Tilfældighedens Gade på Østerbro

Af Susanne

Peter Gade valgte bevidst at bosætte sig på Østerbro efter en tid, hvor vejen til jobbet som fransk lands-træner gik over Paris. Men det var en af livets naturligt trængende tilfældigheder, der gjorde, at det danske badmintonikon endte som sportschef med store ambitioner i KBK, Københavns Badminton Klub på Krausesvej.

I takt med at jeg flyttede ind i min lejlighed på Faksegade for fire år siden, fik jeg lavet nyt badeværelse. Jeg kunne hverken tage et bad eller gå på toilettet derhjemme, men jeg vidste, at KBK lå hér, så jeg spurgte klubben, om ikke jeg måtte låne deres bade- og toiletfaciliteter. Før jeg vidste af det, havde jeg fået en nøgle til hallen og var faldet i snak med bestyrelsen, der tilbød mig muligheden at gå ind i klubben som sportschef, fortæller Peter Gade, der i starten var ængstelig omkring den nye stilling, da der er stor forskel på klubtræning og landsholdssamlinger på højeste elite-niveau. ”Det, der motiverede mig var, at det var selveste Københavns Badminton Klub. En klub, med så meget tradition og historie (klubben blev stiftet i 1928, red.). Det lød som en utrolig spændende udfordring at få lov at være en del af den rejse, det ville være at bringe klubben tilbage til det niveau, den engang havde. Og at klubben har base i vores hovedstad og ligger midt i vores dejlige bydel, synes jeg bare er fedt”, lyder det med et smil fra den tidligere All England-vinder og mange gange DM-titel indehaver.

Det sunde klubmiljø
Peter Gade er selv opflasket som badmintonspiller fra meget stærke klubmiljøer i både Højbjerg Badminton Klub i Århus og Gug Badminton Klub i Ålborg. Det er steder, der ifølge Gade selv, er eller har været mastodonter i udviklingen af ungdomsspillere i Danmark, stærke klubber med sunde ungdomsmiljøer og klubkulturer – værdier, som Gade prioriterer højt og ønsker at dyrke i KBK.

”Jeg er selv formet i et miljø med sammenhold og stærke sociale relationer. Jeg synes, det kunne være sjovt at fremme de værdier i klubben. Som eliteudøver glemmer man ofte den del, da alt handler om optimering og Team Danmark Center i Brøndby og meget lidt om selve klubben, fordi der hverken er tid eller overskud til det”, fortæller KBKs sportschef, der med en baggrund som badmintonspiller i den absolutte verdensklasse møder udfordringer som elitær i en klub med fokus på bredden de seneste år.


”KBK har været stærkt kørende på bredden, og vi er i gang med et skifte, hvor vi bliver mere elitære. Men det er et svært skifte, og det vil tage mange år. Kunsten for mig er, at jeg også skal på gulvet og træne spillerne i KBK. Så jeg har været meget forsigtig, da min indgang til sporten er meget elitær. Men min indgang til badminton har samtidig også stærke rødder i det sociale, hvor der skabes et sundt konkurrencemiljø. For man konkurrerer med hinanden, det er en del af sport, uanset om man er amatør eller professionel, og den sociale base skal sikre, at klubben er et sjovt sted at komme for unge mennesker. Den kombination kan noget. Den kan lave gode badmintonspillere og er godt for lokalmiljøet”, fortæller den 43-årige Peter Gade.

Når der bygges bro
Peter Gades store udfordring er som sagt at bygge bro mellem den glade amatørs tilgang til sporten og den ambitiøse, elitære del af samme. Og med sin egen ultra-elitære tilgang til badminton har den ærekære jyde været tvunget til at favne forskelligheder i jagten på succes som træner og sportschef.

”Det er sin ting at komme ind fra venstre som sportschef og pludselig være chef for to cheftrænere, som har været i klubben nogle år før mig. Og med den personlighed jeg har (jeg kan være hård og kontant at arbejde sammen med og stille store krav til både trænere og spillere), er jeg nødt til at være enormt forsigtig med, hvordan jeg tager de første skridt; hvordan jeg formulerer min filosofi, hvordan jeg fortæller mine omgivelser, hvad jeg gerne vil med klubben. Det duer ikke at tromle alt og alle ned med nye tiltag og ideer. Så får du ikke alle med på rejsen”, fortæller KBKs sportschef, som bruger erfaringen fra sit udlandseventyr som landstræner for Frankrig i sin hverdag på Østerbro.

”Jeg oplevede, at da jeg som dansker kom til et land som Frankrig, hvor jeg skulle forsøge at få dem med på en rejse, krævede det, at jeg kunne sætte mig i deres sted, forstå dem og deres værdier og acceptere, at der ville være forskelle. Den læring har jeg taget med mig til KBK, og det har betydet, at jeg ikke har forceret noget. Tingene er sket i det rette tempo. Det vigtigste for mig er, at alle i klubben er enige om at gå samme vej. Det er mit job at sørge for det.”

Gades vej
KBKs renoverede lokaliteter på Krausesvej på Østerbro huser nu også Yonex Peter Gade Academy, Peter Gades dansk-europæiske badminton-akademi, der førhen udelukkende havde hjemme i Gentofte. Og med et sådant samarbejde er der også skabt nye muligheder for KBKs største talenter.

”Akademiet skal fungere som en motivationsfaktor for klubbens unge spillere. Tanken er at klubbens største talenter kan sluses ind i akademiet og med tiden blive nogle af landets bedste. Men det er også et signal udadtil; hvis du vil badminton på højeste niveau, er det muligt i KBK. Og sådan har det ikke været i mange år. Det kræver, man har set-uppet, trænerne og træningerne. Det har vi nu. Jeg er selv overrasket over, hvor hurtigt vi er nået så langt. Der er stadig lang vej til der hvor vi gerne vil være, men med hjælp fra bl.a. lokale sponsorer kan vi komme endnu længere, endnu hurtigere. Men kommer du til Krausesvej i morgen som ung, talentfuld spiller, har du et fremragende set-up i KBK.”

Var det en betingelse for dig, da du blev ansat som sportschef i KBK, at du kunne udvide dit akademi og etablere en ny afdeling af det på Østerbro?

”Nej. Det var ingen betingelse for mig at akademiet skulle integreres i KBK-regi. Det var kun, hvis det gav mening, og hvis der var en idé i at udnytte det på en god måde, at vi ville gøre det”, understreger Peter Gade og tilføjer:

”KBK skal bygges op fra bunden. Det er på mange måder et værk, og det har jeg det fedt med. Akademiet er et andet værk.”

Træner og mentor
Peter Gades gloværdige badmintonkarriere sluttede i 2012, da han tog valget om at indstille den aktive karriere og gå nye veje. Men for Gade fører alle veje tilsyneladende via fjerboldens sus til et liv i ketsjersportens tegn.

”Jeg har aldrig følt, at jeg skulle væk fra badminton. Jeg har stor kærlighed til spillet. Jeg har været meget bevidst om, at jeg nok ville gå trænervejen i et eller andet omfang. Ikke nødvendigvis den konventionelle vej. Når man, som jeg, har levet et liv, hvor ens identitet er så meget bundet op på én ting, var det også vigtigt for mig at være i berøring med andet. Derfor søgte jeg bl.a. til Frankrig, der havde andre ting at byde på menneskeligt for mig.

Har du overvejet landstrænerjobbet for Danmark?
”Landstrænerjobbet vil altid være noget særligt for mig. Og landsholds-træningen vil altid være noget meget specielt, når man, som jeg, har været en del af den i så mange år. Dansk badminton har allerede et fremragende trænerteam på allerhøjeste niveau i dag, og jeg er landet på en ikke-konven-tionel vej, som passer rigtig godt til det sted jeg befinder mig i dag. Jeg er den type træner eller mentor, som er der for at sætte nogle processer gang i spillerne – både som spillere og mennesker. Jeg skal ikke være spil-lernes bedste ven, jeg skal være den person, der sætter barren højt og udfordrer dem både sportsligt og menneskeligt. Jeg synes, det er spænd-ende at guide unge talenter i den rigtige retning. Jeg har jo oplevet mange ting, og har derfor et godt udgangspunkt for at kunne hjælpe dem”, fortæller Peter Gade og tilføjer:

”Rejsen med KBK har taget fusen på mig. Jeg er faldet virkelig godt til, og jeg sætter stor pris på det samarbejde, jeg har med spillere, trænere og ledere i klubben. Det har været en sjov start. Nu gør sjældent ting kortsigtet, og KBK og jeg er meget enige om, at denne rejse foregår med de langsigtede briller på.”

Related Articles