Pia Olsen Dyhr: ”Klimakrisen holder mig vågen om natten”

Af Susanne

Selvom hun kommer til at savne sin familie, giver valgkampen også SF’s formand Pia Olsen Dyhr ny energi. En energi, som hun vil bruge til at kæmpe for, at også dette valg bliver et klimavalg. For sammen med børn og unges trivsel er det det vigtigste valgtema overhovedet, mener hun.
  
Pia Olsen Dyhr er et morgenmenneske. I en valgkamp med fuld knald på – hver dag, hver aften – er det noget af det hårdeste lige nu, forklarer hun. Kalenderen er tætpakket og aftenerne kan blive lange. Og så kan hun også tit savne sin familie:

“Det hårdeste ved en valgkamp er altid, at jeg er så meget væk hjemmefra. Fra min mand, fra min datter, fra vores hund, fra sommerhuset. Det er jo de mennesker og de rammer, som er min base og giver mig tryghed”, siger hun. Men Pia Olsen Dyhr, der bor i Sydhavnen med sin mand og sin datter, er klar til valgkampen – også til de lange aftendueller. For hun er i “valgkamps-mode”, som hun siger, og hun har en mission: Klimaet og børn og unges mistrivsel skal helt op på den politiske dagsorden.

For langsomme til at sikre ren luft
Hvor statsminister Mette Frederiksen var rød, før hun var grøn, så gik Pia Olsen Dyhr faktisk ind i politik på grund af miljø- og klimapolitikken. Og det er stadig et af de vigtigste emner for hende:

“Klima og natur er en helt vanvittigt vigtig ting for mig og har altid været det – klimakrisen kan virkelig holde mig vågen om natten. Jeg er meget bekymret for, hvilken klode vi efterlader til vores børn og børnebørn”, siger hun. Pia Olsen Dyhr stiller op i København, så måske har du set hende på cykelstien tidligt om morgenen. Til dagligt arbejder hun med langsigtede og nationale målsætninger på Christiansborg, men som københavner har hun også en masse grønne ambitioner på byens vegne: “København skal gå foran og være en af verdens grønneste byer. Vi har en fantastisk by, hvor man kan bade i havnen – det er helt unikt. Men desværre har vi været for langsomme om at sikre en ren luft og grønne åndehuller alle steder byen”, siger hun.

Mere natur til københavnerne
Hun mener, der er en lang række konkrete grønne tiltag, man burde lave i København:

“Vi skal komme endnu længere med solceller, med biodiversitet og med CO2-reduktioner. Jeg kunne også godt tænke mig, at vi byggede mere i træ. I Stockholm har de fået nogle vildt flotte bygninger, som er bygget i træ og som har lavt energiforbrug. Det, synes jeg også, vi skal gøre i København”, siger hun.

“Vi har også foreslået en “Naturens Lov” som skal give Danmark langt mere natur og styrke vores biodiversitet – blandt også her tættere på København, så vi byboere også får glæde af det grønne”, siger hun.

Et København, man har råd til at bo i
Pia Olsen Dyhr er også optaget af, at København bliveren by, der er til at bo i.

“København vokser, priserne presses op, og det er svært at blive boende i byen for studerende, for pensionister, men også for pædagoger, sygeplejersker, politibetjente, SOSU-medarbejdere og alle mulige andre, som er så vigtige for vores velfærd. København skal have rum til alle typer mennesker – ikke kun dem med tunge pengepunge”, siger hun.

Ifølge hende er manglen på billige boliger også en alvorlig hæmsko for at skaffe de nødvendige hænder i den offentlige sektor:

“Hvis man ikke har råd til at bo i København, er det svært at arbejde her. De varme hænder er så afgørende for vores velfærdssamfund – og det er virkelig farligt, hvis byen bliver så dyr, at de ikke engang har råd til at bo her”, siger Pia Olsen Dyhr, der også mener, at ligeløn og bedre arbejdsvilkår kan være med til at skaffe flere hænder i det offentlige. “Hvis vi skal give tilstrækkeligt mange lyst til at arbejde med vores børn, vores syge og vores ældre, er vi nødt til at kigge på løn og arbejdsvilkår. Det kommer vi ikke uden om”, siger hun.

Inflation og mistrivsel
Direkte adspurgt, om valgkampens største tema ud over det grønne, tøver Pia Olsen Dyhr ikke:

“Vi er i en svær tid med inflation og konsekvenser af krigen i Ukraine. Inflationen slår hårdt, helt ind i folks stuer, og det bliver et stort tema, tror jeg. Vi skal finde ud af, hvordan vi hjælper dem, der har mindst”, siger hun. Derudover bekymrer børn og unges mistrivsel hende meget, og hun håber, det kan blive et vigtigt emne i valgkampen: “Jeg håber, at vi kan være med til at sætte fokus på børn og unges mistrivsel, som i alt for mange år bare har fået lov at vokse. Det må og skal vi har gjort noget ved, for det er så hårdt for børnene og de unge – men så sandelig også for os som forældre. Det gør ondt at tænke på”, siger hun.

En valgkamp giver energi
Pia Olsen Dyhr stiller op i København, men kommer i løbet af valgkampen også meget rundt i landet. Det er noget, der giver hende energi, forklarer hun:

“Jeg elsker at møde alle mulige mennesker, at være i debatterne og i dialog. Jeg er ude i børnehaver, på plejehjem, i den vilde natur og lytte til alle de mennesker, der arbejder med områderne. Det giver mig inspiration og gode argumenter, som jeg bruger, når jeg skal overbevise andre politikere om, at vi skal have en grøn politik, kæmpe for de svageste og hjælpe de alt for mange børn og unge, der mistrives”, siger hun. På den måde giver valgkampen hende også ny energi, forklarer Pia Olsen Dyhr.

Og det er godt, når man er morgenmenneske.

FAKTA
● Pia Olsen Dyhr, f. 1971.
● Meldte sig ind i SFU som 14-årig.
● Har arbejdet i Danmarks Naturfredningsforening, i udviklingsorganisationen CARE
og været næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.
● Medlem af Folketinget siden 2007 og opstillet i København. Har været handels- og transportminister, og været SF-formand siden 2014.
● Gift, har en teenagedatter og to bonusdøtre, bor i Sydhavnen, og nyder livet med familien, hunden Obi, strikketøj og lange ture og havearbejde i sommerhuset.   

Related Articles