Ifølge Christiane Vejlø står vi ved et vigtigt tidspunkt i verdenshistorien, hvor vi skal sikre at den teknologiske udvikling tager udgangspunkt, i hvad der menneskeligt er mest ønskeligt. Og så skal vi blive mere bevidste om, hvor meget af vores hverdag der faktisk er styret af teknologien, og huske at stille os selv spørgsmålet: Hvornår har du tid til at være menneske?
Christiane Vejlø er fremtidsforsker og har i mere end 20 år beskæftiget sig med forholdet mellem teknologi og mennesker. Hun har lige fra barnsben interesseret sig for alt der var teknisk og nørdet, og selvom hun har læst religionsvidenskab og medievidenskab, så har hun alligevel evnet at trække teknologien ind i det humanistiske. I 2023 udgav Vejlø bogen ’Argumenter for Menne-sker’, hvor hun belyser det utrolig komplekse spændingsfelt mellem mennesker og teknologi.
I din bog ‘Argumenter for mennesker’, belyser du hvordan AI (kunstig intelligens) påvirker mennesker og samfundet. Hvad er din drivkraft i forhold til at formidle om forholdet mellem mennesker
og teknologi?
Jeg synes, som humanist, at det er enormt vigtigt, at mennesket er i centrum i forhold til vores brug af teknologi, så vi altid tager udgangspunkt, i hvad der menneskeligt er mest ønskeligt, og hvad der er mest i tråd med vores værdier som mennesker. Det kan både være på individplan, men det er også i familier og på arbejdspladser og i samfundet generelt. På den måde sikrer vi at få skabt en fremtid, som vi har lyst til at leve i.
Går det den rigtige vej med den teknologiske udvikling?
Jeg tror, at vi står ved et ret vigtigt tidspunkt i verdenshistorien. I starten af min bog har jeg et kapitel, hvor jeg beskriver udviklingen som et træ. Vi starter med en stamme, og så forgrener træet sig i alle mulige retninger. Det er tænkt som et symbol i forhold hvor man veje udviklingen kan gå, afhængigt af hvilke beslutninger vi tager. Herunder hvem vi lytter til, og hvad vi orienterer os efter. Det kan sagtens blive super dystopisk, men det kan også blive helt fantastisk. Det er vi jo med til at påvirke. Der er mange, der tænker, at fremtiden lyder helt forfærdelig, og så må jeg jo bare minde dem om, at den jo ikke er her endnu. Hvis du synes, at det der hypotetisk set er forfærdeligt, så må du jo gøre noget for, at det ikke er der, vi lander.
Bryd ud af algoritmen og mød øjeblikket
Jeg har rigtig meget fokus på etik omkring, hvordan vi bruger teknologien. Når vi arbejder med kunstig intelligens, så tager den udgangspunkt i en helt masse data, som den hele tiden trækker på. Det kan være alt fra bøger til ph.d.-afhandlinger til Facebook-opdateringer til konspirationsteorier, så i det data der er til baggrund for de svar, vi får, kan der sagtens ligge fejl og biases. Det kan for eksempel være nogle sexistiske problematikker, som så kommer ud i vores svar, og det er noget af det jeg er meget optaget af lige nu. Altså hvad er det for noget der påvirker de svar vi får, og hvordan kan vi blive påvirket af de svar, uden helt at vide hvad AI’en har gjort. Det er sådan lidt ugennemsigtigt. Vi ved ikke, hvorfor vi får de svar, vi får, så jeg synes at det er vigtigt at have en større forståelse for hvad er det for nogle mekanismer, der ligger til grund for rigtig mange af de ting vi gør hver eneste dag. Det kan være alt fra at vi lader os fragte rundt af en GPS-vejledning, til at vælge en restaurant, til at lytte til noget musik vi får anbefalet på Spotify eller en film på Netflix og til den kæreste vi måske har mødt på Tinder. Det er alt sammen algoritmestyret, så det kan godt være, at vi tror, at vi lever et liv med en masse enkeltstående beslutninger, men vi er allerede enormt drevet af algoritmer. Det kan jeg godt lide at minde folk om, så man kan tage nogle bevidste valg, og for eksempel vælge at høre musik på en pladeafspiller i stedet for at høre Spotify eller måske gå en anden vej på arbejde. På den måde kan der også opstå noget, du ikke havde forventet og det er faktisk en kæmpestor sjældenhed nu til dags med tilfældigheder, fordi alt er så styret af algoritmer. Det er blevet unikt og ret eksklusivt at møde én du ikke troede, du skulle møde eller at tabe en pose appelsiner, som en anden samler op, og så ender det med en spændende samtale. Jeg synes faktisk at man aktivt skal prøve at møde de øjeblikke, fordi de bliver sjældnere og sjældnere.
Er vi nok opmærksomme på, hvor meget
teknologien fylder i vores hverdag?
Nej, det synes jeg slet ikke ,at vi er opmærksomme på. Der er helt klart kommet større fokus på at vi deler data som techgiganterne kan bruge, men jeg tror bare stadig at mange af os laver det der trade-off med en gratis app uden at være helt bevidste om hvad vi betaler med i stedet for. Vi tror vi får en gratis app, men prisen kan ende med at blive rigtig høj, når vi kigger på alt det vi har delt ud af vores privatliv. Egentlig ret grænseoverskridende, ikke? Men det er bare ikke noget vi tænker over i det øjeblik vi trykker download, så tænker vi bare; god deal, den er gratis. Jeg vil gerne hjælpe folk med at blive mere bevidste om den her mekanisme, så man kan tage nogle mere informerede valg. Det handler også om hvad politikere tager af beslutninger. Jeg sidder i Dataetisk Råd, og i næste uge skal jeg til en høring i Folketinget for at hjælpe med at lovgivningen bliver underbygget af fagvidenskaben. Det er selvfølgelig svært, fordi vi arbejder med et felt, der er i konstant udvikling, så det er ikke ligesom gammeldags lovgivning, da det kan ændre sig i takt med at der kommer ny teknologi. Det gør måske, at lovgivningen fremover skal være mere dynamisk. Det er en meget anderledes verden, vi er i nu, og jeg tror simpelthen slet ikke, at folk har forstået, hvor sindssygt et vendepunkt vi er i lige nu. Der er sket et totalt kvantespring med udbredelsen af generativ AI, og det kan være farligt når man lige pludselig får et værktøj i hånden, som kan alt muligt, og som man bare går i gang med at bruge. Måske skal man lige træde et skridt tilbage og spørge; giver det mening at bruge det her? Til hvis fordel er det? Kan det være til nogens ulempe, hvis vi gør det her? Simpelthen lige få kigget på fordele og ulemper, hver gang vi vælger noget til, da det kan være meget nemt at blive begejstret for alt det fantastiske, teknologien kommer med. Men nogle gange er der også nogle utilsigtede konsekvenser nede af vejen, hvis vi ikke får tænkt scenarierne godt igennem.
Hvad er dit forhold til Østerbro?
Jeg har boet her i 17 år og jeg kan enormt godt lide Østerbro. Jeg mener, at det er et meget fertilt postnummer. Jeg blev gravid lige efter jeg var flyttet hertil, fra Nørrebro. Det er et meget børnevenligt område. Det er en landsby tæt på byen, på en måde. Vi er jo tæt på det hele, alt er i cykeldistance, og samtidig får man en eller anden form for ro her. Jeg synes også at der er en dejlig udvikling i, at der kommer lækre butikker og restauranter. Det glæder mig at se, men der måtte godt være lidt flere steder hvor man kan gå ud. Nu nåede jeg lige forbi Dallas Coffee i morges og det er bare et super godt eksempel på sådan en lille biks, hvor de gør det super godt. Alt er bare lækkert derinde, og de gør det anderledes, og servicen er skide god. Jeg kan også enormt godt lide, at jeg møder folk, jeg kender når jeg går op ad Nordre Frihavnsgade. Der er jeg lidt provinsiel, men jeg har ikke lyst til at forsvinde i storbyen, og det synes jeg ikke, man gør på Østerbro.
Prøv lige at kigge op
Min datter elsker også Østerbro, og hun er sindssygt god til at sætte pris på byen. Jeg kan enormt godt lide at man ikke bare har sådan en selvfølgelighed med sin hverdag. Vi går tit rundt og så siger min datter: ”Mor, prøv lige at kigge op”, og så kigger vi op, og så er der et eller andet hus, der har en mega fed facade eller et eller andet. Der er jo rigtig mange flotte gamle huse på Østerbro, så det er bare med at huske at kigge op og egentlig lægge mærke til, hvor man bor. Jeg synes også, at man skal huske at støtte de lokale butikker ved for eksempel at købe sine bøger i Bogladen ved Søerne i stedet for at købe online, så vi værner om de fine små forretninger og livet på Østerbro.
Husk at være menneske
Je suis human betyder “jeg er menneskelig”, og det er netop dét Christiane, i samarbejde med Victor Monchamp, ønsker at minde os om med deres vinsamarbejde, som har hashtagget, #jesuishuman. Victor er indehaver af vinforretningen Paris90, hvor vi også er mødtes for at lave interviewet. Hele essensen bag vinen, er; hvornår har du tid til at være menneske? Hvornår har du tid til at sætte dig ned og prioritere et eller andet, som er en menneskelig oplevelse? Christiane og Victor har netop lanceret deres forårs/sommervin, som kommer med en QR kode til en særlig komponeret playliste, som passer perfekt til sæsonen. Desuden varer playlisten den tid, det bør tage, at nyde og sanse en god flaske vin. Vinen forhandles i Paris90 i Classensgade.
Begrebsafklaring
Måske har du hørt om generativ AI, som fx ChatGPT? Det fungerer som en app, hvor man stiller et spørgs-mål (en prompt) og så får man et svar, som er baseret på en meget stor mængde data, hvoraf man får det statistisk set mest sandsynlige svar. Vær opmærksom på at svaret kan være biased (forudindtaget), og at svaret kan være usandt, da maskinen ikke selv forstår, hvad den svarer. Den sætter bare noget sammen ud fra hvad dens udregning fortæller, er mest sandsynligt. Man kan med andre ord kun prompte gode resultater, hvis man filtrerer det gennem sin menneskelighed.
Christianes Østerbro anbefalinger:
● Dallas Coffee ● Brasserie Barner ● Classens Have ● Bogladen ved Søerne
Af Mynthe Søyland – Mit Østerbro