Peter Koldbys Østerbro favoritter
Vegansk, asiatisk wok, instagram-venlig økologisk frokost eller hyggeligt værtskab og overlegen vin? Peter Koldby tester nye lokale spisesteder på Østerbro. Sammen med familien har Peter boet på Østerbro i mere end 20 år, og de elsker bydelen, er storforbrugere af de lokale butikker og værdsætter personlig service og kvalitetsprodukter.
Jeg hedder Peter Koldby. Min hustru Maria og jeg etablerede Koldby Optik i 2005. Vores univers kredser rundt om vores lille brilleforretning på Østerbrogade. Sammen udlever vi drømmen om en selvstændig, hyggelig og topprofessionel butik, der summer af atmosfære og passion for briller. Som selvstændig erhvervsdrivende er vores engagement dybt forankret i det lokale butiksmiljø og den fremtidige udvikling af Østerbro.
Følg Peter Koldby og Koldby Optik på instagram: @peterkoldby, @koldbyoptik
Veggie Heroes
Her kommer der en overraskelse. Et veganervalg. Jeg kan kun sige, at jeg er blevet meget positivt overrasket over den kvalitet, Veggie Heroes præsenterer. Maden er varieret, frisk og velsmagende. Maden er asiatisk inspireret og 100% plantebaseret. Priserne er meget rimelige.
Veggie Heroes, Blegdamsvej 106, 2100 København Ø – veggieheroes.dk
Wokshop
Wokshop har overtaget lokalerne fra det meget omtalte Fætter BR Legetøj. Lokalerne har gennemgået en total renovering og fremstår nu som en attraktiv konkurrencedygtig restaurant. Men der bliver stadig leget i lokalerne. Kokkene tryller det lækreste friske asiatisk mad frem, så selv Fætteren må få vand i øjnene.
Wokshop, Østerbrogade 39-41, 2100 København Ø – wokshop.dk
Ralphs Mad&Vin
Ralph er tilbage på Østerbro. Denne gang i andre lokaler og med et nyt set-up. Det gode er, at den hyggelige “Ralph”-stemning er videreført. Det mærker man med det samme, når man træder ind i de flotte lokaler. Menuen er attraktiv og indbydende, og vinkortet er overlegent. Et rigtigt stamsted.
Ralphs Mad&Vin, Øster Farimagsgade 93, 2100 København Ø – Ralphs.dk
Baryl
Frokost. Ja, tak. Er du på Instagram, har du helt sikkert hørt om Baryl. Deres serveringer er yderst Instagram-venlige og lækre. Maden smager rigtigt godt, og menukortet er overskueligt. Der er laktose-fri og glutenfri alternativer, og alt er økologisk. Alt i alt en café lige i 2100-ånden.
Baryl, Århusgade 78, 2100 København Ø – Baryl.dk