Østerbro er min safe-zone

Af Susanne

Solen skinner i Nordhavnen, mens en solbrun og glad Jeanette Ottesen sætter sig tilrette på restaurant Buvette tæt på vandet. Hun er lige landet efter en to ugers træningslejr i Tyrkiet med svømmelandsholdet, inden turen går til VM i Sydkorea i juli. Men selvom hele verden er den danske svømmestjernes legeplads, er hendes tilværelse med mand og barn fast forankret i bopælen i hjertet af Østerbro. 

Tekst: Peter Pilegaard. Foto: Dan Møller – Mit Østerbro

“Allerede når jeg kører ned ad gaden, mærker jeg, at området er mit helle. Jeg tror, det er, fordi jeg rejser så meget, som jeg gør. Østerbro er bare en god base med fred og med ro – min safe-zone”, fortæller Jeanette Ottesen og fortsætter: “Nordre Frihavnsgade er jo gaden, der bare har alt; supermarkeder, bagerier, fotoforretning, chokoladeforretning, spiritusforretning og andre specialforretninger. Efter et par uger væk, så hilser jeg lige på skomageren og på bageren og udveksler smil. Man mærker, man hører til. Og når man som mig er den smilende type, betyder det rigtig meget at få et smil retur”, ler dansk idræts mest medaljevindende atlet nogensinde.

Omklædningspolitiet

Jeanette Ottesen svømmer til daglig i Farum, men når der af og til skal trænes lidt lettere, end der normalvis bliver trænet for en svømmer af hendes kaliber, går turen til den lokale Øbrohallen. Også selvom der, ifølge hende selv, foregår en renligheds-razzia, udført af et særligt korps, hun selv kalder for ‘omklædningspolitiet’.

“Det er alle de ældre damer, som sørger for, at man vasker sig ordentligt – i alle syv zoner!”, griner Ottesen med glimt i øjet og fortsætter

“Jeg har simpelthen fået så mange irettesættelser derovre. Engang kom en ældre dame helt hen til mig i bruseren og sagde med skrap stemme til mig, at jeg skulle huske at bruge sæbe – “også mellem benene!”. Jeg nikkede pænt og sagde, at det skulle jeg da selvfølgelig nok huske. Jeg har en teori om, at de måske tager i Øbrohallen udelukkende for at være ‘omklædningspoliti’. Jeg har lært at elske det. Det er bare en sjov ting at gå op i. Og jeg vasker mig altså altid ordentligt i de syv zoner, skal jeg lige huske at tilføje”, griner den 31-årige mestersvømmer og Øbro-borger.

Fucking sej mor

Jeanette Ottesen blev mor for halvandet år siden. Livet som familiemenneske og mor har fået førsteprioritet i svømmerens liv, men det udelukker ikke, at den danske medaljesluger stadig er en fuldblods atlet med store ambitioner i bassinet – selvom livet som svømmende mor er ekstremt krævende. “Som kvinde føler man konstant, at man skal være der for sit barn hele tiden. Men som elitesvømmer er det bare ikke muligt. For mig er det heller ikke nok bare at være til stede. Jeg vil også gerne være en god mor for min datter, når jeg er der. Tumle rundt med hende og få hende til at grine, have energien til at løbe ned på legepladsen og være den mor, som hun savner i løbet af dagen. Og det synes jeg er lykkedes mig – indtil videre.

Som kvinde føler man konstant, at man  skal være der for sit barn hele tiden. Men som elitesvømmer er det bare ikke muligt.

“Men jeg er helt færdig om aftenen. Når klokken rammer 20, rammer jeg puden. Så kan jeg simpelthen bare ikke mere. Inden jeg lukker øjnene, begynder jeg så allerede at glæde jeg mig til næste morgen, hvor jeg kan spørge min datter, om hun har sovet godt. Det er dejligt”, smiler Jeanette Ottesen og tilføjer:Jeg tager mor-rollen ret seriøst. Jeg elsker at være mor. Og jeg vil gerne være en fucking sej en af slagsen. Jeg har selv et fantastisk forhold til min egen mor, og alle de følelser jeg har over for hende, vil jeg gerne have, at min datter skal have over for mig.

Jeg tager mor-rollen ret seriøst. Jeg elsker at være mor. Og jeg vil gerne være en fucking sej en af slagsen.

På hvad måde har det ændret dig at blive mor?

“Jeg har altid vidst, at når jeg blev mor, ville jeg finde mig selv. Og det passede. Lige siden jeg fik min datter, er jeg blevet bekræftet i, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være. Jeg behøver ikke længere at imponere nogen. Jeg hviler meget mere i mig selv end tidligere. Alle omkring mig har bemærket det, og jeg tror på, at det også er en fordel, når jeg konkurrerer som svømmer. I dag tænker jeg; hvad er det værste, der kan ske? Hvis alt går galt har jeg jo stadig min datter og min mand – mit ægte guld. Det vægter meget højere end sporten.”

Lige siden jeg fik min datter, er jeg  blevet bekræftet i, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være. Jeg behøver ikke længere at imponere nogen.

Guld og grøn opmærksomhed

Apropos guld, så har Jeanette Ottesen vundet en hel del af det ædle metal. Faktisk er hun den atlet i dansk sportshistorie, der har vundet flest internationale medaljer. Og selvom der har været masser af gode år for Ottesen som svømmer, stikker 2011 alligevel ud som et særligt et af slagsen, hvor hun både blev europa- og verdensmester, Årets Sportsnavn i Danmark – og gift for første gang.

“Jeg vidste godt, at min karriere var på vej i den rigtige retning. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle blive verdensmester. Faktisk havde jeg aldrig troet, at det var mig, der skulle vinde titlerne. Jeg har altid set mig selv som en svømmer blandt eliten, blandt verdens bedste – men aldrig den, der stod øverst på præmiepodiet. Jeg kunne ikke se det for mig. Men så skete det jo. Det var overvældende. Pludselig var der rigtig meget opmærksomhed omkring mig. Men jeg skulle bare hurtigt hjem og giftes i Holmens Kirke. Der troppede så 500 mennesker op til mit bryllup, og jeg kendte ikke halvdelen af de mennesker, der pludselig viste interesse i mit liv. Det var meget specielt. Først i dét øjeblik gik det op for mig, hvad jeg havde præsteret i bassinet.”

Jeg havde aldrig troet, at det var mig, der skulle vinde titlerne.

Den olympiske forbandelse

Blandt de mange mesterskabstitler og medaljer gemmer der sig en enkel bronzemedalje fra de Olympiske Lege i 2012 i Ottesens præmiesamling. Men OL lader på mange måder til at være noget, der nager den danske svømmer. Særligt når hun bliver spurgt, om OL-medaljen betyder mere eller mindre end en af hendes mange guldmedaljer fra europa- og verdensmesterskaberne.

“Mit første verdensmesterskab betyder meget for mig. Det var på 100 meter crawl, som er den mest prestigefyldte distance overhovedet. Ligesom i atletik. Den har bare et eller andet magisk over sig. Men mit EM-guld i 2014 i 100 meter butterfly slog jeg hende, som alle ville slå; Sarah Sjöström. Vi var rivaler, og jeg havde lovet mig selv inden løbet at være glad for en sølvmedalje. Men så da vi blev fløjtet op til start, sagde jeg til mig selv; ‘Guld til fucking Danmark’, og så begyndte jeg bare at grine af mig selv – og vandt”, ler svømmeren og tilføjer:

Jeg føler lidt, at der hviler en forbandelse over mig og De Olympiske Lege. Det er jo for pokker de samme piger som til VM – bare med en milliard seere.

“Og hvad De Olympiske Lege angår, så er jeg da stolt over medaljen. Den var længe ventet, så det var en kæmpe lettelse at få den, men jeg fik den bare ikke i det rigtige løb. Jeg føler lidt, at der ligger en forbandelse over mig og De Olympiske Lege. Det er jo for pokker de samme piger. Det er et VM – bare med en milliard seere.”

Sceneskræk?

“Nej, jeg tror bare, jeg vil det alt for meget. Jeg har en tendens til at glemme, hvad jeg skal til et OL. Jeg glemmer at holde hovedet koldt. Der er en helt anden form for nerver. I 2012 kom jeg til OL som verdensmester. Det var en kæmpe motivation, og jeg havde aldrig stået skarpere. Jeg havde forberedt mig på alt, hvad man nu kan forberede sig på. Og så knækker stroppen i min dragt ti minutter før mit livs finale! Jeg rev dragten af og fik en ny på, mens starten blev udskudt kun for mig. Jeg skyndte mig ind til start og fløj ned til vendingen som skudt ud af en kanon. Men så var det pludselig, som om jeg fik en mavepuster. Al luft gik af mig, og jeg blev nummer syv. Jeg kunne ikke mærke mig selv bagefter, jeg var mentalt helt ødelagt.”

Vi skabte en kultur

Jeanette Ottesen er og bliver et dansk svømmeikon, der med stor sandsynlighed har påvirket sporten og haft betydning for svømningens popularitet og dens positive udvikling inden for de sidste ti år. “Ja, jeg tror faktisk, at det bl.a. er min svømmegenerations hårde arbejde, der skal krediteres svømningens popularitet i dag. Rikke Møller, Lotte Friis og jeg selv har jo de sidste 15 år knoklet for at få Danmark på verdenskortet. Hvis vi ikke havde leveret de resultater, som vi har, så havde tingene ikke set ud, som de gør i dag. Og det er jeg stolt af”, forklarer hun og uddyber:

Det er en bedrift, som jeg faktisk sætter højere end mine egne meritter.

“Vi har præsteret noget særligt. Jeg synes, vi har været nogen rigtig gode repræsentanter for svømmesporten. Det er en bedrift, som jeg faktisk sætter højere end mine egne meritter. Vi præsterede sammen. Vi skabte en kultur. Jeg selvfølgelig også smadder stolt af mine verdensmesterskaber. Det er da sejt at kunne sige, man er verdens bedste til noget. Men det andet er bare noget helt, helt særligt, synes jeg”.

Kommer du til OL i Japan i 2020?

“Jeg tror det. Men jeg er bange for at sige det højt. Jeg ville blive rigtig skuffet, hvis jeg ikke gør”, slutter Jeanette Ottesen med et stort sommersmil, inden hun skynder sig tilbage gennem bydelen for at hente datteren i vuggestue.


Related Articles