Secondhand hitter på alle fronter. Og med tanke på de miljømæssige udfordringer vi befinder os i, er det en tendens, der er værd at holde fast i. Har du endnu ikke udforsket Østerbros secondhand-butikker, så er der ingen tid at spilde. Bydelen er nemlig et mekka for geniale vintagefund. Hvad end du hungrer efter, er her fyldt til randen med butikker, der giver det brugte tøj en ny chance for livet. Og at se tøj, der før har spredt glæde i andre garderober, som en historie, der nu bliver fortalt videre i din egen, gør kun secondhand-shopping endnu smukkere. Der er altså alverdens gode grunde til at dykke ned i Østerbros store udvalg. Få en guide til nogle de bedste butikker, lige her.
2 Hand Luxusklæder
Smukke tasker, skønne sko og dejlige frakker. På Nordre Frihavnsgade finder du en fin butik, der huser lækre sager til kvinder og børn fra danske samt internationale mærker. Det hjælpsomme personale er altid klar på at vejlede i forhold til pasform og styling, så du ikke går forgæves. Klaeder er den ældste secondhand-kommissionsbutik i København, der vægter den hyggelige og uhøjtidelige stemning højt. Her kan du med garanti gøre et fund.
Nordre Frihavnsgade 60, 2100 Кbh. Ø · www.klaeder2hand.dk
Mandag-fredag: 11:00-18:00 · Lørdag: 10:00-15:00
Vintage 199
Knald på farverne, unikke mønstre i alle afskygninger og et touch af nostalgi fra svundne tider. Vintage 199 er et skattekammer af vintage-guld, hvor du virkelig kan gøre nogle fine og unikke fund, der i dén grad vil skabe lidt støj i garderoben. Sortimentet består af alt fra store frakker og smukke hatte til bløde skjorter og strikkede cardigans med sjove detaljer til både mænd og kvinder. Vintage 199 har også en lille café i butikken, hvor det samtidigt er muligt at nyde en kop kaffe.
Jagtvej 199, 2100 København Ø · Instagram: @vintage199 · Tlf. 39 27 00 41
Tirsdag-fredag: 11:00-18:00 · Lørdag: 11:00-15:00
I Blame Lulu
Denne fine butik kom til verden, da en gruppe veninder besluttede sig for at gøre deres shopping til en forretning, hvor de kunne sælge ud af deres brugte tøj. I Blame Lulu er et univers, hvor du finder designervarer fra både nuværende kollektioner og foregående sæsoner. Her er alt fra klassiske Burberry-inspirerede trenchcoats, til gulvlange kjoler fra Gucci og knæhøje støvler i læder. Der er rig mulighed for at gøre et eksklusivt kup.
Rosenvængets Allé 8 st. th., 2100 Кøbenhavn Ø · www.iblamelulu.com · Tlf. 45 51 93 20 13
Mandag-fredag: 11:00-17:30 · Lørdag-søndag: 10:00-15:00
Second
På hjørnet af Østerbrogade og Ålborggade finder du en sæsonaktuel secondhand butik, der emmer af luksus i form af blandt andet Gucci, Max Mara og Bottega Veneta. Kvalitet hos Second er den absolutte førsteprioritet. Butikken er appellerer i høj grad til den moderne kvinde, der ønsker at shoppe bæredygtigt, men samtidigt gerne vil være med på tidens trends.
Østerbrogade 126, 2100 Кøbenhavn Ø · www.second.dk · Tlf. 91 55 69 69
Mandag-fredag: 10:00-18:00 · Lørdag: 10:00-15:00
Preloved Copenhagen
Preloved Copenhagen er absolut et besøg værd, hvis dit hjerte banker for vintage. I denne umådeligt skønne butik finder du guld til garderoben i form af både tøj, tasker og sko til både mænd og kvinder. Preloved Copenhagen har i mere end et årti stået klar med håndplukkede brands fra både den danske og internationale modescene, lige fra Chanel og Hermés til Ganni og Ole Lynggard.
Classensgade 3B, 2100 København Ø · www.prelovedcph.dk · Tlf. 40 62 64 65
Tirsdag-fredag: 12:00-17:30 · lørdag: 11:00-15:00