Syv myter om Body SDS

Af Susanne

Parkens Body SDS center byder både på behandling, uddannelse og sundhedscenter. De arbejder ud fra en holistisk tilgang og kan få selv de værste smerter og traumer til at forsvinde mellem hænderne på dem:

Men hvad er det for noget, det der Body SDS?
Hvordan stemmer de forestillinger og myter, der er om Body SDS, sammen med det, der sker i praksis, og den måde det opleves af krop og sind? Det har vi hos “Mit Østerbro” sat os for at undersøge. Og hvem andre end en Body SDS-skeptiker er bedre til at undersøge netop dét? Min mand, Christian Rosentoft, stillede ganskefrivilligt op og lagde sig på briksen for at undersøge disse syv myter om Body SDS. Her får du hans oplevelse og vurdering af Body SDS:

1 Det er da sådan noget alternativt “hokus pokus” “

Inden jeg lagde mig på briksen første gang, var jeg meget skeptisk. Jeg havde hørt historier fra mennesker, der havde prøvet det, som beskrev det meget alternativt. Men det var bestemt ikke, hvad jeg oplevede. Det var tværtimod en meget håndgribelig oplevelse, hvor jeg havde en følelse af, at behandleren var dygtig og vidste præcis, hvordan han skulle arbejde med min krop. Jeg oplevede stor effekt af behandlingen.”

2 Er det ikke sådan noget, hvor man græder og råber under behandlingen?

“Ingen af de behandlinger, jeg endnu har fået, har fået mig til at råbe eller græde. Men jeg er sikker på, at det ville være en god oplevelse, hvis jeg fik sat noget i gang, der fremkaldte stærke følelser. Min oplevelse er, at behandlerne ikke lukker ned for dig, hvis du har mod på at undersøge følelser eller stemninger i dig selv. Men på den anden side bestemmer du selv, hvor meget du vil undersøge, og hvor langt du vil gå. Der er en respekt for lige præcis det menneske, som behandleren har mellem hænderne.”

3 Det gør super ondt

“Ja, det kan det gøre. Men det er en smerte, som virker, og som er til at holde ud. Det kan sikkert godt være grænseoverskridende. Du kan få koldsved, og det snurrer i fingrene, men på intet tidspunkt har jeg følt, at det var for meget. Jeg satte lyd på et par gange: “AV!”, og så forklarede behandleren, hvorfor det gjorde ondt, og hvad smerten hang sammen med. Smerten er absolut ikke noget, der vil holde mig fra at få en behandling igen.”

4 Body SDS hjælper kun på fysiske skavanker – og ikke på stress

“Mit primære fokus og ønske til behandlingerne var det fysiske. Jeg har øm ryg, som giver spændinger i muskulaturen. Jeg har alle tre gange, jeg er blevet behandlet, oplevet at blive løsnet op og haft en enorm lettelse efter behandlingen. Derudover har jeg også oplevet en indre ro, en dybere vejrtrækning og et fokus på at passe mig selv. For mig ville Body SDS behandlinger stå øverst på listen, hvis jeg oplever stresssymptomer – netop fordi de arbejder holistisk og ikke kun lægger vægt på følelser og traumer som en tilstand, der udelukkende sidder i hovedet.”

5 Man skal behandles af den samme behandler hver gang for at få effekt

“Jeg troede, at man på samme måde, som hvis man opsøger en psykolog, skulle opbygge en relation for at få mest muligt ud af behandlingen. Men jeg har nu prøvet forskellige behandlere, og for mig har det været en god idé, fordi jeg har oplevet forskellige tilgange. Jeg har fået noget forskelligt ud af det hver gang, og de forskellige behandlere kan skubbe til mig og mine grænser på forskellige måder. Min sidste behandler spurgte mig,
om jeg var god til at komme af med min vrede efter at have trykket og mærket på mave. Det har de tidligere behandlere ikke været inde på, men jeg kan mærke, at det har sat en bevidsthed og tanker igang hos mig – som udelukkende gør mig godt.”

6 Hvis først jeg starter til Body SDS, så skal jeg gå der hver eneste måned, for at det har effekt

“Hvis jeg var udfordret psykisk og havde brug for at arbejde intensivt med de udfordringer, ville jeg gå en gang om måneden og skrue op ved behov. Men med min ømme ryg og muskulatur, er det nok at opsøge, når jeg føler, at jeg spænder for meget op og ikke selv kan arbejde med det. Mit bedste råd er at lade være med at tro, at der findes en bestemt opskrift på, hvordan man gør det “rigtigt”. Snak med behandleren og lav en plan, der giver mening. Mærk din krop og reagér på det, den har brug for. Og lad være med at opfatte Body SDS-behandlinger som endnu en ting, du skal have dårlig samvittighed over.”

7 Body SDS er kun for de rige og berømte

“Jeg er ikke rig. Jeg er heller ikke berømt. Men tænk hvad vi ellers bruger penge på. Jeg er også stødt på det ene kendte menneske efter det andet, der roser Body SDS til skyerne – og jeg har været skeptisk. Men det er altså også for helt almindelige mennesker, som tror på, at følelser og oplevelser – som stress, arbejdsstillinger og traumer – sætter sig i kroppen.”


Fakta om Body SDS
Body SDS står for Body Self Development System og bygger på filosofien:
“Alle hverdagens mange indtryk og udtryk er forankret i kroppen, din krop skildrer dit velvære – og fysikken og psyken er dermed ikke to adskilte elementer, men en helhed.” Hos Parkens Body SDS kan du både få kropsbehandlinger, holdtræning, udrensning, og du kan uddanne dig
til Body SDS-terapeut.
Åbningstider: Mandag 8-17 Tirsdag 8-16 Onsdag 8-19 Torsdag 8-16 · Fredag 8-15


Body SDS · Parken · Øster Allé 56, 3. sal · 2100 Kbh. Ø · Tlf. 33 32 30 90 · info@body-sds.dk www.body-sds.dk

Related Articles