Hvis du ligesom os, og resten af Danmark, efterhånden har været godt rundt i dit nærområde, så er det måske tid til lidt fornyelse. Det er naturligvis stadig vigtigt at støtte det lokale men det ene udelukker jo ikke det andet. Håber du kan blive inspireret af vores ideer til at gå op opdagelse udenfor.
En mega-trend vi i denne tid absolut ikke kan komme udenom, er det iskolde gys – nemlig vinterbadning. Hvis du er til en hårrejsende oplevelse, er det bare at hoppe ud i det. Både inde i byen men også ude ved kysten er der rig mulighed for en forfriskende dukkert. Vi vil anbefale et besøg ved Svanemøllen strand, her kan badebroen også benyttes selvom man ikke er medlem. Ellers kan du tage en lidt længere køretur ud til Kastrup Søbad. Se den smukke arkitektur, spring i fra forskellige niveauer og skyl saltvandet af under bruseren efter det forfriskende dyp. Så er dagen igang!
Tag en tur til Helsingør. Klæd dig godt på, find en af de små lokale kaffe-mekkaer og forsyn dig godt. Så mangler du blot vores egen City Hearts podcast i ørerne. Her kan du lytte til spændende og anderledes fortællinger, som vi har produceret i samarbejde med Helsingør Kommune, Visit Nordsjælland og Helsingørs ukronede konge af byvandringer, André Andersen. Lad dig forføre af Hamlets majestætiske Kronborg, det unikke kulturværft og de smalle gaders historiske røst.
Oplev naturen. Tag manden, børnene eller hele familien med på en tur i det smukke Nordsjælland. I kan bl.a. besøge Rude Skov, Søllerød Naturpark, Jægersborg Hegn eller en af de andre naturskønne steder. Oplev Danmarks mest berømte mountainbike rute eller find en af bålpladserne, hvor man kan hygge sig med at grille pølser og snobrød. Flere steder er det også muligt at sove i telt – du kan se mere her www.naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/
Da de fleste af os pt bruger meget tid med de samme mennesker det samme sted, er det endnu vigtigere at komme ud – ud og få frisk luft og solskin. Selvom det er koldt, er det ikke nogen undskyldning for ikke at komme ud og bevæge sig. Der er rig mulighed for at finde gode udendørs trænings-faciliteter. En tur op i højderne på Lüders røde konditag i Nordhavn. Eller hvad med at udforske de mange løberuter i Nordsjælland? På med løbeskoene, varmt tøj og så ellers bare derudaf. Find inspiration her www.naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiviteter/loeberuter/