Det er mandag morgen, jeg har ikke så meget stemme og jeg er også lidt (solskins)rød i nakken. Igår var jeg nemlig på gaden og heppe. Der var Cph Half og der var fest i byen. Jeg plejer at hade de der løb, uanset om det er Ironman, Marathon eller Cph Half. De plejer at være super irriterende med alle deres afspærringer og sure vagter i gule veste, der skælder mig lidt ud og fortæller mig, hvor jeg må og ikke må gå. Selvom jeg også ofte ser mig selv blive grebet, når der kommer en løber eller en cyklist forbi med nummer på ryggen, og jeg pludselig står og hepper meget højt, så er min grundfølelse i forbindelse med de der løb super negativ.
Men i går var anderledes. Helt anderledes. Jeg var forudseende og tog solbriller på fra morgenstunden. Jeg forberedte de to mindste børn på, at der ville være mange mennesker, og at jeg måske nok ville blive en lille smule rørt og eventuelt fælde en lille tåre. Den 11-årige rullede selvfølgelig øjne og var ikke imponeret over sin mor, som har utroligt svært ved at skjule følelserne. Så på med solbrillerne og ud i solen.
Det var magisk. Det var, som om alle mennesker på gaden havde taget en kollektiv beslutning om, at nu skulle vi være sammen. Nu skulle vi rumme hinanden, snakke med hinanden, heppe på hinanden og stå tæt på hinan-den. Ting som har været forbudt, umulige og forbundet med så meget skam de sidste halvandet år.
Men i går blev der lukket op. Vi stod side om side og heppede på hinandens kærester, mødre, venner, søskende og for mit vedkommende min seje firma-partner. Ingen blev sure over en hånd, der strejfede en skulder. Ingen kiggede skævt, hvis barnet lænede sig op ad den forkerte voksne, og jeg så kun smil i de mange ansigter. I de timer det stod på, var det som om det sidste halvandet år ikke havde lukket ned for alt det sjove.
Vi har klaret 1,5 års tunghed sammen, og det giver så meget mening, at så mange i går var på gaden for at heppe på kærester, mødre, venner og søskende og på hinanden og livet! Jeg lover ikke at være sur over afspærringer og vagter i gule veste mere.
Jeg hedder Cille Rosentoft, jeg er 42 år. Jeg har boet det meste af mit voksenliv på Østerbro – efterhånden på en del forskellige adresser. Jeg startede på Webersgade i en lille lejet loftslejlighed med min mand og vores første barn. Så rykkede vi videre til Willemoesgade i en lidt større andelslejlighed og fik der vores næste barn. Derefter købte vi en endnu større ejerlejlighed på Nordre Frihavnsgade og fik vores tredje barn der. I 2016 solgte vi den, købte en båd og sejlede til Caribien. Der fik vi vores fjerde barn. Nu er vi hjemme på Østerbro igen. Min mand og jeg og vores børn, som er mellem 3-19 år.
Først i et lille skørt og skævt hus i Fiskerihavnen, og for et år siden flyttede vi til en lille andelslejlighed i Ryesgade. Her bor vi seks mennesker og en hund på 85 m2. Det er større end den båd, vi sejlede rundt i i to år, men alligevel ret småt til så stor en familie.
Vi ved ikke, hvad næste skridt er, men vi ved, at vi skal blive på Østerbro.
Fremover kan du læse mit perspektiv på “Livet som Østerbroer” her i magasinet. Jeg er optaget af mennesker og relationer, og så har jeg en fod godt plantet i virkelig mange forskellige sammenhænge. Det er selvfølgelig de fire børns skyld.
Jeg har sammenlagt haft børn på Østerbro i 18 år. Jeg har været mor i fire forskellige vuggestuer, fire forskellige børnehaver, to forskellige skoler og et gymnasium. Alle de erfaringer, oplevelser og møder med mennesker trækker jeg på, når jeg her sætter ord på mit liv som Østerbroer.
Østerbro er meget mere broget end det billede, der ofte bliver beskrevet. Jeg vil gerne udfordre fortællingen om, hvordan vi er her på Østerbro. Derfor vil min klumme her i magasinet også være krydret med fortællinger fra de mennesker, jeg møder hver eneste dag i bybilledet. Jeg har nemlig opdaget, at når jeg giver mig tid til at stoppe op, tid til at snakke og tid til at opdage, hvem jeg møder, så bliver dagen en del mere spændende.