Risotto er en fantastisk klassiker fra Italien, der kan laves i mange skønne versioner. Her får du opskriften på en forårsudgave med grønne asparges, friske rejer og krydderurter. Hemmeligheden bag en vellykket risotto er at ramme den rette konsistens. Carnaroli risottoris er kendt som kongen af risotto, fordi sorten er fantastisk til at absorbere væde og smag fra de øvrige ingredienser under tilberedningen, og dermed får du nemt den rigtige cremede konsistens.
DET SKAL DU BRUGE (4 personer)
● 2-3 skalotteløg, fintsnittet
● 2 fed hvidløg, fintsnittet
● 1 bundt asparges, vasket og skåret i mundrette stykker
● 75 g revet parmesan
● 750 ml bouillon (grøntsags- eller hønsebouillon)
● 100 g rejer
● 2 dl hvidvin
● 350 g risottoris, skyllet, fx Carnaroli risottoris fra Oliviers & Co
● Friske krydderurter, fx timian, skyllet
● God olivenolie til stegning, fx La Classique ekstra jomfru olivenolie
fra Oliviers & Co
● Flagesalt og friskkværnet peber
SÅDAN GØR DU
Varm en høj pande op til medium varme med 2-3 spsk olivenolie. Svits først hvidløg og skalotteløg på panden i ca 7 min, til løgene er klare uden at tage for meget farve.
Kom risene på panden med hvidløg og skalotteløg, og rør rundt i ca 2 min.
Hæld den første dl hvidvin over, mens du rører rundt. Når risene har suget væden til sig, hældes den resterende vin over, mens du fortsat rører rundt.
Hæld derefter bouillon over lidt efter lidt, og lad risene opsuge væsken. Gentag dette, mens du rører rundt, til risene har den ønskede konsistens. Foretrækker du risene al dente, skal du ikke nødvendigvis bruge alt bouillonen.
Vend revet citronskal, parmesan, asparges og rejer i under omrøring i 1 minuts tid. Smag til med salt og peber – og eventuelt en smule citronsaft. Anret på middagstallerkner, top med lidt god græsagtig olivenolie eller evt. trøffelolie, friske krydderurter og lidt friskrevet parmesan. Serveres straks.
Bon appetit
Find inspiration og flere opskrifter fra Oliviers & Co med udgangspunkt i sæsonens råvarer, god olivenolie og Middelhavets delikatesser på oliviersogco.dk