Forfatteren og østerbroeren Benn Q. Holm er tilbage med en roman om fortidens indviklede skygger fra besættelsen og frem til vor tid. Han har skrevet en roman, der både er en kunstnerroman, en københavnerroman, en kærlighedsroman og en koldkrigsroman. ‘Lyset svinder’ handler om ungdommens drømme, lyssky kommunistpenge, mørke biografsale og den store lysende kærlighed. Og den foregår naturligvis på Østerbro, hvor Benn Q. Holm selv bor.
Hvad handler Lyset svinder om? Romanen har mange spor, helt tilbage fra besættelsestiden over Den kolde krig til vores egen nutid. Det er en københavnerroman med brune værtshuse og zinkcafeer, men også en koldkrigs- og kærlighedsroman. Men under alle de forskellige spor – fra modstands- og fredsbevægelsen til vor tids individuelle bevægelser – handler den om at se. At se tilbage, se sin omverden, reflektere og observere, se sig selv i øjnene, mens dit unge jeg fortoner sig i horisonten. Den personlige historie og Danmarks historie i skyggen af besættelsen fortælles i bogen, og de skal spejle hinanden.
Hvordan gør de det?
De spejler selvfølgelig ikke hinanden 1:1, for romanen er ikke et regnestykke, hvor det hele skal gå op med to tykke streger under facit. Tværtimod. Vi følger den navnløse fortællers egen livshistorie – som gymnasieelev i 1980’erne og senere som familiefar og filmfotograf. Men vi er alle en del af en meget større historie, og her i romanen kaster selv besættelsestiden stadig lange, traumatiserende skygger.
Der optræder en filmklub – hvad er dens rolle?
Det er en gymnasiefilmklub, som fortælleren egentlig kun melder sig ind i for at være tæt på sin store ungdomsflamme. Men da hun er fløjet, sidder han der stadig. Han er hooked på film. Måske fordi film, ligesom litteratur, er et sted, hvor man såvel i konkret som i overført betydning kan være alene og sammen med andre på én og samme tid. Hvor man kan gå på opdagelse i andre verdener, fra tidernes morgen til den første månerejse. Så i romanen
er filmklubben en slags samlende metafor for kærlighed til livet, til film og kunst, men den er også ligesom for eksempel biografsalen eller læsehjørnet en mørk hule, hvor man kan gemme sig og blive væk uden alligevel at forsvinde helt. Og den unge fyr ender jo som filmfotograf.
Du er blevet citeret for, at historien har stærke paralleller til vor egen nutid, og at den kolde krig er tilbage. Hvordan vil du beskrive det?
Som en der voksede op i 70’erne, og så den forhadte Berlinmur forsvinde i 1989 sammen med Sovjetunionens kollaps, er det surrealistisk, at vi nu er bombet tilbage til en ny og våbenteknologisk opgraderet omgang af Den kolde krig. Og det er faktisk meget værre nu end dengang. Den kolde krig er blevet varm. Krigen er her jo. Ukrainske byer angribes dagligt, ukrainske børn bliver dræbt eller bortført. Og nu står der nordkoreanske soldater mindre end et par timers flyvning fra København. Det er ikke bare utroligt. Det er tragisk.
Bogen foregår blandt andet i Ambassade-kvarteret og på Kastelsvej – hvad er dit forhold til det kvarter?
Kvarteret har direkte inspireret til noget af handlingen i romanen. Da jeg som ung i 1980’erne boede nogle år i kvarteret, kom jeg nu og da på spiseværtshuset Plaza de la Reina (det nuværende Dag H) på Lille Triangel. Den amerikanske og sovjetrussiske ambassade lå og (og ligger stadig) klos op ad hinanden, der kom mange ambassadefolk på stedet, og det var fascinerende at forestille sig hvad diplomaterne fra de to koldkrigsfjender sad og konspirerede om i krogene. Så dét brygger jeg videre på i Lyset svinder. For øvrigt flyttede jeg mange år senere tilbage til kvarteret, som jeg sætter stor pris på. Gaderne er lidt bredere her end i det øvrige København, her er lidt flere tårnspir og mølædte herskabsejendomme. Og så er der gudskelov stille og roligt, ingen fare for Distortiongadefester her. Søerne, Langelinie og Østre Anlæg er
inden for gåafstand, ja, selv Fælledparken – og ikke mindst, selvfølgelig, Parken. Hvad mere kan man bede om?
Benn Q. Holm
Benn Q. Holm har skrevet 17 romaner, deriblandt nyklassikeren Hafnia Punk (1998) om 90’ernes København og slægtsromanen Album (2002), der blev til en prisbelønnet tv-serie af Hella Joof. Fra de senere år skal fremhæves 2. Verdenskrigsskildringen De døde og de levende (2016), coming-of-age-romanen Et stykke af tiden (2021) fra 70’ernes Vestberlin og senest den semibiografiske erindringsroman Boi Wagner (2023).