Hvid pizza med mozzarella, kartofler, gedeost, rosmarin, hvidløg og burrata

Af Susanne

Jeg hedder Jannie og bor på Østerbro med min mand Lars og er Østerbro’er med STORT Ø. Jeg elsker bylivet og handler ofte i Østerbros mange lækre specialforretninger f.eks. Juno the Bakery, som vi bor lige overfor, Odin Fisk, Dagens Fisk, osteforretningen La Fromagerie, Aarstidernes flotte butik i Classensgade og Gourmandiet, som heldigvis er genåbnet. Elsker også at besøge Bondens marked om lørdagen på Sankt Jakobs Plads.

Jannie

Jeg nørder rigtig mange opskrifter fra de mange kogebøger, som jeg efterhånden ejer, og fra ugeblade og bruger også ofte Instagram til inspiration, hvor jeg på min egen Instagramprofil @jannie2100 lægger mange af mine egne daglige madbilleder op. Jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere mange af mine følgere, og jeg bliver så glad, når folk henvender sig med spørgsmål eller beder om opskrifter. Her får I et par af mine yndlingsopskrifter: 

DEJ TIL PIZZA

  • 125 g italiensk durrummel (Tippo 00)
  • 1/6 pakke gær (8,33 gram)
  • ¾ dl lunkent vand
  • ¼ tsk salt
  • 1 spsk olivenolie
  • En lille smule grovere mel (f.eks. Semulina)

FYLD

  • 1 ca. 125 g  frisk mozzarella
  • ½-1 skrællet bagekartoffel eller et par almindelige kartofler skåret i tynde skiver. Jeg bruger selv et mandolinjern. (Et godt tip er at skylle dem et par gange i koldt vand i en skål til vandet er klart. Så trækkes stivelsen ud af kartoflen og de bliver mere sprøde på pizzaen. Læg herefter skiverne til tørre på køkkenrulle). Tippet i parentes kan udelades, hvis man har travlt.
  • Gedeost (rulle som skæres i skiver) – hvis man ikke kan lide gedeost, kan man f.eks. bruge klatter af Ricotta eller Mascarpone ost eller en anden yndlingsost. Brug så meget, som du selv ønsker!
  • 1 burrata (tag den gerne ud af køleskab og indpakning ca. 1 time før I skal spise den, så bliver den mere cremet). Netto har fået Burrata som fast sortiment (jubiii)! 
  • Olivenolie
  • Lidt frisk rosmarin (evt. tørret)
  • Hvidløg efter smag
  • Salt & peber

FREMGANGSMÅDE

Tænd ovnen på 2500 varmluft (gerne med undervarme). Lad bagepladen være i ovnen under opvarmning.

Hæld melet ud i en bunke på bordet (eller i en skål) og lav en fordybning i midten. Rør gæren ud i det lunkne vand i en kop og hæld det i fordybningen sammen med salt og olie. Saml dejen og ælt, til den er smidig og glat.

Pizzadejen behøver ikke at hæve, hvis den blot rulles tyndt ud, men den tager bestemt ikke skade af at hæve i en halv time. (Hvis man laver ekstra portioner dej, kan disse pakkes i portioner og pakkes ind i køkkenfilm uden hævning, hvor de kan opbevares i køleskab i
ca. 4 dage, hvorefter dejen rulles ud
og er klar til brug).

Brug den lidt grovere mel til at drysse på bordet med, når du ruller dejen tyndt ud. Træk den udrullede pizza over på et stykke bagepapir.

Herefter plukkes mozzarellaosten i småstykker og fordeles jævnt over pizzaen. De skrællede kartoffelskiver fordeles over hele pizzaen. Gedeosten i skiver fordeles på hele pizzaen oven på kartoflerne. Olivenolie, hakket frisk rosmarin (eller tørret) samt friskpresset hvidløg efter smag og salt & peber røres sammen i en lille skål og dryppes ud over hele pizzaen som bages ved 2500 varmluft ovn (gerne med undervarme) i ca. 7-8 min midt i ovnen på bagepapiret på den
varme bageplade. 

Den varme pizza tages ud af ovnen og burrataen placeres på midten – her kan man med fordel hælde lidt ekstra olivenolie over. Burrataen skæres over samtidig med, at du skærer pizzaen ud og er så cremet, at den føles som en slags dressing!

Related Articles