Mit Østerbro har besøgt den vegetariske gourmet restaurant VeVe, der bød på en mesterlig 7–retters menu, der fik undertegnede til at tabe kæben!
Af Croque Madame_cph Mit Østerbro. Croque Madame er madanmelder og deler rundhåndet ud af kulinariske oplevelser på Instagram. Følg med på croquemadame_cph
Lad os slå det fast. En gang for alle. Fraværet af kød er ikke nødvendigvis et offer. På VeVe, der primært serverer vegansk mad, bliver sanserne og smags-løgene, så forkælede at man ikke skænker fraværet af kød en eneste tanke.
Vi startede gourmetrejsen, i restaurantens loungeområde, hvor vi fik serveret hele seks opfindsomme og æstetiske snacks. En cassava chips med luftig græskardip, candyfloss med forstøvet rødbede serveret på en bomuldsgren, berlin ball, svampe yakitori og en kimchi sandwich. Slutteligt blev en sprød tartelet med macereret chayote (grøntsag der stammer fra Mexico og Mellemamerika) anrettet foran os. Det var på alle måder en overlegen start på gourmetmåltidet og vi var nysgerrige på, hvad de nu fandt på, da vi blev fulgt over til vores bord, hvor resten af middagen blev serveret.
Tre slags brød og en kongekrone af pisket smør
Min medspiser og jeg, valgte at dele en vin- og en juicemenu til aftenens 7-retters menu, så vi kunne smage begge dele. »Det er et virkelig rart rum, at være i« sagde min medspiser, så snart vi havde sat os til bords og jeg måtte give ham ret. Det højloftede lokale havde i det hele taget en meget behagelig atmosfære. Indretningen bæger præg af, at man har gjort sig umage med at gøre helhedsoplevelsen behagelig. Se nu for eksempel det runde bord vi sad ved, her var vi placeret ved siden af hinanden med blikretning mod planter, som både fungerede som pynt og som en afgrænsning til de øvrige borde. En genial detalje, som jeg ikke har oplevet før. Desuden var playlisten enormt velvalgt med kunstenere som Sade og Stan Getz.
Hele tre slags brød kom nu på bordet. Mørkt og bittert valnøddebrød, surdejsbrød med en luftig krumme og sprød skorpe og mildt og sødt briochebrød. Ved siden af, serverede vores kyndige og meget behagelige tjener, en kongekrone af pisket smør og så introducerede han os for hele tre slags ekstra jomfruolivenolier, af høj kvalitet. Mageløst!
Et friskt pift
Aftenens første vin var yderst delikat og havde en flot syre, som gik enormt godt til aftenens første servering som bestod af kålrabi fermenteret i stikkelbærjuice, kastanje og vegansk creme fraiche. Friskt, cremet og enormt velbalanceret. Den alkoholfrie drik stod også fremragende op ad retten, med dens aromatiske rundhed fra kokos og et friskt pift fra citrongræs.
Næste servering bestod af kinesisk snesvamp, som vokser i toppen af træerne i regnskoven, og som har en meget fin og unik struktur. Herligheden var tilberedt med gulerødder og mandler, forårsløgssauce med dildolie og på toppen var der pyntet med sne af sataysauce. Vinen dertil var en dejlig tør og ufilteret Muscat Blanc med skindkontakt. Tredje servering bestod af glinsende varm salat med østersblade og komplekse smagsnuancer. Dertil fik vi en meget elegant Chardonnay og en yderst interessant juice på havtorn og basilikum.
Kan man spise sig lykkelig?
Fjerde servering bestod af silkeblød kartoffel med hvidløgsfudge, tangkaviar og hasselnødfond med sort te. Milde moses, hvor smagte det godt! Min medspiser lukkede øjnene og nød hver en bid og vi blev enige om at man godt kan spise sig lykkelig. I hvert fald for en stund. Le grand final bestod af svampe med chipotle, fermenteret ananas, purløg og en svampecracker med svampepulver på toppen. En flot smagspalette som gik godt i spænd med et glas rødvin fra Loire.
Det er det lækreste jeg nogensinde har smagt
Dopamincenteret var for alvor lyst op, da vi fik en tilkøbt pre-dessert på bordet (125 kr.), som bestod af en croisssant crouton med croissant dulce de leche og croissant is og friskrevet parmesanost og trøffel. Det er det lækreste jeg nogensinde har smagt! Den oplevelse må man unde sig selv at prøve! Mindst én gang i livet!
Nu var det så blevet tid til dessert. Ind på bordet kom den smukkeste mandarinsorbet, som lå på en bund af glinsende gulerodspuré med yuzu og med en tangmarings på toppen. Fantastisk friskt og smagsmættet. Aftenens sidste dessert bestod af mørk chokoladeis på brødcroutoner med lidt olivenolie og salt på toppen, hertil vi fik en vegansk mascarpone lavet på popcorn. Et perfekt punktum på en gourmetmiddag i særklasse.
VeVe har min varmeste anbefaling!
Besøg VeVe · Dampfærgevej 7 · 2100 Kbh. Ø · www.veve.dk