Med projektet Under Vejen vil billedkunstner Maria Zahle og arkitekt Kristine Mogensen forstærke og fremhæve oversete kvaliteter i de københavnske gangtunneler.
Tekst og foto: Under Vejen
Hovedstadens underjordiske liv. Vi har i København mere end 30 slidte gangtunneler, oprindeligt skabt for at sikre smutveje under byens mest trafikerede gader. De oprindeligt smukt byggede rum med blanke klinker og svungne gelændre fortoner sig i dag bag dårlig lugt, graffiti og hærværk. Med Under Vejen aktiverer vi gangtunnelerne på ny. Vi spørger, om man kan bruge tunnelerne til mere end at være en sikker trafikåre, siger arkitekt Kristine Mogensen.
Fra Søernes lys til gangtunnelens mørke
På det mondæne Østerbro ved Sortedams Dossering er der også en hærget gangtunnel. Den bliver flittigt brugt af de lokale borgere, men folk haster sig ofte igennem. Tunnelen bidrager med sin ophobning af skrald og lidt dystre lys til en trykket stemning i bydelen. Dermed bliver den et modstykke til de omgivende pæne fortove, fyldte caféer og gåture langs søerne.
Kunst i tunnelen
Under Vejens udsmykninger arbejder med at gøre bevægelsen gennem tunnelerne til en refleksiv, æstetisk oplevelse, der udnytter tunnelens mørke og omsluttende rum til at skabe fokus på kunsten. Gennem brug af monokrome felter indrammes og forstærkes særlige detaljer i rummet. Strukturelle opdelinger fra rumlige elementer som f.eks. et gitter eller en række stålplader bliver visuelle aktører i opdelingen af de farvede flader. På den måde reflekteres rummets detaljer direkte i udsmykningerne. Vores ambition er at Under Vejens udsmykning vil gøre gangtunnelen under Østerbrogade til et kulturelt udflugtsmål, siger billedkunstner Maria Zahle.
Riv ned eller renovér?
Der bliver i byplanlægning i dag ofte lagt vægt på at rive ned og bygge nyt, i stedet for at bevare og renovere eksisterende bygninger og byrum. Under Vejens arbejde er et eksempel på, hvordan byens mangfoldige, særlige rum kan nytænkes, men i høj grad også bevares.
Støtte af Statens Kunstfond
Projektet Under Vejen har fået støtte af Statens Kunstfond, Ingeniør Kaptajn Aage Nielsens Familiefond, Indre By Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg, Østerbro Lokaludvalg, Ernst og Vibeke Husmans Fond, Rengøringsservice Danmark og Beckers Maling.
Særlig tak til Mit Østerbro.