Opskrift på lækker græsk stifado, – en skøn simreret med masser af smag.
6 personer – 3 timer
- Ingredienser
- 1 kg tykkam eller inderlår, skåret i store tern
- 10 skalotteløg, skrællet
- 2 stængler bladselleri, fintsnittet2 store gulerødder, skåret i skiver
- 4 fed hvidløg, skåret i tynde skiver
- 1 håndfuld bredbladet persille
- 5 dl rødvin
- 2 dl vand + 1/2 oksebouillon terning
- 3 spsk tomatkoncentrat
- 2 spsk hvedemel
- 2 kanelstænger
- 2 laurbærblade
- 1 tsk stødt spidskommen
- 1/4 tsk stødt nelliker
- Salt og friskkværnet peber
- Olie
Sådan gør du
Varm en god sjat olie i en gryde og brun kødet godt af. Krydr med salt og friskkværnet peber.
Tilsæt de hele pillede løg, hvidløg, bladselleri, gulerod og persille og steg med i 5 minutters tid – rør undervejs.
Drys krydderierne over,og varm igennem, inden tomatkoncentratet tilsættes og varmes med.
Tilsæt melet og rør det godt rundt, og hæld derefter rødvinen over sammen med kanelstænger og laurbær
blade. Lad det småsimre i 10 minutter.
Tilsæt vand og bouillon, og lad retten simre under låg – gerne med lidt luft til i ca. 2 1/2 time. Rør et par gange undervejs.
Den sidste halve time kan låget tages af, så retten får lov at komme af med dampen og koge yderligere ind. Rør forsigtigt så løgene ikke går i stykker.
Smag saucen til med salt og friskkværnet peber, og server med en god kartoffelmos, ris eller lignende.
Dianna Brinch er opskriftsudvikler og driver madbloggen @Gourministeriet, som er én af Danmarks største madblogs. Dianna er netop nu aktuel med sin første kogebog “Gourministeriets Favoritter”, som udkom midt april.