Trine Maria Ilsøe 

Af Susanne

Hører jeg en bil med udrykning, tænker jeg altid på, hvor mon den er på vej hen

Som retskorrespondent på DR og vært på magasinet ’Kriminelt’, er journalist Trine Maria Ilsøe en væsent-lig del af danskernes tilgang til det utroligt populære emne True Crime, men for hende er det afgørende, at det ikke bliver til underholdning af hensyn til ofrene. Hun kommer oprindeligt fra Roskilde, men flyttede til København for en del år siden, hvor hun først boede på Nørrebro og Holmen, indtil hun og familien rykkede teltpælene til Østerbro og Svanemøllekvarteret. Vi talt med den uddannede jurist og journalist om hendes arbejde som vært og retskorrespondent – og om hendes opfattelse af Østerbro. 

Vi kender dig som retskorrespondent på DR og som vært på magasinet ’Kriminelt’, som har kørt
i fire sæsoner. Det, som vi også kalder True Crime i dag, er blevet et kæmpe hit herhjemme og glo-
balt, og vi må først høre, om der er flere sæsoner af ’Kriminelt’ på vej?

“Ja, vi er lige nu i gang med at optage en femte sæson, hvor vi kommer godt omkring, bl.a. til Thailand og Grønland. Det hele skal være klart i september. Kriminalstoffet og True Crime er blevet enormt populært de seneste år, hvor der er kommet et utal af podcast, bøger, artikler og tv-programmer om området. Vores målsætning med ’Kriminelt’ er at lave noget, der både er aktuelt og påpeger nogle problematikker, man ikke vidste, eksisterede i forvejen. Desuden har vi et stærkt fokus på at skabe en tillid til vores medvirkende om de ting, de har været udsat for. Der har i de seneste år – helt berettiget – været et øget fokus på ofre for kriminalitet. Og her har jeg en skarp skillelinje. En ting er, at True Crime er ekstremt populært, men for mig må det aldrig nogensinde blive underholdning. Det kan godt være, at der er nogle hændelser, der lyder som en god historie for mig, men for de mennesker, der er involveret, er det virkelighed. De skal stadig leve med oplevelserne, når mediegodstoget er kørt videre. Så selv om jeg ikke kan undslå mig at være en del af
True Crime-genren, må det aldrig blive til underholdning. Det er nok derfor, jeg ser så herrealvorlig ud på tv, ha ha.”

Det er jo første gang, du har været vært på et tv-program; hvad synes du, du har lært i løbet af de fire sæsoner,
programmet har kørt?

“Jeg ved ikke, om man kan kalde det at lære noget, men jeg har fået en gave i form af, at de mennesker, som er blevet ramt af noget kriminelt, har turdet stå frem i programmet. For nogle af dem er det ekstremt sårbart at skulle stå frem med noget, som er fuldstændig skelsættende og måske også ulykkeligt i deres liv. De menneskeskæbner, jeg har været så privilegeret at få lov til at tale med, er noget, jeg altid vil tage med videre i livet. Jeg er stadig i kontakt med flere af dem, også længe efter at programmet er blevet sendt. For dem har det betydet noget at stå frem, og for mig har det rykket nogle grænser, da jeg er ofte er den, der prøver at oversætte, hvad der sker i en retssal, når en retssag kører. Med ’Kriminelt’ har jeg skulle have nogle sider af mig selv med, som jeg ikke har været vant til ved at være på skærmen som retskorrespondent på DR. Jeg startede i fjernsynet i en ret høj alder, og det er noget af en omvæltning pludselig at være på i medierne. I starten af min tv-karriere tænkte jeg, at jeg ville få problemer med bare at stå på benene, da jeg rystede så meget i de første udsendelser. Nu har jeg lært, at selv om man er nervøs, kan man godt tale. Heldigvis er det sådan, at når man er i DR, får man hurtigt nogle kilometer i benene, så at sige.”   

Hvor meget påvirker arbejdet som vært på ’Kriminelt’ dit arbejde som retskorrespondent? 

“Jeg dækker stadig flere store sager på DR, og i juni klumper mange sager sammen. Det gælder drabet på en gravid kvinde i Herlev, Field’s-sagen med tre drab og drabsforsøg samt en drabssag i Randers, som jeg skal følge. Det er sager, hvor jeg, samtidig med at jeg laver ’Kriminelt’, følger sagerne i det omfang, jeg kan. Derudover er der lækagesagerne med bl.a. Claus Hjort Frederiksen, som jeg følger. Jeg må erkende, at inde i min mave bor der en nyhedshund, som gør, at hvis der sker noget stort, så tager jeg afsted. Hører jeg en bil med udrykning, tænker jeg altid på, hvor den mon er på vej hen. Er det en større udrykning, tjekker jeg de sociale medier og mine kilder om, hvorvidt der sker et eller andet. Det ligger i min natur, og jeg prøvede på et tidspunkt at slippe stoffet, men det kunne jeg ikke. Nu ved jeg, at uanset hvad jeg kommer til at beskæftige mig med i fremtiden, slipper jeg aldrig ’de blå blink’ eller det retspolitiske område. Det kan jeg ikke.”

Er det ikke hårdt at høre om de ting, som de mennesker, du interviewer, er blevet ramt af?

“Helt sikkert. I perioder er det også som om, at glasset er blevet fyldt. Det er barske historier, og med personfarlige hændelser er det svært ikke at tage det med hjem. Men jeg har det sådan, at den dag, hvor jeg holder op med det, så skal jeg ikke arbejde med det mere, for så er det holdt op med at betyde noget for mig. Det går hånd i hånd med, at jeg på den ene side skal lade mig påvirke af det, mens jeg på den anden side ikke må lade det påvirke mit arbejde. Derfor skal jeg somme tider lette låget og sørge for nogle debriefinger (debriefing er en formaliseret krisepsykologisk indsats, red). Det gjorde jeg for eksempel i forbindelse med Field’s-sagen, hvilket jeg gerne er åben omkring. En af mine børn sagde engang, at det ville være nemmere, hvis jeg arbejdede med kulturstoffet eller lignende, da det ikke er så alvorligt. Heldigvis har jeg nogle rigtig gode kolleger på DR samt andre kollegaer i branchen, jeg kan tale med. Når man sidder i retten, er der mange detaljer, som har overgået ofrene, der ikke kommer videre i medierne, men vi, der er tilstede, hører dem jo, og så er det umuligt bare at slette dem fra harddisken. Derfor taler vi kriminalreportere tit tinene igennem for at komme videre på en ordentlig måde.

Lad os skifte emne og tale lidt om Østerbro og Svanemøllekvarteret, hvor du bor. 
Hvad kan du særligt godt lide ved kvarteret?

“Da jeg flyttede til Svanemøllekvarteret, var det for mig en helt ny bydel at stifte bekendtskab med. Noget af det, jeg i dag sætter mest pris på ved området, er Svanemøllen Strand. I sommermånederne elsker jeg, at jeg i weekenderne – inden der er for mange mennesker på stranden – kan sætte mig derned med en kop te, læse en avis eller høre en podcast og nyde livet på badebroen. Når der senere om aftenen er tyndet lidt ud af mennesker, kommer jeg gerne tilbage for at slappe helt af nede ved vandet. Det er dejligt, at der i dag både er en café og iskiosk dernede og især skønt, at der på stranden og i området er virkelig mange forskellige typer mennesker. Det er et unikt område, jeg værdsætter højt! Men ellers er der virkelig dejligt i kvarteret. Jeg har fået kendskab til nye caféer og små vinbarer, som for eksempel Gotland, der er et sindssygt hyggeligt sted. Tidligere tænkte jeg, at området herude var et dødt sted, men det kan jeg i den grad afkræfte.” 

“Inden min familie og jeg flyttede hertil, boede vi på Nørrebro, og både der og nu på Østerbro har Fælledparken været omdrejningspunktet for store dele af mit og mine børns udeliv i alle årene. Boldklubben BK Skjold har spillet en stor rolle for mine børn, da de spillede der i årevis. Den klub har spillet en kæmperolle for min familie, og mine børns sociale liv har cirkuleret rundt omkring BK Skjold. Så jeg har brugt rigtig meget tid i Fælledparken og set et utal af fodboldkamp derovre. Derudover elsker jeg også at gå ture ude ved Nordhavn. For hver gang jeg kommer der, er der skudt et nyt byggeri op. Selv om der er en voldsom trafik af lastbiler, sætter jeg stor pris på at komme helt ud til det yderste havneområde,” slutter Trine Maria Ilsøe. 

’Kriminelt’ kan ses på DR og på DRTV. 

Related Articles