Emil Thorup – Hvem har ansvaret for vores sundhed? 

Af Susanne

Hvem har ansvaret for vores sundhed? Ifølge Emil Thorup er det på tide, at vi tager ansvaret hjem og tager kontrollen over vores egen sundhed. Selv har han viet de sidste to år af sit liv til longevity, og han er snart aktuel med en ny bog, hvor han tager os med på rejsen. Læs med og bliv inspireret til tre konkrete tiltag, der kan gøre dig til et nyt menneske.

Af: Mynthe Søyland – Mit Østerbro

Hver gang der er noget nyt og spændende, så er jeg der

“Det startede med jagten på den evige ungdom, men det synes jeg egentlig er en patetisk måde at anskue det på. Det er ikke, fordi jeg har lyst til at forblive evig ung. Jeg har bare ikke lyst til at blive gammel, fordi det fører så mange konsekvenser med sig, og det er jeg meget optaget af lige nu. De sidste 20 år har jeg generelt været meget optaget af de strømninger, der er i samfundet, såsom longevity, som er en kæmpe tendens i tiden. Jeg har altid været god til at teste tingene af på egen krop i alle henseender. Hver gang der er noget nyt og spændende, så er jeg der. Jeg synes teknologi og videnskab er enormt fascinerende og spændende, og jeg er sådan én, der altid tror, at al forandring er god forandring. Hvor mange mennesker er meget bekymrede, hvis der sker en ændring, så er jeg det modsatte.”

Hvad er du optaget af for tiden?

“Jeg er primært optaget af at færdiggøre min bog, som kommer til at hedde Lang Levetid, og som udkommerden 3. oktober. Det har været en ret sindssyg proces, fordi det er en rigtig personlig fortælling, om hvordan jeg har grebet det an, og hvad jeg ville have gjort anderledes. Det har været ret fedt at skrive, men også sindssygt hårdt, fordi jeg samtidig har bygget hus, istandsat lejlighed, drevet to virksomheder og lavet andre store indretningsprojekter for andre. Jeg har jo tusind ting i gang samtidig, så bogen er hele tiden blevet negligeret, selvom det jo burde være min højeste prioritet. 

I bogen prøver jeg virkelig på at gøre noget ret kedeligt stof overskueligt og humoristisk. For hvert kapitel jeg har skrevet, bliver der fulgt op af videnskabsjournalisten Cordelia Weber, som også er medforfatter af bogen. Hun præsenterer mit kapitel for en ekspert inden for det givne område, og så kommer ekspertens holdning med, uden at jeg har nogen som helst indflydelse på det. Hvis eksperten siger, at det er idiotisk, det jeg gør, så kommer det med i bogen. Det bliver en bog, hvor vi er kritiske over for os selv, og det er ikke en guide til folk. Det er, hvad jeg har gjort på egen krop, og så kan man frit lade sig inspirere af det. Jeg har kigget på alle teorier og praksisser, der er derude, og så har jeg prøvet dem af på egen krop. Jeg beskriver ud fra mine erfaringer og oplevelser, hvordan det har været, og hvilke konsekvenser det har haft. Jeg beskriver også, hvilken teori der ligger bag, og hvorfor jeg prøver den af, og så må man som læser selv tage den derfra. Jeg skal ikke blande mig i, hvordan andre mennesker lever, men jeg håber, at det kan inspirere nogle til at lade sig påvirke mindre af nogle meget store kræfter, der er derude, såsom fødevare- og medicinalindustrien.”

Hvad er de tre vigtigste ting man kan gøre for at få et langt og godt liv?

“Det kommer altid an på udgangspunktet, men jeg tager udgangspunkt i det raske menneske. Det er også derfor, at os, der laver longevity, og den klassiske medicinalindustri med læger osv. kan komme meget op at skændes, fordi vi kigger på det fra to forskellige perspektiver. Al forskning er som udgangspunkt lavet på syge mennesker, der prøver at blive raske, og derfor kan man ikke anvende den data til raske mennesker, der prøver at blive sundere. Det er ikke binært. Det er et spektrum fra død til super super sund, og der er desværre mange mennesker, som hænger i med det yderste af neglene og tror, at det er sådan, man lever livet. Det er dog ikke ens egen skyld. Genetikken spiller faktisk ikke en særlig stor rolle, men dét med at sige, at det er ens egen skyld, er simpelthen ikke rigtigt. Der er så store kræfter på spil i forhold til, hvad man gerne vil have, at folk skal spise, og hvad man gerne vil have, at folk skal tage af piller og ting og sager. Det er for svært at gardere sig imod, medmindre man, som mig, gør det til sit fuldtidsjob at undersøge det og kæmpe imod.”

RÅD NUMMER 1 

“De fleste vil opleve mest fremgang ved at få motioneret. Hvis ikke du har et højt aktivitetsniveau, og det gælder både styrketræning og konditionstræning, da begge dele er essentielle, så ville jeg ikke bruge så meget krudt på søvnen og maden. Jeg ville hundrede procent starte med at få motioneret. Jeg ville kalde mig selv sund og rask, før jeg gik i gang, men det var da jeg startede på at træne, at jeg tog et kvantespring rent sundhedsmæssigt. Altså, den følelse, jeg har i kroppen nu, er usammenlignelig med, da jeg startede for to år siden. Det gælder også i forhold til, hvordan jeg ser ud: Mine porer, min hud, men også bare mit generelle velvære tog et gigantisk kvantespring, da jeg gik fra at træne en eller to timer om ugen til nu, hvor jeg træner 8-10 timer om ugen. Jeg er med på, at det er meget, men man behøver slet ikke at træne så meget for at opleve en stor effekt. 

Så mit første råd er: Bare kom ud. Bare gør et eller andet. Lav masser af zone to træning, hvor din puls ligger på sådan 60-70 procent af din max puls. For de fleste menneskers vedkommende vil dét at gå op ad et løbebånd med en høj hastighed være et godt bud på en zone to træningsaktivitet. Hvis du er i god form, skal du nok op at cykle. Jeg cykler syv timer om ugen på en motionscykel, imens jeg sidder og laver en masse andre ting. Jeg tager opkald og ser serier, så det er overskueligt. Det er ikke forfærdeligt, og det er ikke tungen ud af halsen. Det er okay.”

RÅD NUMMER 2 

“Aldrig nogensinde ‘break the fast’ med noget sukker eller kulhydratbaseret morgenmad. Det er havregryn, brød, croissanter og al den slags. Heller ingen frugt eller juice. Altså INGEN juice. Jeg har skrevet i bogen, at et glas appelsinjuice og et glas cola er præcis det samme, fordi kroppen reagerer ens på det, og det bliver folk rigtig sure over, fordi der er mineraler og vitaminer i juice. Det er dog så mikroskopiske mængder i forhold til, hvad du bare kan få i et kosttilskud, hvor du ikke får et stort blodsukkerrespons. Det kan godt være, at man ikke behøver at starte alle sine måltider med grøntsager, hvilket man burde for fibrenes skyld, men ved morgenmaden er det essentielt. Man kan fx starte med to æg og en avokado, og hvis man ikke er sulten, så vent til frokost.”

RÅD NUMMER 3

“Stop med at spise tre timer inden du skal sove, og så kan du godt se en tv-serie, men sørg for ikke at drikke andet end vand og te uden koffein. Det vil være en game changer. Hvis du gør de her tre ting, så vil jeg sige, at det tager 4-6 uger at blive et nyt menneske, og det er vitterlig kun de her tre ting, der skal til. I bogen er der 500 af de her ting, men de her tre ting er de vigtigste.”

Hvad var din motivation for at gå ind i longevity? 

“Jeg tror, det handlede om, at jeg var 39 år på det tidspunkt, og at jeg ikke har nogen børn. Jeg kunne godt selv tænke mig at bestemme, i stedet for at lade nogle samfundsmæssige normer diktere, at nu skal det fandeme være. Det var nok min indre motivation, fordi jeg hellere vil have det, som jeg har det nu i de næste 30 år og så dø som 70 årig, end jeg vil have 50 år mere og så få et langt sygdomsforløb med lav livskvalitet, som rigtig mange mennesker oplever, når de bliver ældre. Så det var et udtryk for at ville tage hånd om min egen sundhed. Jeg tror, mange udliciterer det til samfundet. De fleste mennesker tænker økonomi, uddannelse og relationer som deres eget ansvar, men lige præcis sundhed, det tænker de er nogle andres ansvar, og det vil jeg gerne udfordre. Og det gør jeg ved at starte med mig selv først. Jeg har jo kontrol over så meget i mit liv. Mit arbejde, mine relationer og min økonomi. Bortset fra min sundhed, dér havde jeg ingen kontrol. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede. Jeg regnede jo bare med at kunne tage på hospitalet, hvis jeg blev syg, og så måtte de jo fikse det, men det har jeg gjort op med. Det er mit ansvar.”

Vi mangler en sundhedsrevolution

“Det handlede også om, at jeg har haft ondt i nakken i årevis, og at jeg bare generelt har følt mig sådan lidt utilpas – og jeg tænkte, det kan da ikke være meningen, at man skal have det sådan her. Jeg snakkede med alle mine venner, og alle har det ad helvede til og er sådan lidt oppustede og sådan lidt puha. De har lidt ondt i nogle led, og så har de lige noget med foden, og det hele er bare sådan lidt lort, ikke? Og jeg mener, vi er jo 30-40 år gamle og har ikke et ben i graven. Jeg tror seriøst, det handlede om, at der bliver nødt til at være noget, der er bedre end det her. Så det handlede om at tage kontrollen tilbage og at udvise en kritisk sans over for det, der bliver præsenteret. Så når Fødevarestyrelsen, som er en interesseorganisation, udtaler sig om, hvad der er sundt for en, så er det måske meget godt at kigge lidt kritisk på, hvilke interesser der er på spil. Er det for vores sundheds bedste, eller er det måske for landets økonomi? Vi mangler en sundhedsrevolution, men det tror jeg, der kommer inden for et meget overskueligt antal år.”

Har du også forholdt dig kritisk til longevity? 

“Måske ikke, men jeg har jo testet ting af på min egen krop, og jeg forsøger ikke at advokere for, hvordan folk skal leve, og hvad de skal gøre. Jeg ved for eksempel godt, at det er rigtig anbefalelsesværdigt at spise masser af fuldkorn, men jeg har ikke rørt et kornprodukt i over to år, og jeg vil sige, at jeg aldrig har haft det bedre, og at alle mine tal er fuldstændig fantastiske. Så det kan godt være, at det er rigtigt, og selvfølgelig er det bedre at spise fuldkorn, end det er at spise Milky Way til morgenmad. 

Det er der ingen tvivl om, men man skal også bare tænke over, hvem de her råd rammer. For hvis det er folk, der er syge, og som gerne vil blive raske, så er det hundrede procent rigtigt, men for os andre – og vi bliver en større og større gruppe, som ikke bare vil tage os til takke med et middelmådigt helbred. Jeg kunne godt udvise endnu større kritisk sans over for det, jeg får at vide, men jeg prøver ting af, og der er ikke særlig meget evidens derude endnu. For du kan ikke bare lige lave kliniske studier med longevity, da man jo skal vente til at folk dør. Om 50 til 100 år har vi sikkert masser af data på det. Forskning er generelt baseret på den gammeldags måde at forske på, hvor man laver prøver og test og venter. Problemet er bare, at vi skulle vente alt for lang tid på et resultat, hvis forskningen skulle følge med. Om 50 år er det jo for sent, der ville min krop være totalt inflammeret og degenereret. Man tester med mus, rotter og aber, og der er nogle fuldstændig sindssyge studier, men det er, som om man ikke helt anerkender det i den fine forskningsverden. Måske gør vi nogle ting baseret på meget lidt evidens, men jeg vil hellere tage mine chancer og gøre det på min måde, når nu jeg kan mærke, at jeg har det bedre. Og det er egentlig det eneste jeg beder om: Prøv noget og mærk det på egen krop.”

You will know

“Jeg skriver også i bogen, at man for guds skyld ikke skal veje sig og få lavet BMI og den slags. You will know. Man er slet ikke i tvivl, når man har det bedre, og derfor behøver man ikke alle mulige tests. Jeg kan for eksempel mærke, når jeg har sovet en rigtig god nats søvn, så er jeg bare sådan: Giv mig en opgave, og jeg skal løse den for dig, NU. Skal jeg løbe en maraton, fint. Det er intet problem. Fuck it. Lad os køre. Mange folk tror, at de først kan høste den investering, de gør nu om meget lang tid, og det troede jeg jo også. Min indstilling var, at jeg skulle ofre mig for longevityens skyld. Nu skal jeg spise alle de her kedelige ting, som folk tror, det er, men det ér det ikke. Og træne, som er røvsygt, og det er det. Og gå tidligt i seng, som er forfærdeligt, men det er det jo ikke. Jeg havde det for sygt efter 6 uger. Jeg havde det så godt, og så fuck om jeg bliver 100 år – nu vil jeg bare gerne have det så godt. Det bliver ikke et drug, men den følelse i kroppen af at have det så godt er meget afhængighedsskabende, så man skal passe på med at gå ned af den vej.”

Hvad er den største gevinst af at leve, som du gør? 

“Det vigtigste er det mentale overskud. Jeg kan klare alt. Jeg har haft masser af kriser de sidste par år. Det har været en forfærdelig tid på mange parametre. Ikke sundhedsmæssigt, men alt mulig andet har været mega hårdt. Det kan selvfølgelig lyde dystopisk, men jeg tvivler på, om jeg havde kunne klare det uden at have haft mit, i situationstegn, gode humør og den mentale robusthed, som det har givet mig at leve sådan her – så dét er nok det vigtigste. Det er jo skønt at have en pæn krop og pænt hår, men det er jo pisse ligegyldigt, hvis man er ked af det.”

Begrebsafklaring af longevity: Det er evnen til at leve længere end gennemsnittet. 

Der er tre grundpiller til et langt og godt liv i denne prioriteret rækkefølge: Motion   ●  Kost   ●  Søvn

Emil Thorup
har mange talenter

og har de sidste 20 år været en
del af mediebranchen. Han er
podcastvært, laver design,
arkitektur og har møbelfirmaet
Handvärk i Nordhavn. Senest er
du måske stødt på ham i medierne
i forbindelse med hans besættelse
i forhold til at få et sundt og langt liv. 
Snart er han aktuel med bogen
Lang Levetid, som udkommer
den 3. oktober. 

Related Articles