Livsstilsdrømme og lækkert boligdesign på Strandboulevarden

Af Susanne

Livingdezigns i hjertet af Østerbro er en inspirerende møbelforretning, der på en unik måde både hylder den internationale elegance og den nordiske livsstil.

Da jeg træder ind i forretningen Livingdezigns, er jeg først i tvivl om, hvorvidt jeg har taget fejl af adressen og i stedet er gået ind i en hyggelig, lækker og luksuriøs privat lejlighed. De mange forskellige rum er nemlig både elegante og fyldt med en varme, man ikke tror muligt i en forretning. Men den er god nok. Indehaver Lehri Singh har formået at opbygge en møbel- og livstilsforretning på 250 m2, der både er personlig, varm, cool og uhyre elegant.  

Stor gæstfrihed

Livingdezigns byder blandt meget andet på smukke og behagelige sofaer, specieldesignede italienske plankebord, chikke sofaborde, reoler og tv-bænke i forskellige træarter og farver, tapeter, der minder mere om kunst end et tapet, puder, plaider og unikke lamper, der ifølge Lehri har en ’retro-boheme-stil’ med tekstiler og changerende glas. At jeg troede, det var en privat lejlighed skyldes også Lehris naturlige gæstfrihed. Han tager venligt imod og byder gerne på en kop kaffe, danskvand eller et lille glas vin. Sammen med lækker loungemusik og smukke møbler giver det bare en god oplevelse.

”At lokalerne er som en lejlighed tiltaler mig. Vi kan indrette rummene med de møbler, vore agenturer fører. Og derved kan vi skabe præcis den stemning, vi ønsker i de enkelte rum. Da vi primært henvender os til lokalmiljøet, er det vigtigt, at det er en rar oplevelse at komme her og opleve møblerne,” påpeger Lehri, der selv har boet på Østerbro som ung, og som har stor tilknytning til bydelen, da både hans forældre og voksne børn bor her.

Stor viden og netværk

Selv om sortimentet i Livingdezigns er bredt, er det ikke nødvendigvis de velkendte designerbrands, der fylder forretningen. Her er i stedet nytænkende og kreative kvalitetsløsninger, vi er vant til at se i internationale designmagasiner. Lehri har nemlig efter 32 år i møbelbranchen dels fået en stor viden om møbler og indretning, dels fået opbygget et omfattende netværk både nationalt og internationalt. Han har derfor kunne strikke en forretning sammen, som består af både nordisk og europæisk møbeldesign med møbler fra lande som Skandinavien, Italien, Spanien, Holland og Belgien. Stilen er et frugtbart miks af international elegance og nordisk livsstil. Her dominerer de varme, udtryksfulde farver, stilfulde linjer og personlige løsninger uanset om det handler om udtrykket i en pude eller komplette indretningsforslag til ens bolig.

Pejle sig frem til løsning

”At jeg har arbejdet så mange år i branchen, betyder, at jeg har en rigtig god ide om, hvad der kan lade sig gøre. Så hvis vore kunder har nogle unikke ønsker, kan jeg pejle mig frem til, hvilken møbelproducent, jeg bør tage fat i. I Livingdezigns er vi fleksible, og vi skaffer gerne møbler, som vi ikke fører i forretningen. Jeg er ikke konceptstyret, men jeg skal selvfølgelig kunne stå inde for det, jeg sælger. Det skal være brugbare løsninger,” pointerer Lehri.

Når man nærmest har viet sit liv til møbler, er man konstant på en opdagelsesrejse, forklarer Lehri: ”I Italien er de for eksempel fabelagtige til at komme med nye, kreative løsninger. Der designes hele tiden nye møbler, og vi følger rigtig godt med i udviklingen. Jeg opfordrer derfor alle til at komme forbi og blive inspireret af vores møbeldesign, hvis man mangler noget i forhold til indretning. Vi er i hvert fald klar til at opfylde folks bolig- og livsstilsdrømme,” slutter Lehri.


Livingdezigns. Strandboulevarden 160. 2100 København Ø. Tlf. 20 47 58 75. www.livingdezigns.com

Related Articles