Croque Madamesguide til Århus

Af Susanne

Croque Madame har taget pulsen på Danmarks næststørste by, som viser sig at være et gastronomisk slaraffenland med masser af ambition og personlighed. Læs med og bliv inspireret til en weekendtur i vidunderlige Århus. 

Århus er netop blevet kåret som verdens lykkeligste by og selvom kriterierne for denne flotte titel kan diskuteres, så tror jeg nu alligevel, at der kan være noget om det. Stemningen er i hvert fald helt særlig i smilets by. 

Folk anerkender smilende hinanden på gaden, ekspedienterne er nærværende og jordnære og byen summer af liv og kulturelle tilbud. Den århusianske madscene er også meget spændende og ambitiøs. 


Hotel

Bo i stemningsfulde og æstetiske rammer på SOFS boutique-hotel midt i det pulserende og drøncharmerende latinerkvarter. Hotellet er velduftende og lækkert og sanseligt indrettet. Gardinerne er florlette og nogle
af værelserne har himmelsenge og badekar. SOFS har Green Globe certificering, hvilket også afspejler sig i de lækre veganske produkter på badeværelserne. Hotellet har desuden egen café med udsigt til Guldsmedgade og en frodig gårdhave, hvor man eksempelvis kan nyde deres lækre økologiske morgenmadsbuffet eller et godt glas vin. 

Hvor: Guldsmedgade 40 · Aarhus C · www.sofshotel.dk


Aperitif

Start aftenen på Bar’ Habla, hvor det flyder over med iskold sangaria og fuldstændig forrygende spansk tapas! Vi nød frisk tuntartar og den møreste og mest velsmagende pulpo, jeg længe har smagt. Man får virkelig lyst til at blive hængende på Bar’Habla på grund af den eminente tapas og den suveræne stemning, som både er uhøjtidelig og festlig. Husk at bestille bord, da det er et meget populært sted!

Hvor: Jægergårdsgade 67 · Aarhus · www.barhabla.dk


Middag

På Klassisk Bistro 65, i hjertet af Århus, er man lykkedes med at skabe en hel unik atmosfære, som selv de mest legendariske bistroer i Paris, kan have svært ved at hamle op med. Menukortet består af klassiske og yderst velsmagende franske retter. Vi startede flot ud med lækre østers, hjemmelavet gravad laks og Champagne. Til hovedret delte vi deres berømte tatar, som de meget ærekært rørte sammen foran os, så vi kunne få lov at smage den til. Vi delte også perfekt tilberedt pighvar med brunet smør, blomkål, kapers og hasselnødder og rundede af med den bedste Crêpes Suzette og chokolademousse jeg til dato har smagt. Bravo!

Hvor: Jægergårdsgade 65 · Aarhus www.klassiskbistro.dk


Det kulturelle indslag

Et visit på ARoS er aldrig en dårlig idé! Museet har altid et væld af spændende udstillinger man kan gå på opdagelse i. Olafur Eliassons ikoniske regnbuefarvede panorama udsigt på toppen af museet er i sig selv en storslået oplevelse.  

Hvor: Aros Allé 2, Aarhus · www.aros.dk/da/


Frokost

Spis frokost på stemningsfulde Restaurant Carlton, hvor det føles som at træde ind i en anden tidsalder. Tjenerne er nydeligt klædte, der er hvid dug på bordene og der hænger farverige franske vintageplakater over de vinrøde lædersofaer. Vi fik en herlig vinduesplads, hvor man meget belejligt kunne side og følge med i lørdagsstemningen i byen. Vi delte en lækker laksetatar og en flot rejemad og skålede i en yderst delikat hvid Bourgogne. Til hovedret delte vi en dagens fisk med beurre blanc og spæde grøntsager. 

Hvor: Pustervig 1, Aarhus C · www.carlton.dk


Kaffe

Drik eftermiddagskaffe på Café La Cabra, hvor man virkelig har specialiseret sig i kaffens verden. 

Hvor: Graven 20 · Aarhus C www.lacabra.dk/da/pages/graven


Oplev Michelin

Restaurant Domestic har både en rød Michelin-stjerne (den klassiske) og en grøn Michelin-stjerne, som uddeles til restauranter, der også excellerer indenfor bæredygtighed. Domestic arbejder med lokale danske råvarer og får det absolut bedste ud af alle de ressourcer de får i hænderne. Den respektfulde og innovative tilgang til råvarerne stråler igennem i de kunstneriske anretninger man bliver præsenteret for. Det er velsmag af helt nye dimensioner, når de dygtige kokke tryller med rene og kraftfulde smage, som man aldrig har prøvet det før! Vi delte en formidabel saftmenu og en flot komplementerende vinmenu til ’Den fulde oplevelse’, hvor man bliver præsenteret for hele 14 mesterlige retter. Domestic har min varmeste anbefaling.

Hvor: Mejlgade 35B · Aarhus C www:restaurantdomestic.dk


Søndagsfrokost i vandkanten

Spadsér en tur ud til Aarhus’ nyere bydel, Ø’en, og få lidt farve i kinderne. Efter masser af frisk havluft er det tid til at forkæle smagsløgene på Restaurant Havnær, der serverer en overdådig 10-retters frokost til rørende 250 kr. Køkkenet sammensætter en ny frokost-tasting hver søndag med både kolde og lune retter. Vi fik masser af lækker fisk og her i blandt den bedste friskefrikadelle, jeg nogensinde har smagt! Til retterne fik vi lækkert hjemmebagt surdejsbrød og rugbrød – og jeg nød et herligt glas Bourgogne dertil. Husk at bestille bord, da det ligesom alle de andre steder i guiden, er et meget populært sted – og med rette. 

Hvor: Dagmar Petersens Gade 119 · Aarhus www.havnaer.dk/soendag-i-vandkanten.htm

Related Articles