Med en god kur får håret hurtigt liv og smuk glans tilbage efter en lang sommer.
En dejlig sommer ligger bag os, og det er et godt tidspunkt til at give håret lidt ekstra opmærksomhed. Sommer er nemlig typisk lig med masser af sol og vand, og det har tendens til at slide på håret og gøre det mat – dog ikke mere end at en god og nærende kur hurtigt kan bringe liv og glans tilbage.
”Vi sammensætter kuren efter hårtypen, så håret får præcis den næring, det har brug for,” fortæller frisør Anaïs fra Stuhr på Østerfælled Torv, der opfordrer interesserede til at kigge ind og få gode råd til kur, men også til klip og farve, for hos Stuhr tilbyder man altid en 10-minutters konsultation – ganske uforpligtende.
Nyt medlem af teamet
Østerfælled Torv er et gammelt kaserneområde, som i 90’erne blev omdannet til et levende butiksmiljø med moderne boliger. Området summer af liv, og hos Stuhr er der travlt – så travlt, at teamet for nylig er blevet udvidet med endnu en kollega; Sanne, der har mange års erfaring som frisør.
”Stuhr har for mig altid været indbegrebet af kvalitet, så jeg er utrolig glad for at være blevet en del af teamet her på Østerbro, hvor der er en professionel, men varm og god stemning, og man kan virkelig mærke, at kunderne nyder at komme her,” siger Sanne.
Det gode håndværk i fokus
Salonen på Østerbro er en af syv Stuhr-saloner i indre København og Nordsjælland. Hver salon har sit særkende, men med et stærkt, fælles DNA, som bygger på høj faglighed og den gode kundeoplevelse.
”Det vigtigste for os er at være dygtige til vores håndværk og altid med vores kunder i centrum, hvilket har været fundamentet, lige siden Elmer Stuhr for 62 år siden grundlagde firmaet,” fortsætter Anaïs.
I alle årene har Stuhr været kendt for at definere trenden med udgangspunkt i firmaets egen frisørskole på Vesterbro, hvor man sammen med L’Oréal videreuddanner frisører i hele Norden.
”Alle vores egne frisører er løbende på kurser for at blive endnu dygtigere, men også for at blive inspireret og opdateret på, hvad der rører sig i branchen både modemæssigt og teknisk.”
Dialogen er vigtig
At blive klippet er en tillidssag. Derfor indledes alle behandlinger hos Stuhr med en dialog, så frisøren er sikker på at forstå kundens ønsker, behov og livsstil. Og der er god tid til hver kunde, så der er også tid til at tale om, hvordan kunden bedst plejer og styler sit hår derhjemme. Og som en særlig service kan man gratis, mellem behandlinger, få rettet pandehår, klippet kanter eller tjekket sin hovedbund, så håret altid ser godt ud – også mellem to klipninger.
STUHR Østerfælled Torv 16 · Tf. 33 93 99 83 · www.stuhr.dk/oesterbro