Attentatet på Blegdamsvej
Hvor på Østerbro kan man røre direkte ved historien? Det kan man ved Stamhuset på Blegdamsvej, tilholdsstedet for den esoteriske forening Den Danske Frimurerorden, der under besættelsen kom til at huse nazister og lægge kulisse til en voldsom skudveksling mellem frihedskæmpere og det berygtede Schalburgkorps. Indrammet i murværket findes endnu skudhullerne fra attentatet, der var orkestreret af modstandsgruppen ”Gruppe 1944”, med hjælp fra de berømte Flammen og Citronen, der hørte under Holger Danske.
Da samarbejdspolitikken brød sammen d. 29. august 1943, fik Fri-murerordenen i Stamhuset fire dage til at rømme bygningen. Ind flyttede i stedet Schalburgkorpset, en dansk SS-enhed, hvis formål var at skaffe tropper til Waffen-SS på østfronten, og aktivt at bekæmpe den danske modstandsbevægelse. Alene det formål var grundlag nok for Modstands-gruppen 1944, til at planlægge et attentat mod det forhadte korps.
Om aftenen d. 19. juni 1944 indledtes aktionen, hvis primære formål var at trænge ind i bygningen og sprænge den i luften. Fra nedrullede bilvinduer lød de første maskinpistolsalver fra de tre vogne med modstandsfolk, der kort forinden var kørt fra området omkring Trianglen til Blegdamsvej. De patruljerende vagter ved Stamhuset faldt om, ramt af skud. Ildkampen udviklede sig, og den øredøvende larm fra de mange skudsavler kunne høres over store dele af byen. Tid var en afgørende faktor, og modstands-gruppen vidste, at de skulle handle hurtigt, for det ville kun være et spørgsmål om minutter, før assistancen fra besættelsesmagten ville blive sat ind, og det var en kamp, modstandsgruppen var dømt til at tabe. Sabotageaktionen mødte dog tilpas meget modstand, blandt andet fra bygningens øvre etager, hvor flere medlemmer af Schalburgkorpset besvarede skydningen, ved at åbne ild mod angriberne. Værdifulde minutter gik tabt og Schalburgkorpsets modstand betød derfor, at aktionen måtte afbrydes. På tragisk vis mistede modstandsmanden Harald P. Kristensen, der under aktionen havde fungeret som chauffør, sit liv under skududvekslingen. Mindst to fra Schalburgkorpset blev dræbt, og endnu flere meldtes sårede. Selvom det lykkedes modstandsgruppen at påføre bygningen mindre skader, måtte aktionen betragtes som en fiasko.
Nazismen og Frimurerordenen
Det var ikke tilfældigt, at de danske medlemmer af frimurerordenen blev smidt på porten af nazisterne i 1943. Foreningen var lagt for had i den nazistiske ideologi, og allerede i 1925 havde Hitler i sit politiske manifest ”Mein Kampf” erklæret frimureri som fjende af det tyske folk på lige fod med jøder, kommunister, sigøjnere, homoseksuelle osv. Hitler var overbevist om, at Frimurerordenen var en del af den ”jødiske sammensværgelse”, og i Hitlers øjne var frimurerne derfor medskyldige i Tysklands nedgang efter 1. Verdenskrig, ødelæggelsen af den ariske race og ikke mindst jødernes overtagelse af herredømmet i verden.
I nazismens Tyskland blev flere frimurere allerede fra magtovertagelsen i 1933 forfulgt af regimet, og i august 1935 blev ordenen forbudt ved lov. I de tyskbesatte lande var medlemskabet af ordenen ikke uden risiko, og i langt de fleste tilfælde blev ordnerne opløst forfulgt, og nogle medlemmer sågar interneret i KZ-lejre. Forholdene var dog mere tålelige for de danske frimurere i de første år af besættelsen, selvom prominente medlemmer af det danske nazistparti DNSAP, som Aage H. Andersen, agiterede for ”det danske folks frigørelse og kamp mod Jødedemokratiet og Frimureriet”. Det ændrede sig dog radikalt ved samarbejdspolitikkens sammenbrud d. 29. august 1943. Da den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best, der var besættelsesmagtens højeste politiske myndighed i Danmark, d. 8. september 1943 skrev sit telegram til Berlin, opfordrede han både til en aktion
mod de danske jøder og de danske frimurere.
”Ved en konsekvent gennemførelse af den nye Kurs i Danmark må der efter min Opfattelse nu også tænkes på en Løsning af Jødespørgsmålet og af Frimurerspørgsmålet i Danmark” (Werner Best 1943).
Svaret fra Berlin var entydigt og klart. Alle danske jøder skulle deporteres. Frimurerne blev dog ikke nævnt i telegrammet. Hvorfor er omstridt blandt historikere, men en plausibel forklaring kunne være Kong Christian X’s medlemskab af ordenen, hvor han tilmed havde rang af stormester. De diplomatiske konsekvenser ved en arrestation af den danske konge var selv for Berlin på dette tidspunkt for store. Logebrødrene blev dog ikke forbigået, hvilket yderligere fremgår af Werner Bests telegram til udenrigsministeriet i Berlin:
”Med Hensyn til Frimurervæsenet vilde en formel Opløsning af alle Loger (som alle Landets ledende Personligheder er Medlemmer af), en foreløbig Anholdelse af de vigtigste Frimurere og en Beslaglæggelse af Logernes Ejendom komme i Betragtning” (Werner Best 1943).
Og som sagt, så gjort. Den 21. september 1943 besatte tysk politi Stamhuset på Blegdamsvej, og frimurerne blev smidt på porten. Skudhullerne i Stamhusets murværk på Blegdamsvej er derfor ikke bare en historie om den danske modstandsbevægelses kamp mod besættelsesmagten. Det er også en historie om nazismens ideologiske fjender, og hvordan Frimurerordenen i Danmark måske selv var tæt på at skulle tage flugten over Øresund på lige fod med de danske jøder.
Attentatet på Blegdamsvej
Hvor på Østerbro kan man røre direkte ved historien? Det kan man ved Stamhuset på Blegdamsvej, tilholdsstedet for den esoteriske forening Den Danske Frimurerorden, der under besættelsen kom til at huse nazister og lægge kulisse til en voldsom skudveksling mellem frihedskæmpere og det berygtede Schalburgkorps. Indrammet i murværket findes endnu skudhullerne fra attentatet, der var orkestreret af modstandsgruppen ”Gruppe 1944”, med hjælp fra de berømte Flammen og Citronen, der hørte under Holger Danske.
Da samarbejdspolitikken brød sammen d. 29. august 1943, fik Frimurerordenen i Stamhuset fire dage til at rømme bygningen. Ind flyttede i stedet Schalburgkorpset, en dansk SS-enhed, hvis formål var at skaffe tropper til Waffen-SS på østfronten, og aktivt at bekæmpe den danske modstandsbevægelse. Alene det formål var grundlag nok for Modstandsgruppen 1944, til at planlægge et attentat mod det forhadte korps.
Om aftenen d. 19. juni 1944 indledtes aktionen, hvis primære formål var at trænge ind i bygningen og sprænge den i luften. Fra nedrullede bilvinduer lød de første maskinpistolsalver fra de tre vogne med modstandsfolk, der kort forinden var kørt fra området omkring Trianglen til Blegdamsvej. De patruljerende vagter ved Stamhuset faldt om, ramt af skud. Ildkampen udviklede sig, og den øredøvende larm fra de mange skudsavler kunne høres over store dele af byen. Tid var en afgørende faktor, og modstands-gruppen vidste, at de skulle handle hurtigt, for det ville kun være et spørgsmål om minutter, før assistancen fra besættelsesmagten ville blive sat ind, og det var en kamp, modstandsgruppen var dømt til at tabe. Sabotageaktionen mødte dog tilpas meget modstand, blandt andet fra bygningens øvre etager, hvor flere medlemmer af Schalburgkorpset besvarede skydningen, ved at åbne ild mod angriberne. Værdifulde minutter gik tabt og Schalburgkorpsets modstand betød derfor, at aktionen måtte afbrydes. På tragisk vis mistede modstandsmanden Harald P. Kristensen, der under aktionen havde fungeret som chauffør, sit liv under skududvekslingen. Mindst to fra Schalburgkorpset blev dræbt, og endnu flere meldtes sårede. Selvom det lykkedes modstandsgruppen at påføre bygningen mindre skader, måtte aktionen betragtes som en fiasko.
Nazismen og Frimurerordenen
Det var ikke tilfældigt, at de danske medlemmer af frimurerordenen blev smidt på porten af nazisterne i 1943. Foreningen var lagt for had i den nazistiske ideologi, og allerede i 1925 havde Hitler i sit politiske manifest ”Mein Kampf” erklæret frimureri som fjende af det tyske folk på lige fod med jøder, kommunister, sigøjnere, homoseksuelle osv. Hitler var overbevist om, at Frimurerordenen var en del af den ”jødiske sammensværgelse”, og i Hitlers øjne var frimurerne derfor medskyldige i Tysklands nedgang efter 1. Verdenskrig, ødelæggelsen af den ariske race og ikke mindst jødernes overtagelseaf herredømmet i verden.
I nazismens Tyskland blev flere frimurere allerede fra magtovertagelsen i 1933 forfulgt af regimet, og i august 1935 blev ordenen forbudt ved lov. I de tyskbesatte lande var medlemskabet af ordenen ikke uden risiko, og i langt de fleste tilfælde blev ordnerne opløst forfulgt, og nogle medlemmer sågar interneret i KZ-lejre. Forholdene var dog mere tålelige for de danske frimurere i de første år af besættelsen, selvom prominente medlemmer af det danske nazistparti DNSAP, som Aage H. Andersen, agiterede for ”det danske folks frigørelse og kamp mod Jødedemokratiet og Frimureriet”. Det ændrede sig dog radikalt ved samarbejdspolitikkens sammenbrud d. 29. august 1943. Da den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best, der var besættelsesmagtens højeste politiske myndighed i Danmark, d. 8. september 1943 skrev sit telegram til Berlin, opfordrede han både til en aktion mod de danske jøder og de danske frimurere.
”Ved en konsekvent gennemførelse af den nye Kurs i Danmark må der efter min Opfattelse nu også tænkes på en Løsning af Jødespørgsmålet og af Frimurerspørgsmålet i Danmark” (Werner Best 1943).
Svaret fra Berlin var entydigt og klart. Alle danske jøder skulle deporteres. Frimurerne blev dog ikke nævnt i telegrammet. Hvorfor er omstridt blandt historikere, men en plausibel forklaring kunne være Kong Christian X’s medlemskab af ordenen, hvor han tilmed havde rang af stormester. De diplomatiske konsekvenser ved en arrestation af den danske konge var selv for Berlin på dette tidspunkt for store. Logebrødrene blev dog ikke forbigået, hvilket yderligere fremgår af Werner Bests telegram til udenrigsministeriet i Berlin:
”Med Hensyn til Frimurervæsenet vilde en formel Opløsning af alle Loger (som alle Landets ledende Personligheder er Medlemmer af), en foreløbig Anholdelse af de vigtigste Frimurere og en Beslaglæggelse af Logernes Ejendom komme i Betragtning” (Werner Best 1943).
Og som sagt, så gjort. Den 21. september 1943 besatte tysk politi Stamhuset på Blegdamsvej, og frimurerne blev smidt på porten. Skudhullerne i Stamhusets murværk på Blegdamsvej er derfor ikke bare en historie om den danske modstandsbevægelses kamp mod besættelsesmagten. Det er også en historie om nazismens ideologiske fjender, og hvordan Frimurerordenen i Danmark måske selv var tæt på at skulle tage flugten over Øresund på lige fod med de danske jøder.
Mangler du en destination til din næste gåtur på Østerbro, kan du aflægge Stamhuset et besøg for både at se og mærke et vigtigt historisk levn fra en af de mest skelsættende begivenheder i danmarkshistorien.
Mathias Stougaard er cand.soc. i Socialvidenskab og Historie ved Roskilde Universitet. På instagramprofilen @kend_din_by formidler Mathias Københavns fantastiske historie drevet af nysgerrighed og lysten til at blive klogere på alle historiens skatte, som vores hovedstad
har at tilbyde.