Den 31. oktober fylder Park Bio 100 år som Østerbros stemningsfyldte og kvalitetsbevidste biograf. Det store jubilæum skal fejres, og derfor inviterer biografen på Østerbrogade til en jubilæumsweekend fra den 30. oktober til den 1. november, hvor de bl.a. viser nye film og klassikere til kun 50 kr. – og enkelte visninger er endda helt gratis. Derudover byder weekenden på fødselsdagsquiz, livemusik og andre særlige jubilæumsoplevelser samt åbent hus søndag med gratis kaffe, kage og levende jazz i foyeren.
Tænk ªengang, hvor mange mennesker, der gennem tiden har siddet og nydt film i vores gamle biograf. Det er virkelig ekstraordinært,” siger Laura Forné Elkow, der sammen med sin mand Rasmus Møller-Nielsen ejer og driver Park Bio. Hendes bemærkning er udløst af, at biografen sidst i oktober fejrer 100 år med film i fællesskab i den smukke nyklassicistiske bygning på Østerbrogade, skabt i 1920’erne af arkitekterne Wittmaack og Hvalsøe.
Ægteparret, der har stået bag Park Bio siden 2023, betragter det som en ære at drive den traditionsrige biograf.
”Park Bio er et sted, der ’tilhører’ Østerbro. Vi ser det i hvert fald som om, at nu har vi stafetten og skal videreføre de stolte traditioner. Det er bl.a. derfor, at vi fejrer de 100 år med en stor jubilæumsweekend med en masse forskellige film og arrangementer. Vi har bl.a. en underholdende filmquiz, som handler om Park Bio og de film, der er blevet vist her gennem tiden. De film, vi viser i weekenden, er forskellige nedslag i filmhistorien med både koncertfilm, ældre filmklassikere og nyere film.
Søndag runder vi weekenden af med et par gratis filmvisninger og åbent hus med kaffe, kage og levende jazz i foyeren. Jubilæums-weekenden er samtidig startskuddet til en række særvisninger af både nye film og klassikere frem mod nytår,” siger Laura Forné Elkow og tilføjer, at mange af særvisningerne bliver ledsaget af introduktioner og oplæg.
Mange smukke detaljer bevaret
Når man besøger Park Bio, får man ud over oplevelsen ved at se en god film også en oplevelse af selve arkitekturen og indretningen. Selv om der er løbet meget vand under broen på 100 år, er rigtig mange af de originale detaljer i bygningen bevaret. Det gælder f.eks. den snoede marmortrappe, den store glaskuppel i foyeren, Tiffany-glaslamper, travertingulve og den originale balkon ud mod Østerbrogade. Mange af detaljerne er stadig synlige i dag, men enkelte kunne godt trænge til en kærlig hånd, som Laura Forné Elkow formulerer det:
”Vi har i starten fokuseret meget på at investere i en opdatering af det tekniske udstyr, så biografen også kan bruges til mange andre typer arrangementer. Ud over film har vi bl.a. forelæsninger, foredrag og uddeling af musikpriser, som stiller forskellige krav til teknikken. Samtidig har Park Bio i mange år haft Dolby Atmos-lyd i salen, så selv om biografen er 100 år gammel, kan vi tilbyde en moderne filmoplevelse med lyd i høj kvalitet.
Derudover har vi brugt en masse kræfter – sammen med nogle dygtige arkitekter – på at dykke ned i huset og dets historie, herunder arkitekturen. Det har vi gjort for at få opklaret, hvad der er de originale detaljer, og hvad der er kommet til siden. Vi drømmer om at restaurere en række af husets originale detaljer. Det handler ikke om at modernisere huset, men snarere om at bevare og fremhæve dets oprindelige karakter.
Huset fortjener et løft, men det kræver, at vi får finansiering udefra. Vi er derfor i gang med at søge støtte fra forskellige fonde. Park Bio er ikke fredet, men bygningen er bevaringsværdig.”
Østerbros forlængede dagligstue
Mit Østerbros udsendte har selv besøgt Park Bio flittigt siden studietiden (mange, mange år siden), og fornemmelsen var altid, at det var superhyggeligt at lægge vejen forbi den atmosfærefyldte biograf. Laura Forné Elkow fortæller, at de forrige ejere, Søren og Therese Meinertsen, gennem 40 år skabte et sted, hvor folk virkelig havde lyst til at besøge.
”De fik skabt et sted, hvor der var et hyggeligt rum, som det var rart at være i, og hvor man følte sig velkommen. En slags forlænget dagligstue. Vi har rigtig mange stamgæster, der kommer her næsten hver uge, og som gerne kommer for at få en kop kaffe og nyde stemningen her. Det er jo et smukt rum, der kan fungere som en café i sig selv.”
Laura Forné Elkow er selv vokset op på Østerbro og har besøgt Park Bio, siden hun var barn. I dag kommer hun her med sine egne to børn.
”Jeg har selv mange minder fra Park Bio, så det er ret særligt nu at være med til at drive stedet. Og det er dejligt at se, at biografen stadig betyder så meget for mange på Østerbro. Vi vil gerne passe på den særlige stemning, som Søren og Therese har skabt, samtidig med at vi udvikler huset og giver nye generationer lyst til at komme her.”
Kunstbiograf og kulturelt samlingspunkt
Park Bio har gennem mange år været kendt som et samlingssted for filmelskere med et repertoire præget af kvalitetsfilm. Laura Forné Elkow påpeger, at de har videreført meget af det repertoire, der tidligere har kendetegnet biografen, men samtidig har styrket profilen som kunstbiograf. Park Bio er i dag en af blot 14 kunstbiografer i Danmark, der modtager støtte fra Det Danske Filminstitut.
Siden 2024 har biografen været en del af Europa Cinemas, som er et internationalt netværk af biografer, der prioriterer visningen af europæiske film. Hun understreger dog, at de spænder bredt og gerne viser såkaldte store film som f.eks. The Odyssey, der har kørt hele sommeren.
”Vi viser både europæiske kvalitetsfilm og de større publikumsfilm. Vi har et meget bredt publikum, og det skal vores program også afspejle. Der skal være plads til både de film, man ikke nødvendigvis kan se alle andre steder, og de store filmoplevelser, der samler mange mennesker. Børnefamilierne har også altid været en vigtig del af Park Bios publikum. Rasmus og jeg har selv små børn, så vi er ekstra opmærksomme på de gode børnefilm. Vi har bl.a. Børnebiffen om lørdagen, hvor de helt små kan komme og se korte børnefilm på cirka 40 minutter for kun 30 kr. For de lidt større børn har vi vores børnefilmklub, som nu kører på tredje år.”
Samtidig har Laura og Rasmus udvidet programmet med en lang række særvisninger, hvor filmoplevelsen ofte suppleres af introduktioner, oplæg eller samtaler med instruktører, skuespillere og andre filmfolk. Biografen lægger desuden hus til foredrag, koncerter og andre kulturelle arrangementer.
”Det er noget, vi prioriterer rigtig højt. En filmoplevelse kan blive endnu større, når man får mulighed for at høre instruktøren fortælle om arbejdet med filmen eller oplever en klassiker i en ny sammenhæng. Vi vil gerne have, at Park Bio også fungerer som et levende kulturhus og et sted, hvor mennesker mødes om fælles oplevelser.”
Laura og Rasmus kommer for så vidt fra en helt anden verden end biografuniverset, da de begge har arbejdet i tech- og startupbranchen. Og så alligevel ikke. Begge deres fædre har været med til at starte biografer tilbage i 1980’erne, hvilket jo binder det hele sammen. For Laura og Rasmus handler det ikke blot om at drive en biograf, men også om at passe på et stykke af Østerbros kulturhistorie og sikre, at Park Bio fortsat er et levende samlingssted for kommende generationer.
Park Bios historie gennem 100 år
Den 31. oktober 1926 åbnede Park Teatret på Østerbrogade 79 som del af et nyklassicistisk byggeri ved Københavns Idrætspark. Komplekset rummede også restaurant, sportsbutikker og senere Øbrohallen. Arkitekterne Arthur Wittmaack og Vilhelm Hvalsøe skabte en biograf med 915 pladser, loger, marmorfoyer, skulpturer af billedhuggeren Axel Poulsen og en åben loggia ud mod Østerbrogade.
Park Teatret blev hurtigt en sucªces, og bl.a. Saxophon-Susi med Anny Ondra i 1928 fyldte salen i næsten fire uger. Filmene dengang blev gerne akkompagneret af levende musik i salen.
Natten til den 30. december 1937 raserede en voldsom brand hele biografsalen. Foyeren slap forholdsvis uskadt, og det samme gjorde Axel Poulsens gipsrelief, som blev reddet fra flammerne. Den 7. april 1938 genåbnede Park Teatret efter en genopbygning ved de oprindelige arkitekter, Wittmaack og Hvalsøe.
Efter krigen blomstrede biografen. I 1954 blev Park den første danske biograf med Perspecta-stereolyd, som dengang var en teknisk sensation. Jacques Tatis Festlige feriedage spillede hele sommeren, mens Ingmar Bergmans Ved vejs ende trak fulde sale i ugevis i 1958. Park Teatret havde fundet sin særlige profil med kvalitetsfilm, et modent publikum og en atmosfære, der var svær at finde andre steder i København.
Nedturen og lukningen
Fra 1960’erne blev konkurrencen fra hovedstadens større biografer stadig hårdere, og Park Bios publikumstal faldt. Den 3. september 1976 lukkede Park Teatret med Olsenbanden på spanden som sidste film. Salen i stueetagen blev overtaget af Irma, senere Fakta og i dag Netto.
Balkonen på første sal overlevede lukningen og blev efter en ombygning i 1977 til biografsal med 249 pladser.
Ægtefællerne Meinertsen – næsten 40 år
Den 14. august 1984 overtog ægteparret Therese og Søren Meinertsen Park Bio. De satte billetprisen til 20 kr. og indrettede foyeren som en dagligstue med palmer, sofa og akvarium. Det blev en succes. Fra under 10.000 solgte billetter ved overtagelsen nåede biografen 100.000 det første år og tæt på 200.000 i midten af 1990’erne.
I 1987 blev Park Bio kåret til Årets Biograf af Filmudlejerforeningen. I næsten 40 år drev ægteparret biografen med stor respekt for dens særpræg, indtil Laura Forné Elkow og Rasmus Møller-Nielsen overtog Park Bio i 2023.
Biograftraditionen ligger i begge familier: Lauras far var med til at stifte Posthus Teatret og var medstifter af det danske Filmakademi, mens Rasmus’ far har drevet cafébiograferne i Esbjerg og Vejle.
Læs mere om Park Bio og deres jubilæumsprogram på Park Bios hjemmeside