Cykelland er kommet til Nordhavn

Af Susanne

Den nye cykelkæde Cykelland har lige slået dørene op for både almindelige cykler og elcykler på Amerika Plads. Butikken er den tredje i rækken, og med i ejerkredsen er blandt andet den tidligere cykelrytter Jens Veggerby, der i sin tid vandt 13 seksdagesløb.

Det hele startede lidt tilfældigt med, at der var en cykelbutik til salg i Hvidovre. Jens Veggerby og hans to forretningspartnere, Søren Mathiesen Hass og Mikkel Andreas Lippmann, overtog butikken i 2020 under corona-nedlukningen, og nu er forretningen vokset til en lille cykelkæde på tre butikker, hvoraf butikken i Nordhavn er den senest tilkomne.

At Jens Veggerby gør sig inden for cykelbranchen er nok ikke overraskende for den lidt ældre del af Mit Østerbros læsere, der vil genkende ham som et stort navn i dansk cykelsport fra 1980’erne og 90’erne. Samtidig havde Jens Veggerby, Søren Mathiesen Hass og Mikkel Andreas Lippmann gang i et cykelprojekt med leasing af high-end cykler, så en karriere inden for cykler var allerede godt igang. “Vi brugte en del kræfter på at få Hvidovre-butikken op at køre, men inden vi fik set os om, blev vi spurgt, om vi ville overtage en cykelbutik på Nørrebro. Så der slog vi også til, og da vi hørte, at der var et tomt lokale, hvor der også havde været en cykelbutik, et godt sted her i Nordhavn, valgte vi også at etablere os på Østerbro,” fortæller Jens Veggerby.

Mange tyr til cyklen
Man kan selvfølgelig mene, at det er lidt risikabelt at starte tre cykelbutikker samtidig med, at vi er plaget af corona, men som Jens Veggerby påpeger, så er der dels mange, der har valgt at ty til cyklen i stedet for offentlig transport, dels har man i lange perioder ikke kunne dyrke de fleste indendørs sportsgrene, så her har cyklen været et godt alternativt.

“Jeg har også en del kunder i Nordhavnsområdet i forbindelse med det, jeg også går og beskæftiger mig med, nemlig cykelevents og -arrangementer. Vi håber selvfølgelig også, at Østerbroerne og de lokale Nordhavnsbeboere bliver glade for, at der atter er en cykelbutik i lokalområdet. Vi har i hvert fald en masse gode idéer til, hvordan vi fremover kan drive butikken i Nordhavn, som er et fantastisk spændende område med et enormt potentiale,” siger Jens Veggerby.

Elcykler til konkurrencedygtige priser
Det er mindre end en måned siden, butikken i Nordhavn åbnede, og med det er den lille cykelkæde Cykelland for alvor kommet i omdrejninger. Fokus ligger meget på elcykler, og det skyldes ganske enkelt, at med overtagelsen af butikken i Hvidovre lå der også en egenproduktion af elcykler. “Den tidligere ejer havde fået lavet Elvira Madigan elcykler i 15 år, og den har faktisk før vores tid vundet flere forbrugertests. Vi kalder den blot Elvira i dag, og det er en elcykel af god kvalitet til en konkurrencedygtig pris. Derudover sælger vi ‘hr. og fru-Danmark’ cykler til almindeligt brug. Jeg har selv agenturet på high-end mærket Colnago, og vi kan sagtens skaffe andre cykelmærker, hvis man ønsker det. Men her til en start er det elcykler og almindelige cykler, vi har fokus på, også fordi de tidligere ejere af butikkerne med deres erfaring vidste, hvilke cykler, der er efterspørgsel på her i byen,” pointerer Jens Veggerby.

God service hele vejen igennem
Cykelland bestræber sig på at give en god service hele vejen igennem, og hvis man for eksempel indleverer sin cykel på værkstedet om morgenen, får man den udleveret igen om aftenen. Butikken har også allerede fået en del henvendelser fra virksomheder, som ønsker at få deres medarbejderes cykler serviceret, hvilket Jens Veggerby ser som en rigtig fin måde at etablere sig på i lokalområdet.

“Efter en noget hurtig opstart for alle tre butikkers vedkommende er vi nu begyndt at strømline forretningen, så vi kan få styrket og forfinet vores koncept. Vi har fået ansat nogle fremragende medarbejdere, der kan servicere kunderne i dagligdagen, mens Søren, Mikkel og jeg står for de mere overordnede tiltag. Selvom vi alle tre har noget kørende ved siden af, prioriterer vi altid at mødes flere gange om ugen for at planlægge fremtiden for Cykelland,” siger han.


Cykelland · Amerika Plads 33 · Tlf. 48 80 82 00 · www.cykelland.dk

Related Articles