Standup komiker Christian Fuhlendorff har tv-vært, radiovært, skuespiller og manuskriptforfatter med mere på sit cv. Han har lavet flere onemanshows, skrevet og medvirket i tv-serien Kristian og vundet prisen Årets komiker i 2015 ved Zulu Comedy Galla. I dag har han desuden podcasten Hva’ så ?!, der er almindelige og seriøse samtaler mellem ham og en gæst, og som er blevet rost fra mange sider.
Vi har taget en lille snak med Christian om hans podcast, ordblindhed og årene i en specialskole, hvor han landede pga. en fejldiagnose, da han var barn.
Hvorfor podcast og hvorfor en podcast, hvor humoren ikke er i fokus?“
Grunden til, at podcastmediet passer godt til mit temperament, er, at det er ligesom at lave radio, bare uden en redaktør. Ikke at det overhovedet er skidt med en redaktør, men er der en redaktør inde over, bliver resultatet lidt et delebarn. Standup er et sted, hvor man fuldt ud kan udleve, det man gerne vil. Her skal man så også selv æde lorten, hvis det ikke fungerer. Podcastmediet ligner utroligt meget standuppen, fordi man får sin egen vision ud. Og så ligner det radio, som jeg holder meget af.”
“Inden jeg i 2017 gik i gang med podcastmediet, kiggede jeg på mit eget medieforbrug, og det slog mig, at jeg hele tiden hørte podcast – både når jeg kørte bil, løb eller gik en tur. Og så tænkte jeg, at hvis det er sådan, jeg forbruger mediet, må der være andre end mig, der har det på samme måde. For fem år siden var der endnu ikke så mange, der hørte podcast, men jeg kunne med det samme mærke, at mediet passede godt til mig. Og jeg var sikker på, at der engang i fremtiden ville komme flere lyttere til. Men jeg lavede den meget for min egen skyld. Det var ikke dyrt at udkomme, og jeg kunne relativt billigt udgive noget i en fin kvalitet. Jeg sagde til min kone, at nu begynder jeg at gå til podcast i stedet for at gå til fodbold eller rollespil, eller hvad man nu bruger sin tid på.”
Seriøse samtaler i podcast
Du er jo kendt som komiker, men dine podcast er almindelige samtaler med mennesker, om hvem de er, hvor de kommer fra osv. Seriøse emner med andre ord og ikke komik?
“Når man går ind på en standup scene, skruer du op og ned for dig selv. Aftalen med publikum er, at hvis I lytter til mig i et stykke tid, lover jeg at være sjov en gang i mellem. I en podcast kan jeg skrue op for andre ting end standup, som handler meget om det grænsesøgende, provokerende og det nærmest for ærlige. I en podcast sætter jeg fokus på det tænksomme og giver måske et mere ærligt billede af, hvem jeg er i døgnets 24 timer.”
Kan ikke tage den lige vej med ordblindhed
Du er jo ordblind, men har fået stor succes trods udfordringerne med at læse og skrive. Det er min opfattelse, at mange mennesker med ordblindhed ofte har et drive, andre ikke har, fordi de er nødt til at lykkes på nogle andre måder. Holder den teori i dit tilfælde?
“Jeg tror faktisk på de tanker, selvom jeg aldrig har spekuleret i de baner. Hvis det, du gerne vil tidligt i livet, kræver en indsats og en større indsats end for dine venner, er det nok ikke usundt for dig. Jeg var ikke særlig talentfuld, da jeg startede som standup komiker, men jeg vidste én ting, jeg kunne bedre end mine kolleger; Jeg kunne arbejde mere end dem. Hvis du kigger på de største navne herhjemme inden for standup som Anders Matthesen og Mick Øgendahl, finder du ikke nogen større arbejdsheste end dem. De knokler på!”
“Generelt kommer mennesker i den skabende kultur ikke let til noget – folk med vedvarende succes og ikke det enkeltstående tilfælde er virkelig nogle knoklere. Den anden interessante ting med ordblindhed er, at du ikke kan tage den lige vej. De tvungne omveje for at komme til målet, gør at du får nogle andre indtryk og andre tanker end det ’almindelige’ skrivende folk. Man kan sammenligne det med to biler, der kører fra København til Aarhus, hvor den ene kører på motorvejen og den anden på landevejen. Motorvejsbilen kommer hurtigere frem, men landevejsbilisten får mere at se og kan fortælle en mere interessant historie. Det er forsiden af medaljen ved ordblindhed.”
Nød tiden på specialskole
Du har gået i specialskole i nogle år og var, som jeg kan forstå, ret glad for det. Hvad gav det dig?
“Jeg gik på en specialskole i Ballerup fra 3. til 6. klasse. Det var med DAMP børn (børn med ADHD, red.), autister m.v., og jeg ville aldrig være de år foruden. Jeg ville ønske en lignende skoletid for alle børn. Ingen tager skade af færre elever til flere lærere. Så har de mere tid til børnene. Selvom jeg nød tiden der, ved jeg, at mange af mine klassekammerater ikke var lige så begejstret for det som mig. De har haft en helt anden oplevelse af tiden der. Det respekterer jeg naturligvis fuldt ud, vi er alle sammen forskellige og ser forskelligt på verden. Men min tid der var fantastisk.” Det kan jo være fantastisk for et barn at være sammen med voksne, der ved noget om området og brænder for det.
“Ja, men jeg har været på besøg flere gange på skolen siden og blandt andet optrådt der, og der fortalte én af mine lærere, som underviste os i start af 1990’erne, at lærerne på skolen faktisk slet ikke var specialuddannet til at undervise eleverne på specialskolen. De havde haft et par småkurser, men det var alt. Jeg følte dengang, at lærerne vidste en masse om områder som ADHD og autisme, men på det tidspunkt var mange herhjemme ret uvidende om diagnoserne. Når jeg tænker tilbage på, at de ikke vidste så meget om området, er jeg meget imponeret over, hvor dygtige de virkede til at vide en masse om det.”
Nemt i byen
Inden vi runder af, bør vi nævne dine podcast, som er gående samtaler i byen – herunder også søerne, der strækker sig fra Frederiksberg til Østerbro. Hvad betyder byen for de samtaler?
“I starten gik mine gæster og jeg alle mulige steder, som f.eks. i Dyrehaven, men det gik op for mig, at gæsterne lige så gerne vil gå inde i byen, så jeg har fundet en 4-5 ruter, der passer godt til samtalerne. Men at det foregår i byen skyldes nærmest udelukkende, at det er nemmere. Faktisk vil jeg i virkeligheden helst have, at mine gæster kommer ud til Amager Strand, hvor jeg bor!”