Tag på et 24-timers getaway til Malmø

Af Susanne

Croque Madame besøger Malmø
Oplevelser og tid er noget af det dyrebareste vi kan give hinanden, og det at komme lidt væk fra de vante rammer, kan være med til at vække de slumrende vintersanser. Malmø er en genial destination til et lille getaway og så ligger det oveni købet under en time væk med direkte tog fra Østerport st. Læs med og få inspiration til et 24-timers getaway fyldt med skønne oplevelser og nyd godt af den rekord lave svenske krone.

Frokost
Hvis du ligesom jeg er vild med fisk, skalddyr og champagne, så er et besøg på Johan P i Malmø et must! Det er en af de mest æstetiske restauranter jeg længe har besøgt. De smukke lokaler har mange raffinerede detaljer, såsom de originale klinker på vægge og gulv. Gulvklinkerne har patina fra dengang der var trykkeri i den gamle højloftede bygning og elevatoren der før fragtede papirruller er nu lavet om til et imponerende champagnekøleskab. Restauranten emmer af god stemning og danner den perfekte ramme for ukrukket livsnyderi. Vi spiste en vidunderlig frokost og skålede i Bouché Champagne fra 2009. Vi startede med löjrom (det svenske kaviar) med crème fraiche, rødløg, citron og smørstegt brioche. En himmelsk forret, som jeg på det varmeste kan anbefale! Derefter delte vi to flotte og velsmagende hovedretter – den ene med havtaske og den anden med helleflynder. Servicen var vældig bra og nærværende. På Johan P kan man enten spise frokost, aftensmad eller søndagsbrunch med masser af lækkerier fra havet. Sidstnævnte glæder jeg mig til at prøve næste gang jeg besøger Malmø! Der er desuden mulighed for at købe lækker fisk i restaurantens egen fiskehandler. 

Hvor: Hjulhamnsgatan 5 · Malmø · www.johanp.nu


Det kulturelle indslag
Moderna museet er et fantastisk museum for moderne kunst. De har to særudstillinger ad gangen, som passer perfekt som en eftermiddagsaktivitet. På udstillingen ”A journey eternal” af kunstneren Moki Cherry drages man ind i kunstnerens farverige univers, der har en legende lethed over sig. Der spilles på mange tangenter i de finurlige værker, og jeg var dybt fascineret over den svenske kunstners uspolerede kreativitet. Udstillingen løber frem til d. 3/3, 2024. Den anden udstilling består af værket ”Illegal Spirits of Sápmi” af kunstneren Anders Sunna. Detaljerigdommen er enorm, når han skildrer rædselsvækkende scener fra hans families kamp for at blive legalt anerkendt af det svenske samfund. Udstillingen kan ses frem til d. 28/1, 2024. 

Hvor: Ola Billgrens plats 2-4 · Malmø · www.modernamuseet.se/malmo/en/


Vinbar
30 minutters gåtur fra Malmø centrum ligger Ava Vinbar, et lille trendy og hyggeligt sted med rigtig god stemning og et flot udvalg af naturvin. De har også en hel del vin på glas, som udskiftes løbende. Vi prøvede både lidt orangevin, pet nat og rødvin, mens vi kiggede langt efter nogle af de lækre snacks og småretter, der blev nydt til vinen på de andre borde. Det er et populært sted med ægte stamstedspotentiale, så det kan være en god idé at bestille bord, så man er sikker på ikke at gå forgæves. 

Hvor: Karlskronaplan 7 · Malmø · www.avavinbar.se


Aftensmad
Aster er en dødhamrende smart restaurant som jeg på det varmeste kan anbefale. Restauranten ligger i et industriagtigt område blot et stenkast fra centrum. Det er moderne og råt på den fede måde. Vi startede med at slå os ned i deres stemningsfulde bar, mens vi ventede på at vores bord blev ledigt. De havde, til min store glæde, nogle meget karakterfulde orangevin på glas, hvilket man (desværre) ikke ser ret mange steder. Maden er ligeledes fuld af karakter og virkelig god. De har flair for at sammensætte forholdsvis enkle, men smagsfulde retter af gode råvarer, og så er de mestre i tilsmagning! 

Hvor: Jagaregatan 6 · Malmø · www.astermalmo.se


Hotel
Vi boede på Mayfair Hotel Tunneln, der har en fantastisk placering, meget tæt på Central Stationen (Malmø C). Hotellet er virkelig unikt – indretningen er herskabelig og gammeldags, og så fungerer hotellet også som et integreret kunstmuseum. Hotellet er privat og danskejet og er således ikke en del af en hotelkæde, som det ellers vrimler med i Malmø. Desuden er priserne på et niveau så de fleste kan være med. Morgenmaden nydes i deres imponerende kælder og der er virkelig noget for enhver smag. Jeg var særligt meget begejstret for deres kaffe og røræg.

Hvor: Adelgatan 4 · Malmø · www.mayfairtunneln.com


Natur
Kungsparken er en fantastisk smuk park midt i Malmø, som jeg bestemt kan anbefale at udforske. 

Hvor: Slottsgatan 33 · Malmø


Af Croque Madame_cph · Mit Østerbro
Croque Madame er madanmelder og deler rundhåndet ud af kulinariske oplevelser på Instagram. Følg med på croquemadame_cph

Related Articles