Bæredygtighed og håndarbejde går op i en højere enhed, når Anna Kjær Voss på kreativ vis forvandler huller i tøjet om til figurer som tomater, smiley’er eller får. Håndarbejde har virkelig vundet indpas hos danskerne, og på Annas Instagramprofil ’Klimamusen’ kan du finde masser af inspiration til, hvordan du kan komme i gang.
Af Mynthe Søyland: Mynthe er praktikant på Mit Østerbro og skriver om byens liv, kultur og bæredygtighed.
Annas Instagramprofil ’Klimamusen’ bugner med kreative og veludførte reparationer af alt fra flossede ærmer til hullede strømper. Der er også fine og let spiselige opslag, der inspirerer til en mere bæredygtig hverdag. Et af Annas nyere opslag på hendes Instagramprofil taler ind i, at det ikke kun handler om reparation af tøj, men at det i lige så høj grad handler om “reparation” af vores forhold til vores tøj.
Jeg har stillet Anna en række spørgsmål blandt andet om begrebet ’visible mending’, der står øverst på Annas
Instagramprofil.
Hvad betyder ’visible mending’?
“Visible mending betyder egentlig bare synlig lapning eller reparation. Man kan lappe mange ting synligt, fx keramik, som man kan lappe med den japanske teknik kintsugi, hvor revnerne bliver sat sammen med gylden lim. Men den form for visible mending, som jeg laver, er synlige lapninger på tøj. Det kan også gøres på mange måder – den måde, jeg gør det på. er ofte med broderi. Jeg broderer små figurer såsom tomater, smiley’er og får”.
Hvorfor tror du, at visible mending og tøjreparation er blevet populært og efterspurgt?
“Jeg tror, at der er flere grunde til, at visible mending og reparation af tøj bliver mere og mere populært. En grund er, at håndarbejde generelt er blevet populært, især efter corona. En anden grund, tænker jeg, er den bærerdygtige dagsorden, hvor rigtig mange af os er blevet mere opmærksomme på jordens ressourcer og gerne vil passe på dem, der er i vores hverdag”.
Hvad er din baggrund, og hvordan kom du på idéen?
“Min uddannelse har intet med håndarbejde at gøre, men jeg har altid været god til det og fundet det sjovt at strikke, sy og brodere. Jeg har lavet visible mending i 4 år og undervist i det i 2,5 år. Det er desværre ikke mig, der er kommet på idéen med visible mending, men jeg opdagede det på Instagram og begyndte på det, da min ældste datter begyndte at kravle rundt og lave huller på sit tøj”.
Hvorfor navnet ’klimamusen’?
“Navnet Klimamusen er ret tilfældigt og fundet på til et aftensmåltid for over 6 år siden sammen med mine daværende roomies. Og så har det bare hængt ved”.
Hvor finder du selv inspiration?
“Jeg finder inspiration på Instagram og Pinterest, og så finder jeg faktisk også inspiration ved at kigge på de emojis,
der er på telefonen”.
Hvordan kan man komme i gang med selv at reparere sit tøj?
“Man er selvfølgelig velkommen til at følge med hos mig. Jeg laver how-to-videoer, så det er nemt at komme i gang. Og ellers skal man næsten bare have nål og tråd (måske gerne broderinål og tråd) samt en broderiramme og så er man klar til at gå i krig med at lappe huller og dække pletter”.
Se mere på:
Instagram ’Klimamusen’
www.instagram.com/klimamusen/
www.klimamusen.dk