Katrine Engberg er en af Danmarks mest succesfulde forfattere, og hendes bøger, der udspiller sig i København, har fanget læsere i hele verden. Men bag det store talent og de spændingsfyldte krimier gemmer sig en dyb kærlighed til Østerbro, hvor hun er opvokset og stadig bor. Vi har mødt Katrine Engberg til en snak om livet, forfatterskabet og den perfekte dag på Østerbro.
Katrine Engberg (f. 1975) havde en tryg opvækst på Østerbro i et hjem fyldt med kærlighed og for-
tællinger. Hun mindes med glæde, hvordan hendes mor praktiserede højtlæsning, og det plan-
tede tidligt en fascination for sprog og karakterer i hende.
”Min mor har altid læst højt for mig og min søster. Hvis vi var ude at vandre på en ferie, og vi blev trætte i benene, så fortalte hun historier for at aflede vores opmærksomhed,” siger Katrine Engberg.
Hun startede sin karriere som danser, skuespiller og koreograf, men det var som forfatter, Katrine Engberg for alvor fandt sin vej. Det skrevne sprog skulle nemlig vise sig at blive en passion og dybfølt udtryksform. Det hele startede med små skriblerier og rejsedagbøger, men det var en særlig historie, som førte Katrine Engberg til at skrive professionelt.
”Jeg begyndte at skrive på en historie om en ældre kvinde, der skrev en krimi, som så udspillede sig i hendes eget hjem. Det var en idé, der plantede sig i mit hoved, og som jeg ikke kunne slippe,‟ fortæller hun.
Selvom det ikke var planen at skulle udgive en roman, sad Katrine Engberg pludselig med 100 siders tekst foran sig. Det blev til debutromanen Krokodillevogteren fra 2016, og derfra gik det stærkt. Hurtigt blev debuten en succes, og siden har Katrine Engberg modtaget stor anerkendelse og tryllebundet læsere både nationalt og internationalt, ligesom hun for hendes romaner har modtaget flere nomineringer og litteraturpriser.
Byen som inspirationskilde
Østerbro dannede rammen om Katrine Engbergs opvækst, men for hende er København meget mere end en storby og gode barndomsminder. Hendes bøger er blevet solgt til udgivelse i mere end 30 lande, og i udlandet er de kendt som København-serien. Ikke alene fordi de foregår i byen, men fordi København spiller så stor en rolle, at byen nærmest bliver en hovedkarakter. Når Katrine Engberg bevæger sig rundt i København, lader hun sig i høj grad inspirere af de steder, hun møder på sin vej.
”Jeg lader byen forme mine historier. Et godt eksempel er, når jeg i en af mine bøger placerer et lig ude på Amager Forbrænding. Jeg så stedet og vidste med det samme, at det var en åbningsscene. På den måde forærer byen mig historien,‟ fortæller hun.
Mange steder i København har påvirket Katrine Engbergs forfatterskab og guidet hende i retning af nye ideer. Det gælder blandt andet Østervold Observatoriet, der har en fremtrædende rolle i hendes anden bog. Hele hendes barndom kiggede hun på observatoriet og undrede sig over, hvad der foregik derinde, og på den måde blev iagttagelsen af byens rum en uundværlig del af fortællingen.
”Jeg udtænker ikke historier og placerer dem i København. Det foregår i virkeligheden omvendt, hvor byen fortæller historierne,‟ forklarer Katrine Engberg, hvis bøger derfor kan ses som en lille kærlighedserklæring til København.
Selvom Katrine Engberg er en forfatter, der trækker meget på sine omgivelser, er hendes karakterer aldrig baseret på virkelige personer. De dybe karakterer skabes derimod med elementer fra virkeligheden kombineret med hendes egen fantasi.
„Jeg finder på mine karakterer. Der er ingen, jeg kender, som bliver afbilledet i mine bøger, men selvfølgelig er de i en eller anden grad inspireret af menneskelige egenskaber, jeg møder i mit liv og hos mig selv,‟ fortæller hun.
Byen som personligt frirum
Det er ikke kun Katrine Engbergs forfatterskab, der trives i København. For også i hendes hverdag er byen en kilde til glæde og inspiration. Hun nyder at gå ture med familiens aktive hyrdehund, og hun er derfor ofte at finde på lange gåture omkring Søerne, i Fælledparken eller på Kastellet. Og med sin familie benytter hun flittigt byens kulturelle tilbud og mange muligheder for udfoldelse.
„Vi har årskort til Statens Museum for Kunst og Cinemateket, som vi besøger med børnene. Vi spiser også meget ude, for vi elsker de mange caféer og restauranter, byen tilbyder,‟ siger hun.
Efter at have boet andre steder i en årrække, vendte Katrine Engberg for 11 år siden tilbage til Østerbro. Hun ønskede at give sin søn det samme forhold til byen, som hun selv havde fået gennem sin opvækst. For Katrine Engberg beskriver København som en by, der er let at holde af. For vi har det hele: Natur, et rigt kulturliv og ikke mindst smukke omgivelser. På nærmest magisk vis genkalder hun forskellige minder – som da hun tidlige sommermorgener slentrede hjem fra byture langs Kongens Have til duften af syrener og lyden af fuglesang. Omfavnet af byens rolige puls.
En perfekt dag på Østerbro
Når vi spørger Katrine Engberg, hvordan en perfekt dag på Østerbro for hende ser ud, har hun svært ved at bestemme sig. For ethvert tilvalg indebærer fravalg, og Østerbro bugner af steder, der er værd at besøge.
Men efter lidt betænkningstid fortæller Katrine Engberg, at dagen starter på enten Petit Café eller Amator, der begge ligger på Nordre Frihavnsgade og kombinerer hjemlig stemning med formidabel morgenmad. Efterfølgende vil hun gå en lang tur og nyde byens smukke uderum.
”Jeg synes simpelthen, det er så smukt og unikt at gå på voldene ved Kastellet. Og så ville jeg nok krydse over i Østre Anlæg, som også er min barndomspark,” fortæller Katrine Engberg og tilføjer, at hun elsker den engelske stil, hvor naturen lever vildt.
Katrine Engberg vil på sin perfekte dag besøge et af de museer, hun beskriver som byens fedeste. Nemlig Statens Museum for Kunst, der er landets største kunstmuseum, og Den Hirschsprungske Samling med dansk kunst fra 1800-tallet. Når dagens kulturelle oplevelser lakker mod enden, er der middag på det autentiske brasserie Le Saint Jacques, som ligger på Sankt Jakobs Plads og serverer franske klassikere. Dagen rundes af med en god film i Park Bio, der ikke har ændret sig meget, siden Katrine Engberg besøgte den som barn.
For Katrine Engberg er hver dag på Østerbro en perfekt dag, for hun kunne ikke forestille sig at bo noget andet sted. Bydelens charme, dens grønne oaser, kulturliv og hyggelige spisesteder gør, at hun hver dag føler sig heldig over at bo i en by, der rummer alt det, hun elsker.