Napolitansk pizza nu også på Østerbro

Af Susanne

 Nu kan østerbroerne også nyde Michelinkokken Rasmus Oubæk og hans kompagnon Christian Brandts napolitansk inspirerede Otto Pizza på Østerbro. De lækre pizzaer gjorde sit indtog på Trianglen 3 i december 2022 og udmærker sig blandt andet ved en supersprød skorpe, silkeblød bund og en masse smag.  

De to ejere af Otto Pizza står også bag den meget roste burgerkæde Jagger, der med hele 14 restauranter i hovedstadsområdet på få år er blevet noget af en institution herhjemme. Den fastfoodkvalitet, burgerkæden er bygget på, overførte de til Pizza-segmentet, da Rasmus Oubæk og Christian Brandt i 2021 åbnede den første Otto Pizza på Værnedamsvej. 

“Det handler om ordentlige råvarer, og så har vi brugt en masse tid på at nørde med pizzadejen. Det er et meget gennemarbejdet koncept, som i den sidste ende handler om, at du kan spise en pizza – og en burger på Jagger – med god samvittighed og stor nydelse. Det er godt nok fastfood, men råvarerne og kvaliteten er helt i orden. Der ligger en masse tanker bag vores koncepter, hvor grundidéen er kærlighed til mad, og hvordan det skal laves på en ordentlig måde,” siger Anna Katrine Sibbersen,PR & Marketing Manager hos Otto Pizza.

Tynd i midten og sprød i kanten

Otto Pizza oplever somme tider, at deres gæster forventer at få serveret en pizza som den, de ofte får på klassiske pizzeriaer. Men Otto Pizza laver, med udgangspunkt i den napolitanske tradition, nogle helt andre pizzaer, som har en let brændt sprød skorpe sammen med en forholdsvis blød bund. Hvis man tror, man får en helt sprød pizza, der kan stå i luften, når man løfter den, tager man fejl. Den napolitanske pizza er kendt for at være helt tynd i midten med en lækker sej og sprød kant med masser af smag og den lækreste silkebløde konsistens. Og sådan serveres de skønne pizzaer med de karakteristiske leopardplettede skorper på Otto Pizza. 

Med åbningen af pizzeriaet på Trianglen i december er Otto Pizza oppe på seks pizzeriaer i alt. Samtidig med at de slog dørene op på Østerbro, åbnede de et pizzeria på Elmegade på Nørrebro, så det var en hektisk tid. Anna Katrine fortæller, at de i lang tid kiggede efter et egnet lokale på Østerbro, da de har været rigtig glade for Jagger-butikken på Nordre Frihavnsgade tæt på.  

“Det er en meget velfungerende restaurant med god stemning og glade gæster, der er kommet igen. Derfor tænkte vi, at vi også skulle have en Otto Pizza i det område, og placeringen på Trianglen er perfekt af flere årsager. Beliggenheden er central og ikonisk. Desuden er butikken meget synlig fra gaden.” Planen for Otto Pizza er, at der, ligesom det er tilfældet med Jagger, skal ligge et af slagsen i alle nabolag i København, så man altid har sin lokale Otto lige om hjørnet.

Heat at home

Pizzaen er naturligvis omdrejningspunktet i Otto Pizza, men derudover kan man også få hjemmelavet tiramisu samt nogle crust dips, man enten lægger oven på pizzaen eller dypper skorperne i. “Vi har udviklet fire forskellige crust dips, som bliver mere og mere populære. Desuden har vi udviklet konceptet ’Heat at home’, som består af præcis de samme pizzaer, vi serverer varme, men som i stedet er blevet vakuumpakket og stillet på køl, og som man kan tage med hjem og opvarme på tre minutter i en varmluftsovn. Så har man en virkelig god pizza, der ikke er blevet kold på hjemvejen. Det gør hele takeaway konceptet meget mere fleksibelt,” påpeger Anna Katrine og konklude-rer: “Vi skal være et sted, som man kan bruge på mange måder. Vi kan servere noget hurtig mad efter arbejde, man kan besøge os en fredag aften og få et godt glas vin eller bruge os til at servere noget lækkert og nem mad for sine gæster derhjemme. Og uanset hvad, får man lækker pizza i den gode napolitanske stil.” 

Gør ikke noget halvt

Det hele begyndte med, at Rasmus Oubæk nørdede med pizzadej for at finde den bedste udgave af pizzabunden. Hans kolleger i virksomheden regnede med, at det nok ville tage nogle uger, før han fandt frem til den rette opskrift, men det tog cirka et halvt år, inden han var tilfreds!  

“Rasmus gør ikke noget halvt. Det handlede blandt meget andet om, pizzadejen skulle være med surdej eller gær, mængden af salt, hævetid, ovntype og bagetid. Til sidst var han tilfreds, og vi havde en pizzadej, der kunne bruges,” griner Anna Katrine og tilføjer: “Det viser netop, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten.” 

Næste skridt var, hvilke pizzaer der skulle på menukortet. Der blev plads til enkelte klassikere samt nogle anderledes pizzaer, man ikke nødvendigvis ser i Italien, selv om pizzaerne er stærkt napolitansk inspirerede. “Vi har for eksempel en pizza med palmekål og svampe, som ikke er en klassisk italiensk pizza, men som smager virkelig godt. Hvis vi synes noget smager godt, så laver vi det. Her er ikke nogen begrænsninger. Det handler om den gode smag,” forklarer Anna Katrine.


Otto Pizza i København
Østerbro: Trianglen 3 
Nørrebro: Elmegade 15 
Rådhuspladsen: H.C. Andersens Boulevard 12
Vesterbro: Værnedamsvej 18

Frederiksberg: Godthåbsvej 10 · Amager: Strandlodsvej 15 · www.ottopizza.dk

Related Articles