialer, der vil dominere på køkkenfronten i 2019.

Metaller og marmor vil sammen med træ præge køkkentrenden hos Multiform, som er kendt for sine eksklusive køkkener i klassisk dansk snedkertradition.

Her vil især materialer som sortoxideret stål og messing være end del af designet. Indehaver af Multiforms flagship store, Lene Halse Hornemann, fortæller, at ud over stål og messing vil materialerne kobber og sort platin sammen med marmor og træ rykke i den kommende tid. ”Vi ser, at man går mere ind i selve materialets teksturer, dvs. det, der tiltrækker ved for eksempel marmor, er det ægte i materialet med de store, naturlige åretegninger, som fortæller en historie, og som er smukt at beskue. Eller det kan være en rå, hugget forkant frem for noget glat og poleret. Det skal være naturligt og levende. Derfor går vi væk fra kunstige materialer som kompositter, laminater og melamin og bruger i stedet den ægte vare.” 

Samme tendens gør sig gældende i træ. Her kan man se de store sammenhængende åretegninger, og hvordan de eksempelvis løber fra skuffe til skuffe. ”Så fornemmer man de lange bjælker og træets urkraft. Det rå håndværk bliver prioriteret, i modsætning til tidligere, hvor vi foretrak de hvide og malede køkkener. Køkkenet kan dog godt være farvet, men så er farven tonet ind i lakken. Multiform kan tage alle NCS farver, som er de naturlige farver, øjet kan se, og indfarve dem i træet, så det kan matche indretningen af ens bolig,” siger Lene Halse Hornemann.   

Synergieffekt i indretning

Netop indretning af ens bolig og køkkenet samt forståelsen heraf, er en indehaverens kæpheste.Hun påpeger, at et køkken ikke står alene, og at man skal huske at tage materialesammensætningen, gulvene, belysningen og arkitekturen med i billedet, når man taler om at få et nyt køkken. ”Hvis det ikke hænger sammen, mister tingene sin synergieffekt, og man får slet ikke det samme flotte resultat. Derfor er det vigtigt, at man bliver rådgivet ordentligt. Det kan vi inde hos os. Vi kan give indretningsforslag i forhold til køkken, gulv, vægfarve, belysning m.m., så synergieffekten er størst mulig.”

Belysning er et af de områder, som der i den kommende tid er sat fokus på hos Multiform på Grønningen. De har netop fået en unik lampe, som de har ventet på et års tid, fra den græske stjernedesigner Michael Anastassiades. Det er den første af sin art herhjemme, og den koster beskedne 157.000 kr.

Men så får man også den ultimative lampe til køkkenet! Til mere beskedne priser nævner Lene Halse Hornemann elegante køkkenlamper fra Anour og Gallotti & Radice.

Hvidevarer med vokseværk

En anden markant trend i køkkenet er, at de forskellige hvidevaretyper bliver større. Det gælder for eksempel ovne, køleskabe, kogezoner m.v. ”Folks passion for at lave mad og deres varetagelse af madlavningskulturen vokser støt. Den tendens supplerer vi ved at introducere forskellige arrangementer med anerkendte Michelin-kokke og konditorer. Vi sørger for, at vore kunder sammen med de udvalgte madeksperter skaber nogle madoplevelser sammen. Så kan kunderne få nogle brugbare fif omkring madlavningen. Desuden er det vor intention at sende dygtige kokke ud til kunderne, og at de skal lave mad sammen ude hos dem,” oplyser Lene Halse Hornemann.


Multiform · Grønningen 1 · 32 50 10 21 · www.multiform.dk

Related Articles