Galleri Kalhøj Ward har siden åbningen i juni på Nordre Frihavnsgade 10 beriget Østerbro med et kreativt og levende galleri med bl.a. kunst, vinsmagning og musik.
Galleriet er et samarbejde mellem kunstnerne Martin Kalhøj og Billy Ward, der både er venner og forretningspartnere. Martin Kalhøj har i de sidste 22 år haft galleri og studie i København som selvstændig kunstner, hvor han har været udøvende kunstmaler. Hele idéen med at begynde som selvstændig gallerist skyldes, at han i sin opstart blev afvist af gallerier, der ikke ville repræsentere ham, fordi han var og stadig er selvlært kunstner. En præmis, Martin ikke ville acceptere, da det ikke gav mening for ham, at hans kreativitet ikke skulle kunne komme fuldstændigt frit, uden at nogen dirigerede eller definerede kreativitet ud fra faste normer på de kreative uddannelsesinstitutioner.
Han besluttede sig derfor – for sammen med sin søster – at åbne et galleri tilbage i 2002, hvoraf galleriet i de sidste 16 år lå i St. Kongensgade, indtil han i sommer etablerede Galleri Kalhøj Ward på Nordre Frihavnsgade sammen med Billy Ward.
Naboskab forsvandt
“Naboskabet på St. Kongensgade forsvandt med årene, og da jeg lukkede i december 2023, besluttede Billy og jeg, at vi ville åbne et galleri sammen. Det skulle være et mere aktivt og engagerende sted for både kunder og for os som kunstnere, end det var muligt til sidst i St. Kongensgade.
Et sted med liv! Mange traditionelle gallerier kan være lidt sterile, hvilket også har sin plads, men det kan være intimiderende for folk at træde ind sådan et sted. Hos os skal der være plads til, at folk går og kigger, føler og flytter på tingene, så de kan få hele indtrykket med,” siger Martin Kalhøj. Derfor laver galleriet også forskellige arrangementer med vinsmagninger, musik, bogreceptioner osv.
Galleri Kalhøj Ward udlever nu deres drømme, hvor de sammen med de andre forretningsdrivende på Nordre Frihavnsgade skaber et behageligt rum for de handlende at komme i, forklarer han:“Dét har vi fundet på Østerbro, og vi er rigtig glade for at være her.”
Omhandler de umiddelbare følelser
Lige siden Martin var barn, har han været meget interesseret i åndelighed og selvudvikling. Han har arbejdet meget med terapi og meditation, og hans inspiration til malerierne udspringer af netop dette arbejde. “Omdrejningspunktet i mine billeder er for det meste de umiddelbare følelser, der opstår i selve processen i tilblivelsen af et værk. Der er ikke en fast ramme for, hvad maleriet skal blive til; det er mere en flydende proces, der definerer slutresultatet. Vi kalder det action painting. En af fordelene ved at have et galleri og et åbent arbejdende værksted, er, at kunderne kan komme ind og se, at vi står og arbejder, og kan se og opleve, hvordan et værk bliver til,” siger han. Martin og Billy har naturligvis hver sin stilart, men de to kunstnere maler også billeder sammen. “Vi følger simpelthen det her flow, der bliver skabt mellem to mennesker, uden at der bliver kommunikeret samtidig. Vi følger hinandens bevægelser i selve processen, hvilket jeg tror, er ret unikt for os og vores arbejdsproces,” konstaterer Martin Kalhøj.
Erfaring fra galleri i London
Billy Ward har altid haft en interesse i kunst og den kreative verden, og denne interesse ledte til, at han tog en bacheloruddannelse på universitet i Plymouth i kunst med speciale i maleri. Efter uddannelsen fik han arbejde i et galleri i London, hvor han fik et indgående indblik i kunstens verden set ud fra et både et kunstnerisk og kommercielt synspunkt. “Jeg lærte en masse, om hvordan tingene foregår på et galleri, både når det gælder det kunstneriske udtryk, og når det gælder udstillinger, kuratering, teknik osv. Det er noget, jeg i den grad jeg gør brug af i Galleri Kalhøj Ward,” siger Billy.
Rejselyst
Efter arbejdet i London havde Billy lyst til at se verden, og gennem et arbejde på en Michelin-restaurant i Sydengland blomstrede en passion og interesse for god mad og især god vin op. Jobbet på restauranten betød, at han fik sparet penge op til at kunne rejse ud i verden og arbejde i bl.a. New Zealand og Frankrig, hvor vininteressen og det kunstneriske arbejde var i fokus. Han endte til sidst i København i 2016, hvor han blev forelsket i byen og fik arbejde i vinbaren og vinbutikken ’Ved Stranden 10’. “Det er et vidunderligt sted, og jeg tilbragte fem skønne år på vinbaren indtil september 2021, hvor jeg besluttede mig for at gå ind i maleriets verden på fuld tid. I årene 2019 til 2024 blev jeg repræsenteret på Galleri Kalhøj på St. Kongensgade, indtil Martin og jeg besluttede at åbne galleriet på Ndr. Frihavnsgade som samarbejdspartnere,” fortæller Billy.
Musik i billeder
Musik har altid betydet meget for Billys kunst og været en stor inspirationskilde i skabelsen af hans billeder. “Når jeg maler, lader jeg ofte musikken strømme igennem mig, og jeg sætter farver og form på lærredet ud fra det, jeg hører og oplever kropsligt. En anden inspirationskilde er at bruge årstiderne og deres skiften i min proces. Det er ikke kun at bruge årstidens farve, men også at kigge på det, at vi alle sammen har vores egen personlige årstidscyklus i løbet af året. Tingene skifter for os i løbet af året, ligesom det gør for naturen, og det aspekt, synes jeg, er spændende at udforske. En tredje indgangsvinkel er at gå til det tomme lærred uden nogen fast idé om, hvad jeg vil male og blot lade processen styre forløbet. Fælles for de tre “teknikker” er, at det alt sammen munder ud i abstrakte kunstværker,” pointerer han.
Glad for farver
Når man betragter Billys malerier, slår et én, at han er glad for farver, og at det meget gerne må være primærfarverne, dvs. så stærke, mættede og kraftige farver som muligt. “Jeg elsker farver! Kontrasten mellem de forskellige farver og den måde, de påvirker hinanden på, er virkelig fascinerende. En enkel farve kan gøre en enorm forskel, og det, synes jeg, er spændende at lege med.”
Det er også spændende at lægge vejen forbi Galleri Kalhøj Ward, der har åbent onsdag til fredag kl. 11-18, lørdag kl. 10-15 og søndag kl. 11-15.
Galleriet kan åbnes efter aftale mandag og tirsdag.
Galleri Kalhøj Ward · Nordre Frihavnsgade 10 · Martin Kalhøj Tlf. 28 92 1545 · Billy Ward Tlf. 91 88 72 53 www.gallerikalhoejward.com Instagram @gallerikalhoejward