KINTO Share tilbyder nu også elektriske delecykler

Af Susanne

Hos mobilitetskonceptet KINTO har de en vision om at skabe bedre mobilitet for alle. Men folk har forskellige transportbehov. Derfor finder man gennem KINTO Share både delebiler til ethvert behov og fuldt elektriske delecykler i København som det første sted i verden, da byen er verdensberømt for sin cykelkultur. 

Lanceringen af elektriske delecykler fandt sted i slutningen af 2023 og falder helt i tråd med KINTO’s ønske om at kunne tilbyde forskellige transportformer, så man kan vælge lige nøjagtig det transportmiddel, der passer til ens aktuelle behov. KINTO har i første omgang sat 600 elektriske delecykler på gaden i København, og de hundredvis af elcykler kommer til at indgå i KINTO Share tjenesten, der i forvejen tilbyder over 100 delebiler.

Delecyklerne fra KINTO har ét gear, er app-styret og derfor meget simple at benytte. Når man har downloadet den gratis KINTO Share Bike app på sin smartphone og oprettet sig som bruger, starter man blot kørslen via appen. Her vil man kunne vælge mellem forskellige betalingsløsninger. Første tur er endda gratis.

De 600 elektriske KINTO-delecykler har et let og enkelt design, og de er både vægtmæssigt og brugermæssigt lette at bruge. Som noget særligt er KINTO-elcyklerne udstyret med en momentsensor ved pedalerne. Det betyder, at elmotoren ikke giver fuld power fra første millisekund, man træder i pedalerne, men at den elektriske hjælp gradvist øges, hvilket giver en roligere og mere glidende, naturlig acceleration og følelse, når man cykler. 

Det er en klar fordel for brugerne at have én samlet udbyder af flere forskellige mobilitetsløsninger. KINTO Share arbejder bl.a. på i fremtiden at kunne tilbyde et helt sammenhængende og fleksibelt tilbud for brugerne, så man eksempelvis gratis kan tage en KINTO-delecykel hen til sin KINTO-delebil og fortsætte rejsen, eller omvendt efter at have parkeret delebilen at fortsætte den sidste del af rejsen på en elektrisk delecykel. 

Transportmiddel giver mening

Generelt arbejder KINTO for, at man bruger det transportmiddel, der giver mest mening i forhold til det, man skal. Hvis man eksempelvis skal fra Københavns Hovedbanegård til Roskilde Station, så giver det sjældent mening at tage bilen, da der går et tog mellem de to destinationer. I København giver det også god mening mange steder, at man tager cyklen fremfor bilen, og med en elcykel kan alle være med. 

En cykel i byen kan på mange måder være mere fleksibel end en bil og give en frihed, som man ikke har med en bil. En anden frihed med elcyklen er, at man frit kan sætte elcyklen på en af de knap 2.000 forskellige godkendte lokationer i hovedstaden. 

Sommerbooking af delebil 

Det er dog ikke i alle tilfælde, at tog eller elcykel er den optimale løsning til ens transportbehov. Her kommer delebilen for alvor ind i billedet. Hvis man f.eks. overvejer at leje en bil til sommer, giver det god mening ud fra et økonomisk perspektiv at leje den over længere tid. Det bliver nemlig relativt set billigere at leje bilen, jo længere tid, man lejer den.

En af fordelene ved at leje en delebil gennem KINTO Share er, at man får en gratis parkeringsplads med i lejen. I København kan det være en meget stor hjælp samtidig med, at parkeringspladsen med stor sandsynlighed ligge i nærheden af, hvor man bor. KINTO Share har nemlig mange parkeringspladser fordelt rundt om i København.

En af fordommene ved at leje en delebil i forhold til at eje sin egen er, at det er meget dyrere. Men det er langt fra altid tilfældet. Når man ejer sin egen bil, fylder udgifter til køb af bilen og løbende udgifter til eventuelt billån, forsikringer, dækskifte, service, alment slid osv. Med en lejet delebil betaler man kun for de kilometer, man bruger, mens de løbende udgifter ved at eje sin egen bil også fylder, når bilen holder stille og ikke bliver brugt.

KINTO Share delebiler kan lejes helt ned til en time ad gangen og op til 1 måned, hvis behovet opstår. Når man lejer en KINTO Share delebil, betaler man et fast beløb pr. time plus 2 kr. pr. kørt kilometer. Parkering de fleste steder i København samt brændstof er inkluderet i prisen. Alt det praktiske som service, vedligeholdelse og afgifter indgår også i prisen, så man blot skal læne sig tilbage og nyde turen med KINTO Share, uanset om det foregår i en delebil eller på delecykel. 


Kinto Share · www.kinto-share.dk

Related Articles