Jeg hører mig selv sige “efter Corona” igen og igen. Det har jeg vist efterhånden gjort i hvert fald i halvandet år. Det runger efterhånden lidt tomt. Hvornår er detefter Corona?
Lige nu står jeg midt i Corona. Corona har nemlig også fundet vej til min adresse. Vi bor seks mennesker og en hund på cirka 80 m2.Èn er indtil videre testet positiv, og resten af flokken skal igennem nærkontakt-forløb. Vi er langtfra de eneste, der udfordres af isolation, hjemmearbejde, multitasking og utroligt meget ventetid på diverse hotlines for at følge de mange retningslinjer, når først Corona er flyttet indenfor dørene. Men jeg tuder lige lidt de næste fem minutter. Måske får det faktisk også dig til at få det lidt bedre. For hør lige her:
Det meste af tiden er jeg lykkelig for vores 80 m2 og de muligheder, det giver os at bo småt og billigt. Men lige nu er jeg mildest talt udfordret. Jeg er selvstændig og er vant til at køre diverse møder, webinarer og afklarings-samtaler foran min skærm. Men jeg er også vant til, at familien er ude af vagten fra klokken 9-14 hver dag.
Men ikke i denne uge. Så i denne uge er jeg rykket ud på toilettet med lukket dør. Så føles 80 m2 virkeligt småt. Jeg har startet hvert møde med kækt at fortælle, “at jeg altså ikke er flyttet på slagteri, men “bare” er i isolation på mit toilet”. En udmærket åbningsreplik, men ikke holdbart i længden. Specielt ikke i dag, da mit møde med en vigtig fremtidig kunde blev afbrudt af en 3-årig, der skulle tisse. Det er muligvis en god strategi til at få løsnet lidt op, men det skubber også til min angst for ikke at blive taget seriøst. Kan man tage en kvinde, der holder møde på toilettet og afbrydes af 3-årig med akut tissetrang (og yes, tisselyden gik fint igennem skærmen) helt seriøst?
Eller måske kan man netop det lige nu, fordi Corona har tvunget os til ind imellem at arbejde under helt urimelige og overraskende forhold. Måske tillader det faktisk, at vi viser lidt mere af, hvem vi er som mennesker – altså hele pakken med børn, små lejligheder, tissetrang, grimme badeforhæng og hjemmetøj?
Jeg ved ikke, om vi i vores familie skal håbe på, at vi alle rammes herhjemme, så vi kan tale om “efter Corona”, eller om vi skal håbe på, at vores patient 0 holder det for sig selv, så vi hurtigt er ude i verden igen – for nu i hvert fald. Hele familien er trætte af, at de eneste udflugter vi dyrker pt, er familieudflugter til testcentret …
Ps. Jeg ønsker mig et toilet mere. Eller måske et værelse mere, hvor jeg kan lukke døren.