Madmentoruddannelsen er en uddannelse, der både uddanner fagfolk og er
selvudviklende inden for vægt og sundhed. Her er fokus på både sundhed og på psykologi.
Marie Steenberger startede Madmentoruddannelsen i 2016 som et alternativ til de etablerede sundhedsuddannelser, der uddanner kostvejledere, personlige trænere og diætister. Hun syntes, der manglede en uddannelse, der uddannede fagfolk til at arbejde med sundhedspsykologi.
At beskæftige sig med sundhedspsykologi har mere at gøre med, hvorfor vi spiser, som vi gør, og knap så meget med, hvad vi spiser. ”Madmentor-uddannelsen er en uddannelse, der både uddanner sundhedsprofessionelle, der i forvejen arbejder med andre menneskers sundhed, og er også til mennesker, der har en personlig erfaring med at kæmpe med vægten eller sundheden. Så det er en uddannelse, der fletter to spor sammen; det faglige og det selvudviklende. “Selvudviklingsdelen på uddannelsen er vigtig, fordi en Madmentors personlige erfaringer med at ændre vaner kan være guld værd for klienten. Ved at kombinere høj faglighed med egenreflektion får vi nogle autentiske og professionelle Madmentorer. Det giver håb, viser vej og er en god støtte på vejen mod mere sundhed at vide, at en Madmentor selv er lykkes med at bryde dårlige spisevaner.
Påvirkes af livet og følelser
Marie mener, at én af vores store udfordringer i Danmark ift. problemstillinger omkring sundhed og vægt ikke ligger i en manglende viden om sundhed. De fleste mennesker ved faktisk godt, hvad der er sundt, og hvad der er usundt. Udfordringen er, at få fornuften i spil, og det er ikke altid let, fordi vi mennesker spiser anderledes, når vi er stressede, sover for lidt eller bliver følelsesmæssigt påvirket af livet og omstændighederne i vores liv. En Madmentor ved, hvordan man hjælper folk med at håndtere de tanker og følelser, der forhindrer dem i at spise sundt. Og på den måde kan fornuften få lov at råde igen.
Marie, der selv er uddannet kostvejleder, mente tidligere i sin karriere, at hun manglede værktøjer til at behandle folk, der på grund af deres følelser manglede evnen til at omsætte deres viden om sundhed til handling. Det har Madmentoruddannelsen rådet bod på.
”Vi hjælper vores klienter med at udvikle et naturligt og fleksibelt forhold til mad, så de kan komme i mål med deres sundhed. Udfordringen for mange, der søger Madmentoruddannelsen, er at de med tiden har udviklet et noget forstyrret forhold til mad. Ikke en spiseforstyrrelse, men de har måske været på 20 forskellige slankekure i deres liv og har samlet alle mulige mere eller mindre mærkelige kostråd op, som kan gøre tingene endnu værre. Vi hjælper dem med at finde tilbage til den gyldne mellemvej, hvor al mad for så vidt er tilladt, bare man spiser dem i de rette mængder,” siger hun.
Udvælger og sammensætter fag fra flere steder
Det gør uddannelsen bl.a. ved at arbejde med klienternes tanker, følelser og kropsopfattelse. Det er en eklektisk uddannelse, dvs. at undervisningen er sammensat af særligt udvalgte elementer indenfor forskellige pyskologiske retninger. Undervisningen på Madmentoruddannelsen bygger således på kognitiv adfærdsterapi, narrativ psykologi, systemisk psykologi, coaching, mindfulness, compassion fokuseret terapi, ACT, kropsterapi og emotionsfokuseret terapi. Alt sammen rettet mod målgruppen, som Marie efterhånden kender meget indgående gennem sine mange år i feltet.
Rent fagligt kan man bruge Madmentorer i mange sammenhænge. Madmentorer arbejder f.eks. i det private erhvervsliv med sundhedskommunikation, i kommunalt regi i sundhedshuse og som selvstændige Madmentorer med klientforløb og gruppeforløb indenfor sundhed, vægt og forstyrret spisning. Flere kombinerer også uddannelsen med andre uddannelser, fortæller Marie Steenberger:
”Vi får flere og flere henvendelser fra folk, der arbejder med sig selv, eller som er kostvejledere/diætister/personlige trænere, og som ikke ved, hvordan de skal arbejde med psykologien i forhold til mennesker, der har udfordringer på det følelsesmæssige område. Det er ikke noget, man lærer som kostvejleder,” siger Marie.
Liveundervisning eller onlineundervisning
Madmentoruddannelsen kan tages “ive” i store lyse lokaler på Tagensvej på Nørrebro samt på et onlinehold, hvor det i princippet også er liveundervisning, men som foregår på nettet. Alle onlinekursisterne deltager på samme måde, som hvis man møder op i lokalerne på Nørrebro. Så man kan også være med, selv om man ikke bor i København. ”Vores onlinehold starter her den 30. september, så det er lige om hjørnet. Københavnerholdet er i gang lige nu, men der starter et nyt hold i 2022. Samtidig tilbyder Madmentoruddannelsen også en overbygning for de, som allerede er Certificerede Madmentorer. Overbygningen er en specialisering inden for både compassion fokuseret terapi og børn, unge og familier i trivsel.
Her kan Madmentorerne dygtiggøre sig på områder som f.eks.: Milde former for traumer, selvkritik, skam, familie-terapi, børn og vægt og børn og sundhed. Uddannelsen er tilrettelagt, så man godt kan tage den, selv om man har fuldtidsarbejde. Det tager cirka syv måneder fra start til slut at blive Madmentor, og hvis man også tager overbygningen, tager det godt et år. Så bliver man også Master Madmentor i sundhedspsykologi,” slutter Marie Steenberger.
Om Marie:
Marie Steenberger er ernæringsekpsert og specialiseret i sundhedspsykologi. Hun hjælper bl.a. folk, der på den ene eller anden måde har et problematisk forhold til deres kost. Derudover har hun skrevet en række bøger om vores forhold til mad, blandt andet ”Madmentor – fra indre kaos til madro”, også er hun direktør for Madmentoruddannelsen – uddannelsen i sundhedspsykologi.
Se mere på madmentoruddannelsen.dk, mariesteenberger.dk og følg hende på instagram @mariesteenberger, info@madmentoruddannelsen.dk, tlf. 26 22 02 04
Marie Steenberger · Ernæringsekspert, ejer & direktør hos Madmentoruddannelsen, TEDx Speaker & forfatter