Østerbro fik i april i år en ny specialforretning, der samler de bedste lokale gårdbutikker fra Sjælland og sydhavsøerne et sted. Du handler ind på friskfragaarden.dk – og herefter kan du enten selv afhente dine varer på Drejøgade 10 på Østerbro – eller du kan få lækkerierne leveret direkte til dit køkkenbord.
Frisk fra Gården er en online gårdbutik, der har set de nye muligheder i Coronatidens begrænsninger og ændrede indkøbsmønstre. Frisk fra Gården leverer nu hver torsdag de allerbedste fødevarer i topkvalitet, friskhøstet direkte fra lokale gårde til private husstande på Østerbro og i Københavns-området. Konceptet er bygget op som en gårdbutik, hvor du selv vælger, hvad du vil have. De udvalgte gårde leverer bl.a. også til byens bedste restauranter som f.eks. Noma, Geranium, Barr og Alchemist og flere andre.
Frisk fra Gården sælger varerne på nettet frem til onsdag formiddag, og henter varerne om torsdagen hvorefter de så leveres til kunderne først på aftenen. ”Det er de friskeste fødevarer du kan få – med mindre du selv dyrker og høster dem”, siger Adam Grønlykke Mollerup, der er en af de tre stiftere. ”Det handler om at give nemmere adgang for alle til de samme enestående råvarer, som de bedste kokke bruger. Gode råvarer er helt afgørende for at spise godt – både for det enkle og det sublime måltid”.
Centralt står også at fremme en ren og bæredygtig produktion. Derfor er hovedvægten lagt på biodynamik, økologi og regenerativt landbrug.
”Vores producenter lægger høj vægt på klima, miljø og biodiversitet. Vi vil vise, at vejen til en grøn omstilling går gennem at spise bedre fødevarer produceret håndværksmæssigt som de burde – ikke gennem afsavn af forbudte fødevarer. Samtidig har vi lavet en model, hvor vi ikke har et lager af friskt grønt – så vi fjerner CO2 aftryk fra lagerføring og reducerer transporten markant ved at levere direkte fra marken til vores pakkeri – og derefter transporteres varerne med cykelbude ud til den enkelte kunde.
Det skal være nemt, uden at du skal gå på kompromis med kvalitet og bæredygtighed.
Abonnement
I Frisk fra Gårdens gårdbutik kan du både gå på opdagelse i de enkelte varer i sæson – eller du kan tilmelde dig abonnementer så du kan modtage de friskhøstede varer løbende. Her i sensommeren sælges der både lam, kylling, æg og mejeriprodukter, og masser af sæsonens friske grønt og bær, fx brombær, ribs, solbær og de første æbler fra økologiske og biodynamiske producenter.
frisk fra Gården · Se mere på www.friskfragaarden.dk