Østre Gasværk er en af byens mest fascine-rende bygningsværker både indvendigt og udvendigt. Bygningen, der i dag er teater, skulle beskytte en gasbeholder, og er inspireret af legendariske Pantheon fra år 120 i Rom.
Den knap 140 år gamle rotunde, der i dag er en del af Østerbro Teater, er tegnet af manden bag blandt andre Københavns Rådhus, Martin Nyrop (1849-1921), og var oprindelig designet til at skjule og beskytte en gasbeholder. Kuppelkonstruktionen er sandsynligvis udviklet efter inspiration fra en gasbeholderbygning i Berlin fra 1870’erne med en spændvidde på 55 meter, men den er tydeligvis også inspireret af Pantheon i Rom.
Gasværket fremstår i store træk med sit originale udtryk og både i det ydre og indre er de oprindelige konstruktioner og den gennemgående enkle materialeholdning bibeholdt, dog er bygningen indvendigt blevet renoveret, så den kan tilbyde teatergæsterne en moderne komfort.
Kul fra Nordhavn til gasværket
Østre Gasværk blev anlagt i 1877-78, da Københavns første gasværk, Vestre Gasværk, ikke længere kunne klare efterspørgslen. Selve rotunden stod færdig i 1883. Oprindelig gik Øresunds kystlinje langs med værkets østgrænse, og gasværket havde sin egen havn, hvor kullene kunne losses direkte op i værkets kulhuse. Efter anlægget af kystbanen i 1897 måtte man gå over til at losse skibene i Nordhavnen, hvorfra kullene blev kørt med gasværkets egen bane til værket. Derfor anskaffede man i 1899 to små sadeltanks-lokomotiver og i 1902 endnu et, til at skubbe tipvogne med kul fra Københavns Frihavn til gasværket.
Den hører desuden til blandt de største kuppelkonstruktioner i Norden. Martin Nyrop er citeret at have bestræbt sig på, ”at give alle uskønne ting en smuk og rimelig form og derved hædre deres nødvendighed, at smykke sandheden i stedet for at besmykke usandheden.”
Forurenet jord
Østre Gasværk, hvoraf Nyrops runde bygning blot var en mindre del, blev lukket i 1969, og gasbeholderen er den eneste af værkets bygninger, der er bevaret i dag. I slutningen af 1980’erne blev det besluttet at grunden skulle renses, så der kunne bygges på området. Det viste sig imidlertid, at grunden var forurenet og der er derfor ikke blevet bygget noget på den vestlige del af Østre Gasværk. Hvis man har planer om at opføre noget der, skal man ifølge Kbh. Kommune ’udføre afværgeprojekt, så forurenet jord fjernes i fornødent omfang og det kommende byggeri sikres mod eventuel restforurening’ (miljøvurdering ifb. ded lokalplan i 2018). På den østlige del blev der i første halvdel af 1990´erne gennemført afværgeforanstaltninger med bl.a. omfangsdræn og en membran, så udsivende gasser kan opfanges. Dette område er overdækket med 1 m ren muld, og anvendes til boldbaner.
Morten Grunwald cyklede forbi
Historien om, hvordan gasværket blev til teater, har flere versioner, men efter sigende cyklede Morten Grunwald i 1976 rundt på Østerbro og ledte efter en større scene for sit teater. Han kom forbi det nedlagte Østre Gasværk, sprang over plankeværket og ind ad et vindue til det rå rum, som han straks besluttede sig for skulle være et teater. Han fik sin tilladelse fra kommunen og fra 1979 blev opført teaterforestillinger i det gamle gasværk. Den første forestilling var ’Gasshow’, som var et 50 års jubilæumsshow for Østerbro Avis spækket med en lang række populære navne inden for musik og teater. Derefter blev der de første år kun opført enkeltforestillinger og gæstespil.
Bedre siddekomfort
Den første store egenproduktion var Shakespeares En skærsommernats-drøm i 1986, der blev instrueret af Peter Langdal. I årene 1992–1998 havde teatret succes med opførelse af musicals, blandt andet Les Misérables, Miss Saigon og Atlantis. I 2018 blev teatret renoveret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond Til Almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Renoveringen skete med ønsket om at modernisere scenerummet for at optimere de tekniske og kunstneriske muligheder. Renoveringen omfattede blandt andet en helt ny sædeopbygning, der har givet en endnu bedre siddekomfort og derudover kan tilpasses de enkelte forestillinger. Rummet er desuden blevet ’renset’, så det gamle gasværk fremstår tydeligere.