Stederne du skal kende, når sommeren kalder på noget koldt, sødt og salt. Vi kan ikke få nok af sommeren i København, og derfor har vi samlet en lille guide til nogle af byens absolut bedste sommerfristelser.
Kong Hans Bakery
Det bliver først rigtig sommer, når man har været forbi Kong Hans Bakery. Her finder man smørbagte croissanter, gourmetromkugler og kager med den særlige præcision, man forventer af et bageri med direkte forbindelse til Kong Hans Kælder. Men vidste du, at det også er et af byens bedste steder at få styr på saltbalancen i sommervarmen?
Deres sandwich i minibaguette er blandt byens bedste. Altid friske, generøse og sammensat med sikker sans for balance. Den klassiske jambon-beurre med dijonnaise er formidabel: enkel, salt, fed og uimodståelig. Det samme gælder sandwichen med røget færøsk laks, som er præcis den slags frokost, man drømmer om på en varm sommerdag. Og så er der deres pâté en croûte à la Kong Hans Bakery, en lille bid af himmeriget, der tager hele fire dage at lave.
Som noget helt nyt laver bageriet også hjemmelavet softice, og den tropiske udgave med mango og kokos er frisk, cremet og perfekt balanceret. Kong Hans Bakery er også rykket ind til byen med et lille “hole in the wall”-udsalg direkte fra kældervinduet ved Kong Hans Kælder i Vingårdsstræde.
Hvor: Øster Farimagsgade 18, København Ø
Fortryllende sandwich hos Leckerbaer
Leckerbaer i Ryesgade er kendt for deres smukke konditorkager, mini-tærter og småkager – altid med håndværk, smag og æstetik i perfekt balance. Men når sommeren rammer, er der endnu en god grund til at lægge vejen forbi den lille butik på Østerbro. Her laver de nemlig vidunderlige issandwich med samme sans for smagsbalance, som man kender fra deres kager. Det er en lille, gennemtænkt sommerdessert hvor, sammensætning, tekstur og smag sidder lige i skabet. Deres tiramisu-issandwich er vidunderlig: rig og cremet, men stadig elegant og afbalanceret, med en fin smag af kaffe. De har også andre varianter. Jeg har allerede udset mig både saltet karamel, hyldeblomst og hindbær som de næste, der skal prøves.
Hvor: Ryesgade 118, København Ø
Anker Chokolade
Anker Chokolade på Nørrebro kan også noget helt særligt, når det kommer til sommerens søde fristelser. De er kendt for deres chokolade og flødeboller, men deres is fortjener i den grad også opmærksomhed. Isen er økologisk, og særligt pebermynteisen er værd at gå efter. Den er frisk og intens på den helt rigtige måde. Anker Chokolade har også lavet noget ret genialt, de har lavet deres populære flødeboller som is.
Hvor: Jagtvej 125, Nørrebro og Godsbanegade 17, kld., Vesterbro
Gelato Lab
På Frederiksberg ligger Gelato Lab, hvor isen smager af gode råvarer, tålmodighed og den slags håndværk, man gerne går en omvej for. Jeg prøvede deres hjemmelavede pistacieis, hasselnøddeis og lakridsis, og alle tre havde den der dybe, rene smag, man håber på, når man står med rigtig god is i hånden.
Hvor: Aksel Møllers Have 1, Frederiksberg
Dillon
Dillon laver exceptionelt god is. Særligt pistacieisen er i en liga for sig. Intens, rund og med den rene nøddesmag, man altid håber på, men sjældent får. Chokoladeisen er lavet på Xoco Yuma Yellow 80 %, og den smager mørkt, voksent og luksuriøst – jeg har personligt aldrig fået en bedre chokoladeis. Hasselnøddeisen er også en sikker vinder med hasselnødder fra Piemonte. Den er præcis lige så generøs og nødderig, som man kan drømme om.
Dillon er lidt til den pebrede side og der kan være kø. Men det er altid hver en krone værd – og det er også værd at stå i kø for.
Hvor: Tåsingegade 51, København Ø