Limfjordslandet er det oplagte feriested

Af Susanne

Limfjordslandet er kendt for sit smukke landskab, lokale delikatesser og lange uforstyrrede kyster og er det oplagte sted at afholde sin sommerferie.

Masser af danskere og dermed også østerbroere skal tilbringe sommeren på de hjemlige breddegrader i år på grund af coronapandemien. Heldigvis er Danmark fyldt med skønne områder, der kan gøre sommerferien til en herlig oplevelse. Som for eksempel Limfjorden i det nordlige Jylland. Her er hyggelige øer, ypperlige muligheder for badning og vandaktiviteter af enhver art, charmerende limfjordsbyer og et skatkammer af lækre råvarer, der serveres direkte fra jord eller fjord.”Vi har rigtige mange gode tilbud til alle, der elsker naturen, god mad og aktive oplevelser. Vores område er smukt og charmerende, og selv om det er populært at holde ferie her, er her slet ikke overrendt, som der kan være på andre mere kendte turist-destinationer. Hvis man søger en naturlig ro, uforstyrrede kystlandskaber og imponerende udsigtsmuligheder, er Limfjorden det oplagte sted at feriere. Det gælder uanset om man bor på hotel, i sommerhus, på campingplads, om man er på cykel- eller vandrerferie, eller om man søger særlige gastronomiske og kulturelle oplevelser. Eller måske bare vil slappe af og nyde livet ved vandet. Vi har det hele,” fortæller direktør Kristina Lehman Schjøtt fra Destination Limfjorden.

Molerklint med fossiler
En anden populær oplevelsesmulighed er de specielle molerklinter Hanklit på Mors og Knudklit på Fur. Molerklinterne blev skabt for 25.000 år siden, der er et stort indhold af fossiler i form af fisk, fugle, insekter, krybdyr og planter i moleret. Man kan støde på hen ved 55 mio. år gamle forsteninger, og det er populært blandt turister at gå på jagt efter disse gratis, historiske ferieminder i molergravene og langs kysten. Man kan låne en lille hammer på museet på Mors og selv begynde at grave og finde de fascinerende fossiler.

”På Fur og Mors er der på hverdage mellem kl. 10. og 13.00 i ugerne 28 til 31 en geolog, som fortæller om fænomenet. Både Fur og Mors, som er Limfjordens største ø, har i øvrigt meget at byde på. Mors har for eksempel en god golfbane, her er mulighed for kajakture, der er flotte cykelruter, spændende museer og en feriepark til børnene, mens Fur ud over sin smukke natur bl.a. har et landskendt bryghus med den tilhørende restaurant Bryghuset,” påpeger Kristina Lehman Schjøt.

Mekka for vandaktiviteter
Limfjorden er et mekka for vandaktiviteter. På grund af fjordforholdene er her lavt og ekstremt gode og sikre bademuligheder for børnene. Vandet er desuden som oftest stille og ideelt til kano- og kajaksejlads samt stand
up paddling. Blæser det lidt op, kan man også komme ud og surfe eller kitesurfe, hvis evnerne rækker til det. Fjorden er oplagt til nye surfere, fordi vandet er så roligt mange steder, og til de mere rutinerede er der træningsbaner til surfing ved Skivefjord mellem Salling og Lundø. Man kan mange steder leje udstyret til kajaksejlads, stand-up paddling og til surfing. Struer i den sydlige del af Limfjorden har en stor lystbådehavn med masser af sommerliv og god stemning. Her ligger bl.a. Cable Fun Struer, hvor man kan stå på vandski, lave wakeboarding, der er ligesom snowboarding bare på vandet, samt stand up paddling. Kurbad Limfjorden er et 900 kvadratmeter stort luksuriøst og nybygget spa- og wellnesscenter, der ligger på havnen i Struer med direkte udsigt over Limfjorden og Venø Bugt. Her kan du forkæle både krop og sjæl.

Cykel- og vandreture
Vil man hellere bruge tid på landjorden, er der et utal af fristende vandre- og cykelture. ”Her er vandreruter fra 5 til 155 kilometer og et væld af skønne cykelture som for eksempel Limfjordsruten, der er en 610 km lang cykeltur rundt om fjorden. Det vrimler også med gode spisesteder, der har fokus på områdets specialiteter som skaldyr og de mange lokale landsbrugsråvarer. På Tambohus Kro er f.eks. de sorte limfjordshummere blot en af mange skaldyrslækkerier, og i Glyngøre serverer Danish Oyster Bar kun østers. Overalt støder man på de lokale råvarer, som er mange, da Limfjorden er er stort fiske- og landbrugsområde,” siger Kristina Lehman Schjøtt.

Nærhed til naturen
Uanset hvad du søger, er der alle steder en nærhed til naturen i Limfjordslandet. Du er altid tæt på venlige, bløde bakker, bølgende marker, masser af sandstrande, vand til flere sider og en fascinerende undergrund, der er meget præget af istiden. Her venter også en masse aktiviteter og oplevelser, der er unikke for Limfjorden, og søger du kunst og kultur-oplevelser, er der overalt små hyggelige gallerier, skulpturer samt lokale og nationale kulturskatte. Desuden er området et skatkammer af gode råvarer og gastronomiske oplevelser, så gå ind på ferievedlimfjorden.dk, hvis du gerne vil vide mere om feriemulighederne i Limfjordslandet.

Sælsafarier med formidling
Selv om her er plads og rum til at trække vejret og lade op, har Limfjorden en masse aktiviteter for eksempelvis børnefamilierne. En af de mest eftertragtede aktiviteter er sælsafarier, hvor man kan sejle ud og opleve sælerne på nært hold. Samtidig får man en masse spændende formidling om sælerne og Limfjorden. ”Vi har rigtig mange sæler i Limfjorden, og vi ved af erfaring, at børnene elsker dem. For nylig er flere delfiner blevet spottet her, hvilket er første gang i nærmest 1.000 år. Eksperter siger, at de er kommet for at kolonisere danske farvande, så vi kan håbe, det er en årlig tilbagevendende begivenhed. Her er så mange vandoplevelser. Der kan fanges krabber over alt, og i næsten alle havne kan man komme med ud og få fortællingen om de mange dyr i vandet,” siger Kristina Lehman Schjøtt.


www.ferievedlimfjorden.dk

Related Articles