MedWIND i Parken

Af Susanne

Det kan godt være, at det ifølge kalenderen er mørk vinter. Men det dufter alligevel af forår på Østerbro. Løverne vejrer morgenluften i Superligaens snarlige komme, og solen skinner så småt igen på F.C. Københavns skadede nummer 23, den 21-årige Jonas Wind. 

Kort sagt: Det trækker op til medWind i Parken.

Jonas Wind er netop fyldt 21. Han har været på kontrakt i FCK, siden han på sin 19-års fødselsdag den 7. februar 2018, skrev under med den klub, han hele sit liv har holdt med. Dengang, da pennen ramte papiret, var det en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Så hvad drømmer den to år ældre – og langtidsskadede – FCK-forward så om i dag?  

”Rent fodboldmæssigt, er min drøm at blive skadesfri og spille noget bold igen. Der er snart gået fem måneder, siden jeg beskadiget korsbånd og menisk i venstre knæ.  Det tager sin tid med sådan en skade, men jeg håber at være klar igen i slutningen af marts. Og så drømmer jeg selvfølgelig om, at vi genvinder mesterskabet.” 

Har det været mentalt hårdt at blive skadet i en periode, hvor det faktisk gik dig rigtig godt spillemæssigt på FCKs Superligahold? 

”Ja. Det var rigtig hårdt. Jeg var begyndt sæsonen godt, jeg lavede mål og leverede gode præstationer, så det var et kæmpe gok i nøden at blive skadet”, erkender Jonas Wind og forklarer:

”Særligt den første uge efter operationen, hvor man mentalt lige skal acceptere, at det er sket for en. Men derefter handler det bare om hurtigt at komme videre. Man kan ikke dvæle for meget ved, hvorfor det skete. Det nytter ingenting. Sket er sket, og skader er desværre også en del af fodbold. Det er bare med at kigge fremad.” 

”Skader er desværre også en del af fodbold..”

”Men selvfølgelig har det været rigtig hårdt. Der har været mange nætter, hvor jeg har ligget på puden, mens tankerne bare er kommet væltende ind over mig. Men jeg synes, jeg har en god indstilling, hvilket gør, at jeg er top motiveret for at komme stærkt igen. Det er det, det handler om for mig lige nu”, fortæller den 21-årige Wind.

En drengedrøm

Jonas Wind er søn af den tidligere målmand og målmandstræner, Per Wind, som i dag er teammanager i FCK. Derfor, er det også noget særligt for den unge angriber at se sig selv som en del af førsteholdet i
netop F.C København.

”Min fars arbejde i FCK har selvfølgelig gjort, at jeg har fået en naturlig kærlig til klubben, siden jeg var helt lille. Jeg har altid følt, at jeg har støttet klubben, når jeg som knægt var med ham på arbejde som målmandstræner, hvor jeg løb rundt og samlede bolde, så han kunne skyde på keeperne. Og så har haft så mange fede oplevelser som fan. Hele min barndom har jeg set klubbens hjemmebanekampe i Parken Det har bare altid været naturligt at dedikere sig til FCK”, fortæller Jonas Wind, der kom ind i FCKs talentafdeling, da han var 13 år gammel. 

”Man går jo altid med drengedrømmen om at kunne slå igennem på førsteholdet, så det var fedt at blive en del af talentafdelingen dengang. Og i dag, otte år efter, føler jeg virkelig, at jeg har slået mit navn fast i klubben. Nu er jeg godt nok skadet, men optil min skade spillede jeg jo fast
på førsteholdet, så min drengedrøm kunne vist ikke skrives meget bedre. Jeg har et meget stort hjerte til FCK.” 

Altid et sug i maven

Selvom fodboldspilleren Jonas Wind har bopæl i Hvidovre, er Østerbro hans legeplads som FCK´er med hjemmebane i Parken. Og betonklodsen med adresse på Per Henrik Lings Allé er da også noget ganske særligt for den unge FCK-angriber.

”Parken er jo Danmarks nationalstadion. Men det er samtidig også en form for et andet hjem, når man er kommet her, sådan som jeg er. Jeg kender stedet ud og ind. Og når man som spiller får hjemmebane her, når man står på græsset og kigger op på alle tilskuerne, som sidder på tribunerne – de tribuner, man selv har siddet på så mange gange – så er det da en helt særlig følelse, man står med i kroppen”, kommer det ærligt fra den unge løve, som tilføjer: 

”Parken vil altid være noget helt særligt”

”Da jeg var lille, gav det altid et kæmpe sug i maven, når jeg kom kørende ind med min far og så Parken dukke op i horisonten. I dag, er det måske nok blevet lidt mere en vane at nærme sig stedet, men suget i maven er der stadig. Og på særlige kampdage får jeg decideret kuldegysninger, når jeg ankommer, og alle de mange FCK-fans blokerer vejen, mens de banker på ruden til bilen. Det er noget helt specielt. Så er det fedt at være på hjemmebane. Parken vil altid være noget helt særligt.”

23

Jonas Wind er F.C. Københavns nummer 23 – et i sportslig sammenhæng ikonisk nummer, når man kigger i historiebøgerne og finder tidligere aktive sportsstjerner som David Beckham og Michael Jordan forbundet med det mytiske ‘23’. Og ofte følger der en personlig historie med den enkeltes spillers valg af trøjenummer.

”Trøjenummer betyder faktisk rimelig meget for mig – måske også mere end for de fleste Nu havde jeg faktisk ikke så mange numre, jeg kunne vælge imellem, men 23 er et fedt nummer – både indenfor fodbold, men også i basketballverdenen. Jeg har altid fulgt meget med i NBA, og Michael Jordan er et af mine helt, helt store idoler”, fortæller FCK-spilleren om valget af rygnummer.

”…trøjenummer betyder faktisk rimelig meget for mig – måske også mere end for de fleste”

Jonas Winds basketball-idol, Michael Jordan,udødeliggjorde nummer 23, da han spillede for NBA-klubben Chicago Bulls. Jordans valg af netop dette 23 var ikke tilfældigt. Hans storebror Larry Jordan, der også spillede basketball, spillede med nummer 45 og var Michaels helt store forbillede. Det siges, at Michael Jordan mest af alt ønskede sig at kunne være halvt den mand, hans bror var. Derfor, valgte han at halvere tallet 45, hvilket gav 22.5 – for så at runde op til 23. Og sådan valgte Michael Jordan trøjenummer. Men hvor amerikaneren tog fat i lommeregneren, greb Jonas Wind fat i kalenderen og fik en tilsvarende Jordan-historie til at passe ind i sit eget valg af trøje. 

”Min nevø, Viggo, er født den 23. april. Så det skulle bare være nummer 23”, understreger den danske blå/hvide 23´er.

Apropos 23:Tror du, at du stadig er FCK-spiller, når du fylder 23? Eller ser du dig selv som udenlandsprofessionel et sted i verden om to år? 
”Jeg er egentlig ikke typen, der sætter sig personlige mål som sådan. Jeg tager bare tingene, som de kommer. Men jeg har da selvfølgelig drømme om at komme afsted til en af de store ligaer i udlandet på et tidspunkt. Samtidig, så har jeg ikke travlt med at komme væk herfra. Der er så meget, jeg gerne vil nå med FCK; vinde mesterskaber og spille Champions League. Så hvem ved. Der kan jo ske så meget i fodbold. Men jeg tager det stille og roligt”, slutter den ambitiøse FCK´er fra græsplænen på Østerbro. 

Related Articles