En meget ærlig bog

Af Susanne

Succesforfatteren Katrine Engberg har en helt ny bog på trapperne. Den 11. oktober udkommer ’Det brændende blad’, som er første historie i en helt ny krimiserie med efterforsker og privatdetektiv Liv Jensen i hovedrollen.

Siden debuten i 2016 med ’Krokodillevogteren’ med det populære makkerpar Kørner & Werner er det gået virkeligt stærkt for Østerbrobeboeren Katrine Engberg, som i dag har solgt mere end én million bøger i 30 lande. Vi har taget en snak med hende i anledning af den nye bog, som anviser nye veje for forfatteren.

Hvorfor har du skrevet den nye serie og ikke bare fortsat med den gamle, som var en kæmpesucces?

”Da jeg for et par år siden færdiggjorde femte bind i min foregående serie, kunne jeg mærke, at jeg – for nu – var nået til et punkt, hvor den var færdig. Inde i mig mærkede jeg et behov for at skrive noget andet – både om nogle andre mennesker og temaer, og om noget, der lå endnu tættere på mig selv. Det var et lidt diffust ønske, men da min mor sendte mig en politirapport, der var blevet optaget i svenske Skanör natten til den 6. oktober 1943, skete der noget i mig. Rapporten beskriver et ægtepars flugt over Øresund fra nazisterne i bunden af en fiskerbåd sammen med deres to små drenge.”

”Ægteparret var min farmor og farfar, og i min farmors mave lå min far, der blev født på flugt små to måneder senere i Stockholm. Jeg var selvfølgelig bekendt med familiehistorien, men jeg har aldrig hæftet mig videre med den før. Men da jeg læste rapporten, stod det mig klart, det var en historie, jeg ville vide mere om, men også en historie, jeg ville bruge og fortælle videre. Hele temaet om at være på flugt skulle spille en central rolle for historien i bogen, hvilket desværre er et meget aktuelt emne. Alle steder i medierne bliver vi dagligt konfronteret med mennesker, der er på flugt. Så at min egen far er født på flugt, gjorde tematikken meget nærværende for mig og slog en tone an i mig. Det blev derfor startskuddet til at dykke ned i min egen familiehistorie både på min far og min mors side. Min mors familie kommer fra et lille sogn Engbjerg, der ligger ved Lemvig. Jeg kan følge mit stamtræ helt tilbage til 1500-tallet, hvor en sognepræst tog navn fra sognet og gjorde det til hans eget.”

Hvordan har det tema påvirket din nye bog?

”På alle tænkelige måder. Det har først og fremmest resulteret i et nyt univers med tre meget anderledes karakterer end dem, jeg har skrevet om før. Jeg vil ikke sammenligne med de foregående bøger, men selv om det er et stykke fiktion, er det en meget ærlig bog. Selv om alt i princippet er opdigtet, er der mange tråde i bogen, som er personlige og direkte taget ud af min egen families liv.”

Hvilke spor forfølger du i bogen?

”Jeg vil hellere sige, at den har en hovedperson, Liv Jensen, som er en ung kvinde, der lige har forladt sin plads som efterforsker ved Nordjyllands Politi og er flyttet til København. Hun håber at få en stilling ved drabsafdelingen, og mens hun venter på det, arbejder hun som privatdetektiv. Af sin gode ven Petter Bohm, der er efterforsker i Københavns Politi, bliver hun bedt om at kigge på en lukket sag. Den sag fører hende tilbage til det Nordjylland, hun lige har forladt, og konfronterer hende med noget, hun selv er på flugt fra. Liv flytter ind i et baghus på Vesterbro, som ejes af en ældre mand, Jan Leon – samme navn som min far – og hans datter Hannah. De har deres egen fortælling, og den blander sig med Livs.

I samme baggård har automekanikeren Nima Ansari sit værksted. Nima er iransk flygtning fra den islamiske revolution, og karakteren er inspireret af noget familie fra Iran og dermed også koblet til min egen historie. Alle hovedpersonerne har noget bagage, de prøver at flygte fra, og det er baggården på Vesterbro, der binder dem sammen. Deres historier krydser hinanden, og det viser sig, at de hænger sammen.”

Vi glæder os meget til at læse din nye bog, som jeg kan forstå foregår meget på Vesterbro, hvilket vi østerbroere så må leve med, ha ha. Men kan du så ikke i stedet give os nogle tips på nogle gode spisesteder på Østerbro? Jeg tænker, at det må være et område, du ved en masse om.

”Jeg elsker at spise ude, og vi har heldigvis mange gode spisesteder i København. Hvis jeg må anbefale tre dejlige spisesteder på Østerbro, kan jeg nævne en fransk og to italienske. Den første er ’Famo Metro’ på Lille Triangel. Det er et sindssygt godt spisested med virkelig god syditaliensk mad. Her er et hyggeligt værtskab, og det er en fin lille perle på Østerbro. Så er der ’Le Saint Jacques’ på Sankt Jacobs Plads. Det er et fransk brasserie og noget af en institution. Utroligt hyggeligt om sommeren, hvor man kan sidde udenfor på pladsen. Skønt sted.

Og så en nyopdagelse for mig, ’Hos Fischer’ ved Victor Borges Plads lige ved Nordre Frihavnsgade. Det er også en italiener med fokus på blandt andet pasta. Det er forrygende mad og et meget charmerende sted. Skønne, sjove tjenere og en gakket vært på den gode måde. Det er blevet et favoritsted på meget kort tid.”

Related Articles