Find din indre ro i en travl hverdag

Af Susanne

Træk vejret. Mærk efter. Pas på dig selv. Det er omdrejningspunktet for det nye buddhistiske center, Sanghaen, på Kristianiagade på Østerbro. Et fristed drevet af Marie Kronquist og Tina Bilsbo ud fra et ønske om, at vi alle bliver lidt bedre til at finde ro – og ikke mindst til at finde os selv. 

Alene ordene “buddhisme” og “meditation” kan få mange til at løbe den anden vej. Men så snart man træder ind ad døren til Sanghaen på Østerbro, bliver alle ens fordomme gjort til skamme. For her er ingen ritualer eller krav til uendelig viden om den buddhistiske lære. I stedet rammes man af en ganske særlig indre ro samt en utrolig imødekommenhed. “Vi ønskede at skabe et sted for alle. Både dem, der aldrig har prøvet at meditere, og dem, der har en meditationspraksis og måske har dyrket buddhismen i mange år. Et sted for alle aldre og alle køn – uanset forudsætninger,” forklarer Tina og Marie supplerer: “Der findes sanghaer overalt i verden. Også her i København, og de kan godt skræmme nogle væk. Derfor ønskede vi, at vores sangha – Sanghaen – skulle have et mere moderne perspektiv. Naturligvis med respekt for det oprindelige og den verden, den udspringer af, men med et mere enkelt udtryk, der kunne skabe de bedste rammer for alle der kommer her.”

Mærk dig selv

Men hvorfor skal man overhovedet komme her hos Marie og Tina i Sanghaen? Hvad kan meditation, mindfullness og breathwork gøre for det moderne menneske? Det har Tina et bud på: “Det kan hjælpe os til at finde ro, lære at tage pauser både i hverdagen og i livet generelt. Meditationen og vejrtrækningen kan træne vores nærvær og fokus. Vi bliver ganske enkelt mere skarpe. Kort sagt lærer vi os selv at blive bedre til at passe på os selv og at mærke efter, hvordan vi har det. Mange af os går jo rundt og er låste fra skuldrene og ned og kan slet ikke føle vores krop, eller hvordan vi egentlig har det i den.” 

Vi er med andre ord nødt til at træde på bremsen ind i mellem, forklarer Marie: “Vi kan ikke køre med 100 kilometer i timen hele tiden. Det kan godt være, at vi skifter op i 5. gear, når vi overhaler, men fortsætter vi i samme tempo, så knækker filmen før eller siden. Vi kan jo ikke ændre samfundet, men vi kan skabe de åndehuller, der gør, at vi kan leve – og ikke bare overleve – i dette samfund. Og det kan vi hjælpe med her i Sanghaen.” 

Skab åndehuller i hverdagen

Og vi har brug for pauser. Åndehuller i en hektisk hverdag. Og det er der ifølge både Marie og Tina heldigvis flere og flere, der har fået øjnene op for. 

“Vi har en del besøgende, der kommer og mediterer, enten inden de tager på job eller på vejen hjem for netop at få et afbræk fra hverdagen. Men vi oplever også i stigende grad, at der er en række større virksomheder, der er begyndt at inddrage meditation som en del af deres corporate kultur – blandt andet ved at tilbyde medarbejderne at deltage i vores online meditation i arbejdstiden,” fortæller Marie, og Tina fortsætter: “Mange af dem, der kommer hos os, kommer sammen med enten deres kone, kæreste eller veninde, hvoraf den ene måske har en masse erfaring, mens det er første gang for den anden. Og det er netop en af fordelene ved meditation. Som med yoga kan man deltage sammen, selv om man har forskelligt erfaringsgrundlag. Det kræver ingen forudsætninger, vi har de puder, tæpper og bænke, man skal bruge, så man kommer bare som man er – gerne i løstsiddende tøj. Alle kan være med, og alle kan få noget ud af det,” slutter hun. 

Lyder det interessant? Så er det bare at booke en tid på hjemmesiden! 

Om sanghaen 

Ordet “sangha” stammer oprindeligt fra sanskrit og betyder samlingssted, center og fællesskab. Netop derfor valgte Tina og Marie af kalde deres sted for “Sanghaen” – for her samles man ikke blot om at meditere, men bruger også meget tid på at studere, praktisere og være. Med jævne mellemrum er der arrangementer i Sanghaen, som eksempelvis bogklub, fællesspisning og studiegrupper. For Sanghaen er meget mere end et sted, man kommer og går. Det er et fællesskab. Både før, under og efter meditationen. 


Sanghaen · Kristianiagade 2, parterre · 2100 København Ø · info@sanghaen.dk · www.sanghaen.dk

Related Articles