Midt i den travle danske hovedstad gemmer der sig et sted, hvor tempoet automatisk sænkes. På Glyptoteket kan man denne sommer kombinere kunst, palmer, tagterrasse og franske toner med udsigt over byen – og netop den særlige stemning er en stor del af oplevelsen.
De fleste har nok på den ene eller anden måde hørt om Glyptoteket, hvor man kan lade blikket vandre over den imponerende samling af antikke kunst og skulpturer i smukke omgivelser.
Museet har været åbent siden 1897 og rummer i dag mere end 10.000 kunstværker fra antikken til moderne tid – heriblandt egyptiske mumier, marmorskulpturer samt franske og danske mesterværker.
For mange københavnere er det måske mest et museum, man besøger ved en særlig lejlighed. Men ifølge kommunikationsmedarbejder Christine Løkkebø kan museet også ses som et sted, hvor man tager en pause fra byen og bliver hængende lidt længere. “Et godt Glyptoteksbesøg er også et møde med den særlige atmosfære herinde,” fortæller hun til Mit Østerbro. Hun fremhæver især Vinterhaven, hvor gæster ofte bruger tid på at slappe af mellem udstillingerne. “Vi er jo heldige, at vi har Vinterhaven som en naturlig oase, hvor rigtig mange bruger meget tid på bare at nyde stemningen,” lyder det.
Sommerens udstillinger
På Glyptoteket mærker man tydeligt, når sommersæsonen rammer København. Sommeren er den travleste periode for museet, hvor både københavnerne samt danske og internationale turister lægger vejen forbi. Denne sæson byder Glyptoteket blandt andet på særudstillinger med de franske kunstnere Edgar Degas og Paul Gauguin samt den nye faste udstilling om ørkenmetropolen Palmyra.
Derudover kan både børn og voksne opleve udstillingen Dyrenes indtog – skulpturer af Antoine-Louis Barye, som sætter fokus på dyreskulpturer af den franske kunstner Barye. Her er der også udviklet et særligt børnespor med anatomisk korrekte dyrespor, små vers og skamler, der bringer skulpturerne som installationer i børnehøjde.
Glyptoteket tilbyder desuden gratis familieaktiviteter i weekenderne med guidede ture, fortællinger og kreative aktiviteter, mens sommerferien byder på særlige aktiviteter for børn og voksne.
Paris-stemning på toppen af byen
Når vejret tillader det, åbner Glyptotekets tagterrasse også op for sommergæster. Her kan man i dagtimerne nyde snacks og kolde drikke med udsigt over Tivoli og Københavns tage, mens torsdage i sommerperioden byder på stemningsfuld torsdagsbar med franske toner i højtalerne og aftenåbent museum. Museumscaféen Picnic serverer blandt andet franskinspirerede snacks og drikkevarer på tagterrassen. Ifølge Glyptoteket var grundlæggeren, brygger Carl Jacobsen, inspireret af Paris, og netop den stemning forsøger museet stadig at bringe til København. Det sker blandt andet gennem caféoplevelsen og tagterrassen.
Senere på sommeren kan gæster desuden opleve Glyptotekets traditionsrige sommerkoncerter i Festsalen med klassisk musik fra internationale musikere, hver søndag i august og september.
Mere end et hurtigt besøg
Selvom man godt kan tage et kort besøg og få en god oplevelse på museet, anbefaler Christine Løkkebø, at gæster giver sig selv tid til at sætte tempoet en anelse ned.
“Hvis man ikke har så meget tid, så synes jeg stadig, det er værd bare at gå en rolig tur gennem samlingerne og nyde omgivelserne,” siger hun. Hun fremhæver især den franske samling som en personlig favorit, men understreger samtidig, at Glyptoteket også handler om helhedsoplevelsen. “ Der er den her helt særlige stemning, man får som gæst. Det er lidt et åndehul midt i byen.”
Du kan besøge Glyptoteket på Dantes Plads 7 i København K. Mere information om aktuelle udstillinger, arrangementer og åbningstider findes på Glyptotekets hjemmeside www.glyptoteket.dk
Glyptoteket · Dandes Plads 7 · København K. · www.glyptoteket.dk