Skuespillerinden Anne Sofie Espersen blev i 2019 diagnosticeret med sclerose. Hun har taget udfordringen op og er i dag på en mission, der for-søger at afmystificere sygdommen og gøre den fri af tabu. Det har krævet mod. Og ligesom med skuespillerkarrieren, har det krævet fuld dedikation og engagement i udbredelsen af budskabet. Hun går all in – eller som hendes far sagde: Slik hele skålen op, Anne Sofie!
Min far sagde altid, at man skulle ‘slikke hele skålen op’, at man skulle få det hele med – men uden at være grådig. Det har jeg fået med hjemmefra. Og det har jeg levet efter, fortæller skuespillerinden Anne Sofie Espersen, der lige nu slikker hel formidlingsskålen op, når det kommer til udbredelsen af sit budskab omkring sygdommen sclerose og måden at tackle den på i en ellers helt almindelig hverdag. ”Min mission er, at jeg gennem podcast og blog forsøger at afmystificere skræmmebillederne af sygdommen. Sclerose er ikke ensbetydende med at ende i en kørestol. Da jeg selv blev syg, følte jeg, det var meget svært at google sclerose, hvor uhyggelige billeder af svagelige i kørestol, iltapparater osv. ville dukke op.
Det var uoverskueligt at tage ind, og jeg tænkte, at det ville være godt med en platform for ny-diagnosticerede”, fortæller Anne Sofie Espersen, der efter sit attak i en tid ingenting kunne mærke fra navlen og ned. I dag er hun helet – bortset fra en konstant følelsesforstyrrelse under fødderne.
”Mine fødder sover. Det er meget irriterende. Jeg kan godt abstrahere fra det. Man kan rammes af fatigue – en kropslig og mentalt tyngende træthed, men jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan holde denne fatigue stangen; gen
nem træning og kost etc. Og fordi jeg er supernørdet, satte jeg mig meget ind i tingene. Jeg gik all in. Jeg læste op på emnet på komplekse hjemme-sider og fik pludselig rørpost fra himlen om, at jeg skulle formidle det ud til andre.
”Så jeg startede en blog, der ret hurtigt voksede. Og med ansoesp.dk og ansoesp på Instagram fik jeg pludselig en ny åbenbaring: Lav en podcast. I Gamechanger taler jeg med eksperter og undersøger biohacks (gør-det-selv-biologi, red.) for at finde ud af, hvad man kan gøre for at optimere forholdene for kroppen.”
GAMECHANGER
For Anne Sofie Espersen var diagnosticeringen med sclerose en livsforandrende oplevelse, der satte gang i en opdagelsesrejse indenfor krop og sundhed. Og med Gamechanger, en podcast, der ikke blot fungerer som en formidlingsplatform for ny-diagnosticerede, men også undersøger, hvordan man kan optimere forholdende for kroppen generelt, har hun taget skridtet videre.
”Jeg donerer min krop til videnskaben. Det er sådan, jeg undersøger tingene. Jeg er min egen forsøgskanin. Jeg bevæger mig rundt og finder ud af, hvordan det hele hænger sammen, f.eks. hormoners indflydelse på vores kroppe og vores psyke i forbindelse med sclerose og andre autoimmune sygdomme. Sclerose er kronisk inflammation, så derfor syntes jeg bl.a, at antiinflammatorisk kost gav mening at kigge nærmere på; lad vær at æde noget, der fodrer inflammationen!”, kommer det med glød i øjnene fra
Anne Sofie Espersen.
”Jeg føler virkelig, at jeg har taget et kvantespring, fra da
jeg blev syg til nu, og tænkte derfor også, at det kan jeg da sagtens lave et program om. Der findes mange videnskabelige podcasts, der er så vanskelige at følge med i, og hvor mange derfor kobles af. Tingene kommer mere i øjenhøjde, når jeg sætter mig selv i spil. Det hele bliver en anelse mere relaterbart med en type som mig, hvor jeg er i stand til at sige ‘det har jeg prøvet’.”
MENINGSFULD PÅVIRKNING
Sclerose har afgjort ændret Anne Sofie Espersens hverdag. Sygdommen har betydet, at hun i dag står tidligt op om morgenen, løber, træner, spiser sundt og tager fat i og nørder videnskaben omkring sygdommen.
”Jeg går all in. Jeg vil så nødig gå glip af noget. Jeg vil gerne facilitere muligheden for at få det hele med. Frygt og angst skal i hvert fald ikke holde mig tilbage for at tage chancer og leve”, kommer det prompte fra Anne Sofie.
”Jeg har modtaget mange mails fra folk, der ikke tør sige det på deres arbejdsplads. De lyver om deres sclerosesygdom, og melder ferie eller barn syg, hvis de rammes af et attak. En rørende historie var, da en admini-strerende direktør for en større virksomhed i Jylland skriver og fortæller mig, at han i mange havde gået hemmeligt rundt med sygdommen, da han var bange for at få stækket sin status og autoritet, indtil han en dag havde læst min blog, hvorefter han kaldte alle ansatte over i kantinen og fortalte, at han var ramt af sclerose.”
Hvordan føles det at have haft den påvirkning?
”Det gør det hele meningsfuldt for mig. Dels vil gerne hjælpe folk med at få det bedre psykisk og fysisk i deres sygdom, men jeg vil jo også gerne medvirke til at bryde tabuer omkring det at være syg.”
Føler du dig syg?
”Nej det gør jeg ikke, men jeg har en bevidsthed om, at et muligt attak hele tiden lurer. Nogle dage kan jeg have ‘dumme ben’, som det kaldes, hvor de sover hele vejen op. Så tænker jeg: Åh nej, er det nu et nyt attak? Men det har jeg endnu ikke haft”, lyder det fra en lettet Espersen.
Skuespillerens udfordring
Anne Sofie Espersen lader til på mange måder at have styr på den sygdom, som sagtens kunne have medført et permanent mentalt knæk. Men lurer frygten for en usikker fremtid som skuespiller med sclerose i en branche og en verden, der på mange måder kan virke sygdomsforskrækket?
”Det er jo det helt store spørgsmål. Som andre, vælter jeg mig ikke ligefrem i tilbud i denne Corona-tid, men jeg har da selvfølgelig været bange for, om mit stigma skulle gå ud over mit professionelle virke, det er klart. Coronaen bremsede mine foredrag, men jeg skal ud igen, når der åbnes op. At holde foredrag og lave podcasts er en måde for mig at dyrke performeren i mig på. Men jeg savner da også skuespillet. Ligesom alle andre skuespillere i denne tid. Jeg glæder mig til alt bliver nulstillet, og verden igen
kan starte op på en frisk.”
Er du blevet et andet menneske end du var før diagnosticeringen?
”Ja. Jeg har fået en anden alvor ind i mit liv, som jeg er glad for. Jeg føler virkelig, at jeg er til stede i mit liv. Jeg var så bange for, at alt var slut. Men det har i stedet åbnet en masse nye døre. Nu er det en levevej. Det
er et mærkværdigt paradoks.”
Vejen til København og Ø
Selvom Anne Sofie Espersen er en provinsiel nordjyde af kød og blod, var det ambitionernes krav om højere til loftet, der i sin tid trak hende til storbyen. I dag er hjertet tabt til København, hvor vejen – selvfølgelig – også har været forbi Østerbro, endda i lejlighed med eget springvand.
”Jeg har altid haft en længsel mod større byer og højere til loftet. Og København og skuespillerskolen stod i stor kontrast til min hjemstavn, Vendsyssel. Hirtshals er en havneby med masser af romantik, men som ung var jeg ret sikker på, at det ikke var dér, jeg skulle være. Planen var, at jeg skulle blive student og så flytte til Århus for at læse biologi for derefter at returnere som marinebiolog med arbejde på et forskningsskib a la Jaques Cousteau. Men så kom jeg til at søge ind på en teaterskole. Og så blev jeg skuespiller”, fortæller Anne Sofie, der efter skuespilleruddannelsen i København og en mangeårige fastansættelse på Århus Teater kom tilbage til Hovedstaden.
”Kærligheden og jobmulighederne trak mig tilbage til Købehavn, og så landede jeg på Østerbro. Det var i 2011. Jeg flyttede ind i en lejlighed i Willemoesgade sammen med min kæreste og alle vores sammenbragte børn, men efter et par år flyttede vi så til en lejlighed i Classensgård på Classengade, et fantastisk hus. Jeg har læst alt, hvad der kan læses om den bygning. Et helt særligt sted, en gammel skønvirke-bygning fra starten af 1900-tallet med cul de sac. Vi fik en lejlighed i tårnet med udsigt over Garnisonskirkegården og Marmorkirken. Den var magisk. Og så havde lejligheden et springvand – i stuen! Det viste sig, at lejligheden havde tilhørt bygningens arkitekt. Det var meget eksotisk”, griner Anne Sofie Espersen, der i dag bor i Frederiksstaden ved den Marmorkirke, hun spejdede efter fra vinduet i Classensgade.