Skuespilleren Mille Dinesen er et barn af byen. Brumlebyen. Den folkekære antiheltinde fra hit-serien Rita har boet på Østerbro hele sit liv og har, med en opvækst blandt farveerige eksistenser i Brumlebyens kringelkroge, fundet vej og inspiration til et liv og en karriere med smil, sundhed og masser af succes.
Brumleby er er mit Østerbro. Her er pissedejligt. Jeg har boet her altid. Da jeg for 47 år siden blev født på kommunehospitalet ved Svanemøllen, kravlede jeg nærmest ned ad Østerbrogade og hjem til Brumleby”, lyder det muntert fra en storsmilende Mille Dinesen i haven på Østerbro.
“Jeg føler mig tryg hér. Alle kender hinanden. Børnene render rundt og leger, og man hilser på naboerne. Man render ikke hinanden på dørene, men man kommer hinanden ved på en ‘på trappestenen-agtig måde’, hvor man lige har hånd i hanke med hinanden. Det gør, at man får en følelse af at høre til.”
Koks i kulissen
I dag er der over 20 års ventetid på en bolig i Brumleby. Men sådan har det ikke altid været. Tværtimod. Mille Dinesen husker tydeligt tiden i Brumleby fra 1970’erne og op til renoveringen i 1990’erne, hvor koks ikke var noget, man havde i kulissen, men kastede i ovnen.
“Hvis man ville bo her, kunne det sagtens lade sig gøre. Der var ikke så mange regler at forholde sig til dengang. Det var meget hippie-agtigt. Og så var det meget ydmyge kår; lokum i gården, plastikslange på vandhanen i køkkenet, når der skulle bades, og koks- og brændeovn som eneste varmekilde. Jeg havde en nabo, som hed Janus, der, når man kom hjem fra Jazzhouse klokken
lort om morgenen og ikke havde mere koks, savede stumper af loftet og brugte det som brænde”, griner Mille Dinesen og tilføjer: “Det var jo godt træ”.
Skoletid med skam
At være barn af Brumleby kunne være en udfordring, når man som lille pige mødte en anden verden, et anderledes Østerbro, end det Østerbro som Brumleby bød på. Og ifølge Mille Dinesen fulgte en lille sky af skam, når hun forlod den gule oase for at gå i skole ved Søerne.
“Da jeg var lille, var jeg flov over at bo her. Jeg gik på Sortedam-skolen fra 1.- 6. klasse, og når jeg var hjemme hos Marie fra klassen, vidste jeg bare, at hun aldrig skulle hjem til mig. Marie boede i Classensgade med sildebens-parket og stuer en suite, mens hippie-barnet her boede halvnusset uden varmt vand i hanen og med lokum i gården, no way!”, fortæller Mille Dinesen og fortsætter:
“Vi delte jo toilet med Randi og John og deres søn Dennis, som boede i den lille bitte nabolejlighed. John gurglede munden i Fernet Branca hver aften i stedet for at børste tænder, og de havde tre kæmpestore jagthunde i lejligheden – og en levende gris i haven. Det var ret heftigt, når jeg tænker på det. Det var jo et helt frilandsmuseum. Og en helt anden verden end det Østerbro, der eksisterede på den anden side af hegnet. Det er helt sikkert”.
Hvad synes du om det Østerbro, der ligger uden for Brumlebys mure i dag?
“Det kan godt være, at Østerbro ikke er lige så rig på små luskede cafeer og seje specialbutikker, selvom det lader til, at de dukker op hist og her, og det er dejligt, men – her er luft! Og vi har alt her; svømmehal og Fælledparken, vi har søerne, og lige meget hvor man kigger hen, er der en græsplæne. Det betyder noget. Men jeg savner min lokale kiosk og grønthandler og alle specialbutikkerne. De bliver taget fra os. Men Botega Estadio! Fuck, det er fedt! Der er ånd og sjæl og virkelig god mad. Botega Estadio er mit nye yndlingssted. Jeg synes, de har formået at lave et nyt sted, der ligner, at det har ligget der altid”.
Beboet af originaler
Brumleby har ikke altid ligget der. Det blev påbegyndt opført 120 år inden Mille Dinesen kom til verden, nemlig i 1854 og kendt som Lægeforeningens Boliger. Om Lægeforeningen var en samling originaler skal stå ubesvaret hen. Men i Mille Dinesens indre erindringsbog var Brumleby i perioden inden den store renovering i 1990-1996 ikke bare beboet af typer, der savede lidt i loftet eller ønskede sig Colgate på flaske med promille. Her boede en hel hær af skæve eksistenser. Og hun husker tydeligt en barndommens gade fuld af disse fantastiske karakterer.
“Her boede så mange originaler. Det var helt vildt. Og helt vildt fantastisk. Der var parret Skrige-Inger og Bjarne med hunden Bajer. Og Beton-Ulla, der var lige så høj, som hun var bred og arbejdede som mudderbryder på bakken. Der var Skytten og Kaffe-Erik, og så var der narkomanen Sus, der var så god til at stjæle, at hun kunne gå ind i en butik og ud igen med et tøjstativ under armen, uden nogen lagde mærke til det. Utrolige typer. Fantastiske karakterer”.
Har du bevidst eller ubevidst lånt lidt fra de typer i dit arbejde som skuespiller?
“Ubevidst har miljøet og den livsstil med de typer, som jeg har været omgivet af, nok præget mig en del. I filmen Emma og Julemanden spillede jeg rollen Slatten Langpat. Jeg sad fire timer i sminken. Karakteren havde nogle lange patter, som hun slog børnene med, mens hun drak øl af kæmpe krus. Hun var ekstrem. Det var fantastisk at spille sådan en karakter. Det er det sjove ved at være skuespiller. Måske var der lidt af alle de ekstreme typer herfra Brumleby samlet i den rolle”, fortæller skuespiller og ‘Ø-bo’, Mille Dinesen.
Livet efter Rita
Mille Dinesen er særligt kendt fra rollen som Rita i tv-serien af samme navn, en tv-serie, der med tiden også har ramt Netflix og som med fem sæsoner i en periode over ti år har underholdt seere både herhjemme og i udlandet. Nu er tiden med Rita sluttet, men når en dør lukkes, åbnes som bekendt en ny.
“Vi valgte at stoppe serien, mens legen var god. Og der har helt klart været en afmatningsperiode i tiden nu her efter Rita, men det har ikke skræmt mig. Det har nok været inde i mig. Jeg har jo gået rundt med den dame, Rita, inde i mig i ti år, så jeg har haft brug for at tage en puster. Og det er faktisk først for et par måneder siden, at jeg begyndte at tænke på, hvilke muligheder jeg har nu”, fortæller den populære skuespiller, der har fanget et bredt publikum overalt på kloden.
“Rita er ude i 35-40 lande, og det kan jeg da godt mærke. Fra publikum. Det er fantastisk. Det er da ret sjovt, at her gik man og troede, at man lavede noget dansk for danskere. Det er det bare NOT. De digger det bare alle mulige steder – overalt fra New York til Brasilien”.
Er det grunden til, at du har 176.000 følgere på din Instagram milledin?
“Ja, det kan sagtens være. Specielt fordi jeg ellers ikke bruger Instagram så flittigt. Jeg er jo gammel”, fniser den 47-årige skuespiller og tilføjer: “Jeg bruger det, når jeg synes, det giver mening, og når der eksempelvis er noget arbejdsmæssigt, der er vigtigt at få ud. Ligesom med min Insta-profil for Balance by Mille Dinesen. Der bliver jeg holdt til ilden af mit team, og her er det en vigtig platform til at komme ud til mine følgere om alt, der vedrører produkter, nyheder osv. ”
Balance by Mille Dinesen
Idéen til Balance by Mille Dinesenen udsprang af en tyve år lang interesse for sundhed, et interessepunkt i hendes liv.“For fire år siden skrev jeg bogen Min egen vej – inspiration til et sundt liv i balance, en bog om min egen rejse med tips og tricks, og jeg tænkte efterfølgende, at det kunne være smart at producere en færdiglavet udgave af min ‘mosekonebryg’, en blanding af olier, chlorella og Okinawa kalk, som jeg drikker hver morgen. Det viste sig at være umuligt rent teknisk pga. konsistenserne, men der er en anden løsning på vej. Men det var startskuddet til at komme i gang med Balance by Mille Dinesen. Produkterne er min idé, og så fandt jeg en ‘næse’ i Tina Søgaard, som er grundlægger og udvikler af brandet Ecooking. Sammen har vi så udviklet produkterne til Balance by Mille Dinesen. Det er en inside-out-beauty-serie med altoverskyggende fokus på balance og rene, naturlige og økologiske råvarer”.
Hvordan er det så gået?
“Vi lancerede Balance by Mille Dinesen to dage inden Corona lukkede landet ned, så det var verdens værste timing. Jeg stod ellers klar til at skulle rundt til alle mulige store events på store scener, og sælgerne stod og trippede efter at skulle rundt i landets helsebutikker osv. Vi er på en måde startet forfra. Men der er god respons, og nu er vi i 110 Matas-forretninger, alle Helsam-butikker og snart Salling”, smiler det voksne barn af Brumleby, skuespilleren Mille Dinesen.Se produkterne her: https://milledinesen.dk